Den bedste tonic til din gin

Tonicvanden udgør 2/3 af den klassiske drink Gin & Tonic. Det er derfor vigtigt at vælge den rette tonic til den gode gin. Jeg ser nærmere på en række tonicvand, der er tilgængelige på det danske marked, og giver mit bud på, hvilke gin de matcher bedst med.

Gin Mare and Tonic. Photo by Michael Sperling.

— Opdateret med Doctor Polidori’s Dry Tonic og Thomas Henry Tonic —

En god tonic fremhæver og understreger ginnens mange nuancer i en Gin & Tonic. Samtidig skal den bringe noget helt særligt til drinken, som ginnen ikke kan. Dette helt særlige er traditionelt og historisk set en bitterhed fra kinin og citrus, men det kan også være sødme, vand og sidst men bestemt ikke mindst de skønne bobler.

De seneste 5-6 år har udviklingen indenfor tonicvand taget fart. Det er sket sideløbende med fremkomsten af de mange craft og premium gins. Især lanceringen af Hendrick’s Gin i 2001 tydeliggjorde behovet for tonicvand, der kunne matche de nye ginners høje kvalitet.

Til denne artikel er der fundet en række tonicvand frem, der alle kan købes i Danmark: Schweppes Indian Tonic Water, Doctor Polidori’s Dry Tonic, Q Tonic, Fever-Tree Premium Indian Tonic Water, Fentiman’s Tonic Water, Colonial Tonic, La Nostra Acqua Tonica di Chinotto, 1724 Tonic Water, Indi Tonic Water, Gents Swiss Roots Tonic Water, San Pellegrino Acqua Tonica, Ørbæk NaturFrisk Økologisk Indian Tonic og Ledger’s Tonic. Vi skal se, hvordan de er til brug i en Gin & Tonic, og hvilke gin de matcher bedst med.

Doctor Polidoris Tonic. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Doctor Polidori’s Dry Tonic: Folkene bag den sydtyske landbrugsgin Ferdinand’s Saar Dry Gin, Avadis Distillery, har med deres tonicvand Doctor Polidori’s Tonic taget endnu et skridt i retning af total dominans i ræset for den eftertragtede titel som ’Den perfekte Gin og Tonic’. Og når man tænker på destilleriets andre produkter som Ferdinand’s Bitters, Ferdinand’s Vermouth, den eksklusive Goldcap Gin, kommer det nok ikke bag på nogen, at Doctor Polidori’s Dry Tonic er en utrolig lækker og velsmagende tonicvand.

Doctor Polidori’s Tonic er en urtet og blomstret tonicvand lavet med destillerede ekstrakter fra enebær, timian, basilikum, citron, blomster, peber og kinin. Efterfølgende er der kun tilført kildevand, kulsyre og ganske lidt sukker. Sidstnævnte gør den ikke ligefrem til en light tonicvand, men til en meget tør tonicvand.

Det er ikke nogen overraskelse, at Doctor Polidori’s Tonic er den perfekte partner til Ferdinand’s Saar Dry Gin. Ginnens lavendel-, kvæde- og urtede noter fremhæves perfekt af Doctor Polidori’s Dry Tonic, der samtidig tilfører en anelse enebær og krydrede noter til drinken. Garnér med citronskal og timian.
Det kan også anbefales at matche Doctor Polidori’s Dry Tonic med Nginious Summer Gin (garnér med fersken og basilikum), Sacred Gin og Filliers Dry Gin 28.

Pris: ca. 25 kroner for 200 ml. flaske.

Thomas Henry Tonic. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Thomas Henry Tonic: Den tyske tonicvand Thomas Henry Tonic blev lanceret i 2010 som en hyldest til den Manchester-baserede farmaceut Thomas Henry. Ifølge tonicvandsproducenten var han den første, der med succes tilføjede kulsyre til vand. Dette foregik i 1773, altså lidt før Schweppes blev grundlagt i 1783. Hvem der reelt set opfandt den kulsyreholdige vand, må vi lade historikerne om.

Som tonicvand befinder Thomas Henry Tonic sig i all round-kategorien sammen med Fever-Tree Tonic. Thomas Henry er lidt sødere, men passer godt til de fleste moderne ginner, hvor blomster- eller citrusnoterne spiller en større rolle i smagen.

