Tanquerays premium gin fra år 2000, Tanqueray No. Ten, har længe været hyldet som den ideelle gin til martini. Her fjorten år efter lanceringen får den ikoniske mørkegrønne flaske et opdateret udseende. Heldigvis er indholdet det samme.
Tanqueray No. Ten Gin var faktisk den allerførste premium gin, jeg stiftede bekendtskab med. Efter mange år med et meget sløjt udvalg af gin, vendte en ven hjem fra ferie med en ret vild flaske gin. Høj, slank, kantet og mørkegrøn. Selvom flasken bar det velkendte navn Tanqueray, var det langt fra den sædvanlige Tanqueray, jeg så ofte havde drukket til gymnasie- og universitetsfesterne. Denne Tanqueray No. Ten var uden tvivl noget særligt.
Siden mit første møde med Tanqueray No. Ten er min Top 5 Gin forlængst udvidet til en Top 50, og Tanqueray No. Ten er stadig at finde på listen.
Relanceringen af Tanqueray No. Ten giver god anledning til at se nærmere på Tanqueray som det historiske gin brand, det faktisk er. Den første gin fra grundlæggeren Charles Tanqueray begyndte at flyde fra det oprindelige destilleri i Vine Street i London allerede i 1830. Opskrift og første batch af den legendariske Tanqueray Gin menes dog at stamme fra 1838, og siden har Tanqueray ikke set sig tilbage. En fusion med Gordons & Company i 1898, Tanquerays systemastiske indsmugling af gin til USA under 1920’ernes Prohibition, og sønderbombningen af London-destilleriet i 1941 er blot nogle af højdepunkterne i Tanquerays 184-års levetid. I 1986 blev Tanqueray købt af United Distillers, der i dag hedder Diageo, og siden har Tanqueray lanceret en række spændende gin-produkter: Den sødere cocktailgin Tanqueray Malacca med fremtrædende grapefrugt fra 1997, der blev relanceret i begrænset oplag i 2013; den lidt skarpe Tanqueray Rangpur med rangpur limes, ingefær, laurbærblade og andre botanicals fra 2006; og endelig martini-ginnen over dem alle, Tanqueray No. Ten, fra 2000.
Det nye design versus det gamle.
Tanqueray No. Ten er opkaldt efter destillator nummer 10 i de store haller på det nuværende destilleri, Cameron Bridge Distillery, i Fife i Skotland, som ginnen produceres i. Still no. 10 går til daglig under navnet ‘Tiny Ten’ grundet den relativt lille størrelse på 400 liter. I sammenligning med destilleriets destillator nummer 4 på 10.000 liter, hvor den oprindelige Tanqueray Gin produceres, er Tiny Ten i den grad tiny. Still no. 10 blev oprindelig anvendt som testdestillator for udvikling af nye produkter, men fra 2000 er den blevet anvendt til destillation af Tanqueray No. Ten.
Som altid er Tanqueray yderst hemmelighedsfulde omkring produktionen af deres gin. Fx menes det, at den oprindelige Tanqueray Dry Gin indeholder kun fire botanicals: enebær, korianderfrø, angelikarod og lakridsrod. Tanqueray har dog aldrig hverken be- eller afkræftet denne påstand. Og derfor er det efterhånden blevet et alment accepteret faktum.
Det samme gør sig gældende for Tanqueray No. Ten. For nylig publicerede Drinkspirits.com en artikel om forskellen på Tanqueray Dry Gin og Tanqueray No. Ten, hvor de mente at vide, at No. Ten anvender otte botanicals i alt, hvor de første fire er de samme som i Tanqueray Dry Gin. De sidste fire er hvid grapefrugt, lime, appelsin og kamilleblomst. Alle tre citrusfrugter er friske og hele (både frugtkød og skal). Måske ved Drinkspirits.com noget, vi andre ikke ved, for Tanqueray delte artiklen på den officielle Facebookside Tanqueray Ginstitute. Så helt forkert kan det næppe være.
Tasting notes
Anvendelsen af friske, hele citrusfrugter er der ingen tvivl om, når man næser Tanqueray No. Ten. Selvom enebærren er den dominerende aroma, ledsages den af en frisk og klar duft af grapefrugt. Dertil kommer milde blomstrede noter, samt svage krydrede pebernoter.
Til trods for en alkoholprocent på hele 47,3 er Tanqueray No. Ten faktisk overraskende behagelig i munden – stort set ingen alkohol burn. Ginnen er både fyldig og kraftig i munden med enebær og grapefrugt skulder om skulder. Frisk lime, sødlig appelsinnoter, og blomstrede og krydrede noter er alle tydelige af finde. Eftersmagen er lang og fyldt med masser af citrus.
Tanqueray No. Ten Martini
Høj alkoholprocent, smooth som bare pokker og fremtrædende citrus gør Tanqueray No. Ten til den perfekte martinigin. Ginnen er selvfølgelig også fremragende i en gin and tonic, men med en No. Ten i skabet, bør man ikke snyde sig selv for en martini.
Omrør 5 cl Tanqueray No. Ten Gin og 1 cl. Noily Prat Vermouth med isterninger i en shaker. Strain indholdet ned i et afkølet cocktailglas. Garnér med enten økologisk grapefrugt- eller citronskal. Den er punchy, sprød og utrolig velsmagende. Allerbedst med grapefrugtskal, hvis man spørger mig (når man altså kan finde dem økologisk).
Konklusion
Jeg drikker meget sjældent martini. Men når det endelig sker, er det oftest med Tanqueray No. Ten. Sådan har det været i snart ti år, siden min ven havde en flaske med hjem fra sin sommerferie.
Om ginnen kommer i den nye eller gamle flaske, betyder faktisk ikke så meget for mig længere. For ti år siden var Tanqueray No. Tens mørkegrønne, slanke flaske den mest imponerende på markedet. I dag er situationen en anden. De fleste nye gin lanceres i custom made-flasker, og der skal efterhånden meget til at imponere mig. Personligt er jeg ret vild med formen på den nye Tanqueray No. Ten-flaske, men jeg savner den dybe, mørkegrønne farve, jeg i ti år har forbundet med min martinis. Så længe de ikke ændrer på ginnen, er jeg sikker på, jeg hurtigt vender mig til det nye design.
Tanqueray No. Ten har længe været på det danske marked, og kan købes for omkring 350 kroner. Den nye flaske rammer så småt de danske butikker fra uge 20 (2014). Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af Diageos danske PR-bureau, Integral.
Hvilken Tonic ville du vælge til denne gin?
Fever-Tree Tonic?
I øvrigt en fin side du har dig, som jeg med stor interesse har fået brugt den halve nat på 🙂
Hej Thomas,
For mig er Tanqueray No. Ten mere en gin til cocktails end til G&T, men hvis det endelig skal være, ville jeg servere den med Fever-Tree Tonic og en skive grapefrugt.
Mvh. Michael
Tak for en god anmeldelse men hvad sker der dog for din besættelse af økologiske citrusfrugter? En konventionel citrusfrugt – skyllet naturligvis – er lige så god måske endda bedre.
Hej William. Jeg vil til en hver tid foretrække økologi. Uden undtagelse.