Anmeldelse: Copenhagen Dry Gin

Vurdering: 5/5

København har langt om længe fået et destilleri og en lokal gin. Copenhagen Dry Gin er en såkaldt single botanical gin, der oven i købet er verdens eneste honningbaserede gin. Det er højst usædvanligt, aldeles interessant og utrolig udfordrende.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.Efter godt tre års etablering og udvikling præsenterede Copenhagen Distillery deres første produkt tilbage i maj – en højst usædvanlig og ganske ejendommelig gin. Ikke nok med at den er baseret på en honningbase af mjød, den er tilmed kun tilsmagt med (næsten) én botanical, nemlig den uundgåelige enebær. Så der er ikke mange knapper at skrue på, når ginnens komponenter skal balanceres ud. Alligevel er det lykkes Master Distiller ved Copenhagen Distillery, Henrik Brinks, at skabe en vidunderlig og relativ kompleks gin.

Destilleriet har til huse i den gamle Bryggergården ved strandvejen i Kastrup på Amager. En bygning der, som navnet antyder, tidligere har huset et bryggeri, og faktisk også et destilleri. Det er efterhånden ved at være 100 år siden, og derfor er det også være på tide at få en produktion af spiritus op at køre igen. Den fredede kampestensbygning er blevet gennemrenoveret fra top til tå, og fremstår i dag som en unik location for det nye danske destilleri.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

Henrik Brinks er en ganske habil whisk(e)y-kender, og Copenhagen Distillerys hovedfokus var oprindelig også produktion af whisky, men som så mange andre destillatører, indså Henrik Brinks ret tidligt i processen, at et destilleri har brug for en indkomst, imens whiskyen ligger og modner i tønderne. Derfor kastede han sig over ginnen, der jo relativt hurtigt kan ramme butikshylderne – i hvert fald sammenlignet med whisky.
Henrik Brinks er dog ikke en mand, der er på udkig efter den nemme udvej. For ham er hele destillerieventyret et forsøg på at gøre tingene anderledes. Således er den traditionelle neutrale alkoholbase fra korn skiftet ud med en honningbaseret mjød, der bliver destilleret op til en højprocents alkoholbase i destilleriets lille ståldestillator. Efterfølgende bliver denne alkoholbase redestilleret sammen med enebær til et egentligt enebærdestillat.
Og så skulle man jo tro, at det var det. Men enebærdestillatet bliver blended med et propolis-destillat, der er lavet ved at opløse propolis i alkohol, og derefter destillere det.
Propolis er et harpiksholdigt materiale indsamlet af bier, som bruger det til at reparere og styrke indersiden af bikuben. Det er med andre ord selve væggen af en bikube. Dette materiale stammer typisk fra træsorter som birk, elm og gran, og besidder derfor en masse harpikslignende noter, der ikke er helt ulig enebærrets fyrrenålenoter. Dertil kommer de noter, som propolissen optager fra bikuben.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

At kalde Copenhagen Dry Gin for en single botanical gin, er derfor lidt af en tilsnigelse. I min definition, er et botanical de ingredienser, som anvendes til at smagssætte en gin. Og derfor anser jeg propolissen for at være et botanical på linje med enebærret. Man kan sagtens argumentere for, at propolis ligger uden for den gængse opfattelse af et botanical som værende urter, blomster, rødder, bær eller frugter. Men både honning, birkesaft og mos anses for botanicals, så hvorfor skulle propolis være undtaget? Derfor tillader jeg mig, at stille spørgsmål ved brugen af betegnelsen single botanical i denne sammenhæng.

Betegnelser som Single Botanical Gin og Single Estate Gin er en del af den storytelling, der er skabt omkring Copenhagen Dry Gin og Copenhagen Distillery. Storytelling er hamrende vigtigt, hvis man som denne gin, vil forsøge at gøre sig bemærket på et efterhånden overophedet ginmarked. Så fred være med det. Brugen af betegnelserne er hverken helt rigtig eller helt forkert.
Det eneste der betyder noget for mig, er, at der er tale om en hamrende lækker håndlavet gin, der endnu engang rykker ved min opfattelse af, hvad en gin kan være. Den udfordrer min forståelse af, hvad en gin kan være lavet af og hvordan en gin kan smage. Og det glæder mig meget.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

Tasting notes

Den ret specielle alkoholbase og den simple krydring af kun enebær og propolis, giver selvsagt en gin, der i duft og smag er som ingen anden gin.