Udover den originale Thomas Henry Tonic, leverer tonicmærket en lang række varianter som Ginger Beer, Ginger Ale, Bitter Lemon og lemonader. Særlig god er den mildt blomstrede Thomas Henry Elderflower Tonic. Mod al forventning er hyldeblomsten ganske underspillet, især i forhold til andre hyldeblomstvarianter fra konkurrerende tonicmærker.

Thomas Henry Tonic er et glimrende match med gin som den tyske Monkey 47, garnér med kanel og limeskal, og den italienske Roby Marton Gin, garnér med rosenpeber og ingerfær. Men også gerne sammen med den krydrede Elephant Gin, og den ganske potente Bulldog Gin – Extra Bold på hele 47% vol., hvor tonicvandens sødme mildner ginnens lidt skarpe alkoholprocent.

Pris: ca. 15 kroner for 200 ml. flaske.

Q Tonic. Foto: Michael SperlingQ Tonic: ”The world’s best spirits deserve a superior tonic water.” Sådan lyder sloganet på Q Tonics website. Og det var lige præcis det, der var udgangspunktet, da opfinderen blev træt af de mange mainstream tonicvand og besluttede sig for at lave sin egen tonic, der var ginnen værdig.

Med håndplukket kinin fra Andesbjergene i Peru og sødme fra økologisk agave er Q Tonic en mild, frisk, sprød og let perlende tonicvand, der ikke går på kompromis med kvaliteten – og for den sags skyld heller ikke med prisen.
Der er tale om en meget atypisk tonicvand. Den milde sødme og lette, bitre kinin træder i baggrunden i en Gin & Tonic, og lader i stedet ginnen træde frem. Det er dermed også en meget anderledes Gin & Tonic, man får med en Q Tonic. Der opstår dog lidt problemer med gin, der indeholder en høj alkoholprocent. Der mangler ganske enkelt noget sødme til at modstå tunge gin som Navy Strength-varianterne.

Q Tonic er et fint match til langt de fleste gin, men et særlig godt match til den spanske Gin Mare. Men også en gin som den islandske Vor Gin, der helt uden nogen form for citrus, passer langt bedre sammen med Q Tonic end mange andre citrondominerede tonicvand på markedet.

Pris: ca. 20 kroner for 200 ml. flaske.

Fever-Tree Premium Indian Tonic Water. Foto: Michael SperlingFever-Tree Premium Indian Tonic Water: Med en fortid indenfor gindestillation og marketing af gourmet mad gik skaberne af Fever-Tree som nogen af de første sammen for at udvikle den bedste tonicvand til premium gin.
Fever –Tree har en behagelig bitter smag fra ægte kinin og kulsyre ledsaget af en velbalanceret sødme fra sukkerrør. Dertil kommer de friske citrusnoter og den milde brus.
Det er ikke underligt, at Fever-Tree er det foretrukne valg for mange destillerier, når de skal præsentere deres gin. Fever-Tree er designet til at fremhæve citrus fra citron, appelsin og korianderfrø, der indgår i de fleste gin.

Kommer til sin ret i gin som Geranium Gin og Sipsmith Gin, hvor citrusfrugterne er en central del af smagen, og i nogen grad i en gin som Hendrick’s, hvor ginnens noter fra agurk og rosenblade kan skabe lidt smagsforvirring. Hvis du vil forkæle dig selv, så prøv Fever-Tree Tonic sammen med enten en Citadelle Réserve Gin eller en Hernö Swedish Excellence Gin.

Pris: ca. 30 kroner for 500 ml. flaske.

Fentiman’s Tonic Water. Foto: Michael SperlingFentiman’s Tonic Water: Dem der kender til Fentiman’s produkter, bliver nok ikke overrasket over, at denne tonicvand er en smagsbombe uden sidestykke. Indeholder ingredienser som kaffir limeblade, enebær, ekstrakt fra citrongræs, der er brygget sammen efter en gammel metode kendt fra produktionen af ingefærøl (Ginger Beer).
Fentiman’s Tonic har en kraftig og frisk smag af citrus, en tydelig bitter kinin (især i eftersmagen), samt en behagelig og let sødme.
Der er bestemt fare for, at Fentiman’s Tonic kan være for dominerende overfor gin i en Gin & Tonic. Fx vil den være for dominerende til gin som Bombay Sapphire og Bulldog Gin, men vil passe perfekt til gin som Geranium Gin, Caorunn Gin, The Botanist Islay Dry Gin og den italienske Il Gin del Professore a la Madame. Og sammen med den ligeså aromatiske tyske gin Monkey 47, får man en frugtig og blomstret Gin & Tonic med masser af citrus, jasmin og kamille.

