Gin er bestemt ikke bare gin, og Gin & Tonic er bestemt ikke bare Gin & Tonic. I ugens TuesdayGT udvider vi garniture-sortimentet med lidt marmelade – negroni marmelade.
Australierne har længe haft min fulde opmærksom, hvad gin angår. De seneste år er de i den grad hoppet med på craft distilling-bølgen, hvor destillation af spiritus i højere grad handler om godt håndværk, høj kvalitet og bæredygtighed, frem for kvantitet og profit.
Et af de mere interessante og bemærkelsesværdige australske destillerier er Four Pillars Distillery fra Yarra Valley i sydstaten Victoria.
Four Pillars Distillery blev lanceret som et crowd funding-projekt tilbage i 2012, og med en succesrate på 300 procent lancerede de deres første gin, Four Pillars Rare Dry Gin, i slutningen af 2013. Ginnen er rig på velkendte gin botanicals som enebær, korianderfrø, kvan, kardemomme, lavendel, kanel og stjerneanis. Af mere eksotiske botanicals finder vi tasmansk peberbærblad, lemon myrtle og friske hele australske appelsiner. Og det er sidstnævnte, der skal leges med i ugens Gin & Tonic.
Four Pillars Distillery laver nemlig andet end deres fremragende Four Pillars-ginner. I starten af 2014 var destilleriet klar med en marmelade, der er lavet på appelsinrester fra ginproduktionen. Som det eneste af ginnens ti botanicals, placeres de rustikt skårede appelsiner i destillatorens vapour basket og ikke i selve gryden sammen med resten af ginnens botanicals og alkoholen. Appelsinen bliver derfor dampet af vidunderlige gindampe under destillationen.
Denne appelsinrest bliver efterfølgende sødet og kogt ind til en grov appelsinmarmelade. Prikken over i’et er tilføjelsen af en anelse Campari. Og Voila!, så har du en Breakfast Negroni Marmalade fra Four Pillars – en intens, bittersød og zesty appelsinmarmelade, der er lige præcis så fantastisk, som den lyder.
Denne negroni-appelsinmarmelade kan naturligvis smøres på morgenbollen, men hvis du virkelig ønsker at gøre den ære, bør du omrøre marmeladen i 4 cl. Four Pillars Rare Dry Gin i et afkølet glas med isterninger. Top op med Fever-Tree Tonic og garnér med en langtidsbagt appelsinskive. Oh my goodness!
Vær opmærksom på, at der næppe er mere marmelade tilbage til din morgenbolle, når først du har smagt den i en Gin & Tonic.
Del din TuesdayGT under hashtagget #tuesdaygt på Facebook, Twittter, GooglePlus og Instagram.
Hvor kan man finde sådan en bandit?
Hej Henrik,
På nuværende tidspunkt er den kun at finde i Australien – og i mit køleskab. Jeg stemmer klart for at få den til Danmark.
Det er næsten en “gin and jam” 🙂 Mums!