I næsen er Copenhagen Dry Gin kraftig med tydelige noter af honning. Bag en fed enebær, aner man både blomstrede noter og saftige æblelignende noter.

I munden er ginnen både kraftig og fed, og trods sine styrke på 44% vol., aldeles behagelig i munden. Så snart den indledende og kortvarige alkoholburn er nærmest smeltet bort, åbner der sig en buket af fede honningnoter, hæftige fyrrenålsnoter, diskret grøn æbleskræl og friske blomster. Ganske imponerende af en så simple gin.
Eftersmagen er lang og fyldt med blomsterhonning og en græsset enebær.

Henrik Brinks ved lanceringen af Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.
Master Distiller Henrik Brinks ved lanceringen af Copenhagen Dry Gin i maj.

Copenhagen Dry Gin & Tonic

Copenhagen Dry Gins fyldige fyrrenål, fremtrædende honning- og blomsternoter giver et vælg af muligheder, når der skal laves Gin & Tonics.
Ved den officielle lancering af ginnen ved Værnedamsvejs årlige gadefest i maj, præsenterede folkene fra Juuls Vin og Spiritus en G&T med Copenhagen Dry Gin, Fever-Tree Tonic, timian og agurk. Ginnens honningnoter ledsager timianen glimrende, og agurken frisker drinken dejligt op. Drinken hedder ‘Thyme for a Gin, Honey’ og er den officielle Copenhagen Dry Gin & Tonic. Det smager rasende godt og er perfekt til den danske sommer.

Honey Bubble med Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

Copenhagen Gin Cocktail

Min go to-cocktail for gin med honningnoter er typisk Bee’s knees. Det gælder for gin som den amerikanske Barr Hill Gin og den engelske Dodd’s Gin. Men med Copenhagen Dry Gin har vi at gøre med en gin, der ikke besidder nogen form for citrusnoter, og derfor fungerer en Bee’s Knees ikke rigtig for mig i dette tilfælde.
Derfor er jeg gået i en helt anden retning denne gang. En Honey Bubble. Elegant, simpel og ufattelig lækker:

  • 30 ml. Copenhagen Dry Gin
  • 2 teskeer flydende blomsterhonning
  • Top op med en supertør prosecco (ca. 40 ml.)
  • Garnér med mynteblad/kvist og et solmodent jordbær

Fremgangsmåde:

Stir gin og honning indtil honningen er helt opløst. Tilføj isterninger og shake som en vanvittig. Hæld i et afkølet champagneglas og top op med prosecco. Garnér med jordbær og mynten.

Copenhagen Dry Gin er meget tydelig i denne Honey Bubble, meget mere end en traditionel London Dry Gin. Det skal man lige vænne sig til. Men honningnoterne er helt i front, og ledsager jordbærret og mynten fortræffeligt. Sørg endelig for at finde et modent jordbær og en superfrisk myntekvist, der kan præge næsen ved indtagelsen af cocktailen. Det gør en kæmpe forskel.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

Konklusion

Når jeg tillader mig at anmelde en gin, gør jeg det ud fra følgende parametre: det håndværksmæssige, det unikke, den gode historie og selvfølgelig også smagen. Og der er ingen tvivl om, at Copenhagen Dry Gin er spot on på alle fire parametre.
At Copenhagen Distillery rent faktisk ligger i Kastrup og ikke i København, eller at denne single botanical gin nok nærmere indeholder to botanicals, er til at se igennem fingrene med, når der er tale om et så anderledes og unikt produkt som Copenhagen Dry Gin.

Når man skærer lidt af storytellingen fra og kommer ind til kernen af Copenhagen Dry Gin, finder man en højst usædvanligt og aldeles interessant gin. Den er resultatet af håndværksmæssig snilde, uovertruffen sands for detaljer, en vilje til at gøre tingene på en helt ny måde, og en befriende nysgerrighed. Det er meget imponerende og utrolig spændende at følge med i fra sidelinjen.
Henrik Brinks’ fantasi er heldigvis ikke udtømt, og vidunderet Copenhagen Dry Gin er slet ikke destilleriet eneste skud i bøssen. Der er meget mere i vente, og det er helt sikkert værd at vente på.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.

Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af Master Distiller ved Copenhagen Distillery, Henrik Brinks. Tak for det.

Junipalooza er et must

Den londonske ginmesse Junipalooza er relativ ny på den engelske ginscene, men hvis det lykkes at holde det høje niveau de kommende år, er der store ting i vente for arrangementet og folkene bag.

Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Jeg har skrevet det før, og nu skriver jeg det igen: London er blevet et regulært ginparadis. Flere og flere mikrodestillerier popper op i den engelske hovedstad, og der er altid et ginarrangement at deltage i. Jeg har i flere år brugt London til at få nye ideer og til at møde branchefolk og producenter. Sidste år lancerede folkene bag det engelske ginsite Gin Foundry en messe, hvor gininteresserede som jeg selv, kan møde folkene bag en lang række ginbrands. Her på andet året for Junipalooza er messen allerede et anerkendt og velbesøgt arrangement, der kan tiltrække både deltagere og producenter fra hele verden.

Shortcross Gin. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Konceptet er enkelt: at samle dygtige og interessante ginbrands under ét tag, så forbrugerne kan lære de enkelte ginner bedre at kende. Junipalooza adskiller sig fra andre ginmesser ved at fokusere på dialogen mellem producenten og forbrugeren. Det gøres dels ved kun at invitere udvalgte ginbrands til messen, og dels ved at frigive et meget begrænset antal billetter. På den måde vil alle deltagere have mulighed for at interagere med de tilstedeværende producenter.
Udvælgelsen af de inviterede brands synes at være baseret på egenskaber som håndværk, personlighed og særegne. På årets messe kunne man således møde brands som Monkey 47, Ferdinand’s Saar Dry Gin, Hernö Gin og Tarquin’s Gin. I alt var 25 brands tilstede, og langt de fleste var stillet op med destillatøren og ejerne, men der var da enkelte, der havde sendt reserveholdet til messen.

Nginious Summer Gin. unipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Et af højdepunkterne for mit vedkommende var blandt andet schweiziske Nginious, der præsenterede en sommerudgave af deres geniale Nginious! Swiss Blended Gin. Jeg er vild med Nginious, og glæder mig som et lille barn, til den lander i de danske butikker inden længe. I kan især se frem til deres fadlagerede udgave, der er modnet på tidligere Cocchi Vermouth-fade. Shit, det er godt.

Rock Rose. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Et andet højdepunkt var skotske Rock Rose Gin. Dunnet Bay Distillers var endnu ikke færdigt, da jeg rejste rundt i Skotland sidste år (læs mere om min gintur til Skotland her), og derfor var det også en stor fornøjelse at møde Master Distiller og ejer Martin Murray på årets Junipalooza. Destilleriet ligger på højlandets nordligste kyst, og Rock Rose Gin er stærkt inspireret af områdets barske natur og klima. Den er frisk og kraftig og benytter blandt meget andet både rønnebær, havtorn og rødder fra den lille klippeblomst rock rose. En eminent gin.

Adnams Copper House Dry Gin. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Årets overraskelse var uden tvivl Adnams Copper House Dry Gin. Jeg har af en eller anden grund aldrig fået set nærmere på Adnams’ ginner, men det har tydeligvis været en fejl, der skal rettes op på. Hvor Adnams oprindelige First Rate Finest Cut Gin, synes relativ ordinær, er deres Copper House exceptionelt godt balanceret mellem den aromatiske appelsinskal, irisroden, og den friske og let parfumerede hibiscusblomst. Adnams Copper House Dry Gin er nu en af de mange perler i mit efterhånden temmelig velassorterede ginskab.

Gin Foundry. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Gin Foundry er i mine øjne det bedste ginsite i øjeblikke. Der går ikke en uge, hvor jeg ikke er forbi deres site. Og Junipalooza har i år været helt i tråd med det høje niveau, de præsenterer på Gin Foundry. Well done guys. I’ll definitely see you again next year.

Santamanía. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling. Sipsmith. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling. Two Birds Gin. Junipalooza 2015. Photos by Michael Sperling.

Lad os fejre gin med meget mere gin

Lørdag den 13. juni er det endelig World Gin Day igen, og En Verden af Gin er i gavehumør.

World Gin Day 2015. Photo by WorldGinDay.com.

Hvad der startede som en god undskyldning for at drikke en masse gin med vennerne i 2009, blev i løbet af få år til en verdensomspændende begivenhed. Initiativet blev taget af Neil Houston fra sitet Yet Another Gin i 2009, og 2013 overtog Emma Stokes fra Gin Monkey styringen af festlighederne. Traditionen tro afholdes World Gin Day den anden lørdag i juni. I år er det altså den 13. juni, hvor alle ginfolk verden over fejrer ginnens dag. Og her på En Verden af Gin er der ligeledes fest – ginfest med gingaver.