Pris: ca. 20 kroner for 237 ml. flaske.

Colonial Tonic. Photo by Michael Sperling.Colonial Tonic: I 2013 indgik det cyklende engelske makkerpar fra The Traveling Gin Company et samarbejde med danske Ebeltoft Gaardbryggeri på Djursland om produktionen af Colonial Tonic, der ifølge dem selv, er som den tonicvand, der blev nydt i de britiske kolonier tilbage i 1920’erne.
Colonial Tonic er en helt naturlig tonicvand lavet af frisk peruviansk cinchonabark, friskpresset citron-, lime- og appelsinsaft, jamaicansk peber, citrongræs, vand (østdjursk grundvand) og økologisk rørsukker.
Den er gylden – både i farve og i smag. Den er bitter og sød med masser af citrus, peber og nelliker-lignende noter, genkendelig smag af citrongræs og underspillede karamel noter.

Colonial Tonic er en tonicvand, der smagsmæssigt fylder meget i glasset, så den skal matches med en kraftig gin. Mit favoritmatch er Colonial Tonic sammen med den skotske Caorunn Gin, garneret med æble og lavendel. Men prøv også Colonial Tonic sammen med Dodd’s Gin, Whitley Neill Gin, Williams Extra Dry Gin, Njord Gin og Martin Miller’s Gin.

Pris: ca. 25 kroner for 250 ml. flaske.

Schweppes Indian Tonic Water. Foto: Michael SperlingSchweppes Indian Tonic Water: Denne svejtsiske kæmpe er den mest solgte tonicvand i verden og derfor også den tonic de fleste forbinder med en Gin & Tonic. Den amerikanske version er sødet med fruktose sirup fra majs, hvorimod den danske er sødet med almindelig sukker.

Schweppes Tonic har en kraftig kulsyre, der sammen med kininen giver en markant bitter smag, der typisk vil fylde meget i en Gin & Tonic. Selvom indholdet af sukker er ret højt for en tonic, dominerer den bitre kinin fuldstændig. Til gengæld er den mild i sine citrusnoter.
Schweppes Tonic er en udmærket hverdagstonic, der med fordel kan anvendes til de traditionelle London Dry Gin som Beefeater Gin, Geranium Gin og No. 3 Gin, og faktisk også en lidt mere utraditionel gin som Citadelle Gin. Men hvis man vil opleve sand nydelse, skal matche Schweppes med en gin som Monkey 47 (garnér med fx limeskal og kanelstang) eller Simon’s Bavarian Pure Pot Still Gin Next Level. Begge gins kan skinne igennem tonicvandens kraftige kulsyre.

Pris: ca. 15 kroner for 500 ml. flaske.

Acqua Tonica di Chinotto. Foto: Michael SperlingLa Nostra Acqua Tonica di Chinotto: Denne italienske tonicvand er forholdsvis ny på det danske marked. Den markante bitre kinin afbalanceres fint af en let sødme. Men det er i citrusnoterne,
La Nostra adskiller sig fra de øvrige tonicvand på markedet. Den er nemlig lavet på chinotto-mandarin og citronsaft, og fremstår mere som en citron/mandarin sodavand end en tonicvand.

Denne markante og dominerende citrus, kan give problemer for en langt de fleste gin, men mærker som Geranium Gin og No. 3 Gin kan trænge igennem den tætte citrus. Der bør dog ikke garneres med yderligere skiver citrusfrugt i din Gin & Tonic.

Pris: ca. 15 kroner for 275 ml. flaske.

1724 Tonic Water. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.1724 Tonic Water: Det blomstrende marked for gin i Spanien har de seneste år givet os en række fantastisk produkter. Et af de bedste er uden tvivl tonicvanden 1724 Tonic Water. Om den er argentinsk eller spansk er uvist, men producenten ejes af samme selskab, der har givet os den udsøgte middelhavsgin Gin Mare.
Der er dog klare forbindelser til Sydamerika. Kininen anvendt i denne tonicvand stammer fra chinchona bark plukket på en Inka-sti i de peruvianske Andesbjerge i nøjagtig 1724-meters højde.

1724 Tonic is all about the citrus. Fremtrædende citrussødme fra især appelsin, behagelig citronsyre, en afdæmpet og mild bitterhed fra den peruvianske kinin og en behagelig kulsyre, der minder om italienske frizzante-vand med mange, små og fine bobler.