I anledning af World Gin Day afholder En Verden af Gin hele to konkurrencer, hvor man får mulighed for at smage, hvad god gin er nu om dage.

Photo by The Bird & The Churchkey.

Vind en privat ginsmagning

Den første konkurrence foregår i samarbejde med den københavnske ginbar The Bird & The Churchkey. Her kan man vinde en privat ginsmagning for fem personer – oven i købet i eget hjem! Hvis du vinder, afholder jeg en fantastisk ginsmagning hjemme hos dig med gin, foredrag, røverhistorier og gin og tonics, selvfølgelig. Det bliver stort! Deltag i konkurrencen på The Bird & The Churchkeys’ Facebookside her. Vinderen findes i løbet af søndag den 14. juni.

Lille smagekasse. Photo by Michael Sperling.

Vind en lækker smagekasse

I En Verden af Gins anden World Gin Day-konkurrence har du mulighed for at afholde din egen lille ginsmagning derhjemme. Ved at svare rigtig på nedenstående spørgsmål, har du mulighed for at vinde en lille smagekasse fra 1975bySimon med to miniature ginflasker (Hernö Gin og Tarquin’s Gin – begge á 5 cl.) og to tonicvand (Gents Tonic og 1724 Tonic) – perfekt til to verdensklasses G&Ts!

Alle deltagere i denne konkurrence skal selvfølgelig være fyldt 18 år for at kunne deltage. Konkurrencen lukker tirsdag den 16. juni kl. 07.00. Vinderen får direkte besked.

For at vinde én af de to smagekasser skal du svare rigtig på følgende spørgsmål:

Fra hvilket land stammer Hernö Gin?

Konkurrencen er nu slut. Vinderne får direkte besked.

Lille smagekasse. Photo by Michael Sperling.

Let’s get people to enjoy gin together all over the world.

TuesdayGT: En hyldest til hybenroseplukkerne

Den danske hyben står i fuld flor i øjeblikket. Så hop en tur i tornebusken efter de guddommelige hybenroser til din #TuesdayGT med Nordisk Gin og Gents Tonic.

Nordisk Gin and Tonic med hybenrosen og æble. Photo by Michael Sperling.

Da jeg for nogle måneder siden var i audiens hos Anders Bilgram i hans destilleri, Nordisk Brænderi, i Nordjylland, fortalte han om en tilbagevendende begivenhed, hvor venner, familie og andet godtfolk tropper op til den årlige hybenroseplukning i juni. En blodig plukning som skal sikre produktionen af det kommende års flasker Nordisk Gin. Der skal nemlig en del hybenroser til de godt 3000 flasker, som Anders kan producere om året. Og håndplukkede, nordjyske hybenroser smager bare bedre i en håndlavet, nordjysk gin.
I bar ærgrelse over at misse dette års hybenroseplukning, er jeg selv gået på jagt i de lokale tornebuske her i København. Rosenbladene kommer desværre ikke Anders’ gin. Til gengæld kommer de i en G&T, lavet med Anders’ gin.

Københavns hybenrose til brug i en Nordisk Gin and Tonic med hybenrosen og æble. Photo by Michael Sperling.

Nordisk Gin er lavet med botanicals som enebær, nordjyske hybenroseblomster, havtorn, hyldeblomst, svenske multebær, islandske kvanfrø og grønlandsk qajaasat. Kortsagt alt det gode fra Norden.
Ginnen er produceret i en lille kobberdestillator fra sydtyske Müller, hvor de syv botanicals redestilleres sammen med en alkoholbase bestående af 85 procent neutral alkohol og 15 procent af brænderiets egen æblebrændevin.

Kombinationen af den søde æblebrændevin, den syrlige havtorn, den fede enebær, den krydrede qajaasat og selvfølgelig den aromatiske rosen fra den håndplukkede, nordjyske hybenroseblomst giver en kraftig og ganske floral gin, med en kompleksitet som kun Anders og hans Müller-destillator kan lave det.

Som en hyldest til de mange frivillige plukkere, der hjælper Anders i hus med årets høst af hybenrosenblade, hæver jeg mit glas med en gin og tonic lavet med Nordisk Gin, den tørre schweiziske Alpe-tonic Gents Swiss Roots Tonic Water, garneret med et friskskåret rødt æble og et par hybenrosenblomsterblade. Chin, chin!

Nordisk Gin and Tonic med hybenrosen og æble. Photo by Michael Sperling.

Del din TuesdayGT under hashtagget #tuesdaygt på Facebook, Twittter, GooglePlus og Instagram.