Som tommelfingerregel vil 1724 Tonic være et godt valg ved gin og tonics, hvor der garneres med andet end citrusfrugter, fordi tonicvanden bidrager med så markant citrussmag. Fx er 1724 Tonic et perfekt match med Gin Mare, garneret med rosmarin eller timian. Prøv også 1724 Tonic sammen med Brecon Gin, Martin Miller’s Gin og selvfølgelig G’vine Nouaison garneret med druer, eller Caorunn Gin og 1724 Tonic garneret med en skive rødt æble.

Pris: ca. 20 kroner for 200 ml. flaske.

Indi Tonic Water. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Indi Tonic Water: Denne spanske tonicvand er inspireret af handlen med orientalske varer i la Casa de Contratción (House of Trade) i Sevilla i 1600- og 1700-tallet.
Indi Tonic er lavet ved at udbløde appelsinskal (fra Sevilla, selvfølgelig), lime, citronskal, indisk kewrablomst, kardemommefrø, filippinsk kalamansi, cinchonabark (kinin), hvidt sukker og rørsukker i koldt vand og alkohol i et par uger, hvorefter indholdet destilleres ved lav temperatur. Der anvendes kun naturlige smagsstoffer, sødemidler og konserveringsmidler.

Indi Tonic har tydelig smag af søde appelsiner, kardemomme og citron. Den er mild i kulsyre og bitterhed fra kinin. Den er faktisk meget behagelig og velsmagende i sig selv, men lidt på en sodavandsagtig måde.
Indi Tonic fungerer rigtig godt sammen med Oxley Gin, garneret med en halv skive hvid grapefrugt. Prøv den også med Geranium Gin, Wint Gin og den ekstremt blomstrede No. 0 Gin fra Spanien.

Pris: ca. 16 kroner for 200 ml. flaske.

Gents Swiss Roots Tonic Water. Photo: Michael Sperling.Gents Swiss Roots Tonic Water: Fra de sneklædte bjerge i Schweiz kommer en vaskeægte Alpe-tonic , der på alle måder er helt sin egen.
Udover den obligatoriske kinin, har Gents Tonic suppleret med den bitre rod fra den lokale blomst, Gul Ensian, der på latin hedder Gentiana Lutea – deraf navnet Gents. Blomsten er vokser vildt i Jurabjergene, og anvendes traditionelt som både naturmedicin og ingrediens i fx bitters og aperitifs. For at fuldende og afrunde denne schweiziske tonicvand tilføjes sicilianske citroner og en naturlig sødme fra sukkerroer.

Denne tonicvand er nærmest den diametrale modsætning af de søde og frugtige spanske tonicvand. Gents Tonic har en fremtrædende bitterhed fra både kinin og gentiana, der er afbalanceret med en let sødme fra sukkerroerne. Citronerne bidrager med smag og en let syrlighed, og så er kulsyren tilpas kraftig, så din drink ikke bliver flad med det samme.

Gents Tonic er en fremragende all round tonicvand, der giver god plads til ginnens noter, og hvis du har brug for at imponere, bør du servere den sammen med den tyske Ferdinand’s Saar Dry Gin, den svenske Hernö Gin, eller den engelske Tarquin’s Gin. Garnér med fx timian og limeskiver. Jeg blev også positivt overrasket over et match med både Monkey 47 og Tanqueray No. Ten.

Pris: ca. 16 kroner for 200 ml. flaske.

San Pellegrino Acqua Tonica. Photo by Michael Sperling.San Pellegrino Acqua Tonica: Den norditalienske mineralvandsproducent, San Pellegrino, har i flere år produceret den ret populære tonicvand San Pellegrino Acqua Tonica.
Ligesom San Pellegrinos andre produkter er Acqua Tonica produceret i Lombardiet i Italien. Hemmeligheden bag de smagfulde drikkevarer er en kombinationen af kildevand fra de kalkstenholdige Dolomitter, og frisk citrusfrugt fra det Syditalien. For San Pellegrino Acqua Tonicas vedkommende stammer citronen fra Sicilien.

San Pellegrino Acqua Tonica er en klassisk tør og frisk tonicvand med fremtrædende citron, en mild sødme, og tydelig bitterhed fra kininen. Dertil kommer en relativ kraftigt kulsyre.

San Pellegrino Acqua Tonica er faktisk en ret god all round tonicvand, men når det kommer til perfekte matchs, er San Pellegrino Acqua Tonica særlig god til klassiske gin som Jensen’s Bermondsey Dry Gin, Beefeater Gin og Fifty Pounds Gin. Men San Pellegrino Acqua Tonica er aldeles enestående med de florale noter i Hendrick’s Gin, og salvien i Langley’s No. 8.

Pris: ca. 10 kroner for 330 ml. dåse.

Ørbæk tonic. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Ørbæk NaturFrisk Økologisk Indian Tonic: Der bliver heldigvis også lavet tonicvand i Danmark. I 1998 startede det fynske bryggeri og destilleri Ørbæk produktionen af deres sodvand- og juice-serie, Naturfrisk. Alle produkter i serien er økologiske og der er ikke tilsat konserveringsmidler, kunstige farvestoffer og aromaer. Naturfrisk tonic er sødet med rørsukker og indeholder udtræk af kinin.
Ørbæks tonicvand har en behagelig citrus og kulsyre, men den skiller sig ud fra andre tonicvand ved sin markante sødme og lette bitterhed fra kininen, der får tonicvanden til at minde om en sodavand.
Ørbæk NaturFrisk Økologisk Indian Tonic er udviklet med især Ørbæk egen Fionia Gin i tankerne, men gin som Beefeater Gin og Geranium Gin vil være et udemærket match. Det er dog med Tanqueray Ten, man får det bedste resultat. Ginnens høje alkoholprocent på 47,3 og fremtrædende citrusnoter skærer igennem denne søde tonic. Men der skal citron til at dæmpe sødmen og øge bitterheden – masser af citron.

Pris: ca. 15 kroner for 225 ml. flaske.

Ledger’s Tonic Water. Photo by Michael Sperling.Ledger’s Tonic: Med den spanske ginkulturs indtog i Danmark kommer også de smagssatte tonicvand. Et eksempel på dette er den spanske Ledger’s Tonic, der udover den almindelige Ledger’s Tonic Water også findes i varianterne Tonic Water & Licorice, Tonic Water & Cinnamon og Tonic Water & Tangerine.
Ledger’s Tonic er opkaldt efter Charles Ledger, der i 1864 fandt frem til en særlig kininholdig sort af kinatræ. Ledger’s er en alsidig tonicvand, der udover naturlig kinin fra peruviansk Cinchona Ledgeriana, også benytter det naturlige sødemiddel Stevia, som alternativ til sukker og kunstige sødemidler.

Den originale Ledger’s Tonic Water er en klassisk tonicvand med tydelige citrusnoter, mild bitterhed og let sødme fra stevia, der giver en mild udgave af eftersmagen fra typiske light-produkter.
De smagssatte udgaver er kraftige i smagen. Fx smager Ledger’s Tonic Water & Licorice kraftigt af mørk lakrids, og ikke lakridsrod.

Ledger’s Tonic Water passer ret godt sammen med gin som Martin Miller’s Gin, No. 0 Gin og Mombasa Club Gin. Tonic Water & Licorice klæder Bulldog Gins underspillede enebær- og lakridsnoter ret godt.

Pris: ca. 20 kroner for 200 ml. flaske.

Peter Spanton Tonic. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.

Tonicvand som sirupkoncentrat

Drinks med pHenomenal Tonic SyrupTonicvand er ikke længere bare tonicvand – og heldigvis for det. For dem der vil gøre ekstra meget ud af deres gin og tonics, findes der noget så fortræffeligt som tonicsirup. Læs om mit eksperiment med den tyske pHenomenal Tonic Syrup her.

Hvilken tonic kan du bedst lide?

Tonicvandene ovenfor er alle meget forskellige og resulterer derfor også i meget forskellige Gin & Tonics. Hvis du har tips til andre tonicvand eller perfekte match mellem gin og tonic, hører jeg meget gerne nærmere via kommentarfeltet nedenfor.

113 thoughts on “Den bedste tonic til din gin

  1. Hej en Hendrick’s Gin med 1724 og agurk er den bedste jeg har smagt dejlig mild og lækker.
    Men er rimelig ny inden for gin

  2. Er stor fan af fever tree tonic og tør næsten ikke nævne at Netto’s tonic vand faktisk ikke er dårlig valg til f.eks Oxley pga .dens milde smag og ikke så kraftige bobler

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s