Nye gin til skabet
Med lanceringen af adskillige nye gins på det danske marked, blev juni en virkelig god gin-måned set med danske briller.
Efter lanceringen af Old English Barrel Aged Gin tilbage i april, annoncerede Hammer & Son i starten af juni endnu en udvidelse af sortimentet: Geranium Gin 55. En kraftfuld herre på intet mindre end 55% vol. (hence the 55 in the title). Der er ganske enkelt tale om en Geranium Gin med mindre vand i, men tag ikke fejl af den betydning af mængden af vand har for smagen. Anledningen siges at være Geranium Gins fem års jubilæum her i 2014.
Juni blev også måneden, hvor en ny dansk gin meldte sin ankomst. Det lille nordjyske destilleri, Nordisk Brænderi, annoncerede i slutningen af juni, at de snart er klar med en ny gin med udgangspunkt i lokale, danske ingredienser. Destilleriet skriver på deres Facebookside. at ”Første udkast til Nordisk Gin er hermed fremstillet”, så alt tyder på, at ginnen stadig er under udvikling. Det betyder også, at det endelige lineup af botanicals ikke er helt på plads endnu. Folkene bag ginnen fortæller desuden, at de bl.a. er omkring havtorn, hyldeblomst og rosenblomster, og indtil videre er spiritusbasen en blanding af melassesprit og æblesprit.
Det bliver utrolig spændende, at se dette produkt tage form, og selvfølgelig også at smage det endelige resultat. Hvis du er lige så nysgerrig som mig, kan du følge udviklingen af Nordisk Gin via Nordisk Brænderis Facebookside her.
Derudover kan det nævnes, at Diageo lancerede en Tanqueray Old Tom Gin, der rent faktisk er en relancering af en næsten 180 år gammel opskrift, som selveste Charles Tanqueray udarbejde tilbage i 1835. Om Tanqueray Old Tom Gin finder vej til Danmark er endnu uvist, men med både Tanqueray No. Ten og Tanqueray Malacca på de danske hylder er chancerne ret gode.
Bombays mest fantasifulde bartender fundet
Fjorten deltagere kæmpede om titel som den mest fantasifulde bartender, da Bombay Sapphire afholdte finalen i konkurrencen The Worlds Most Imaginitive Bartender. Jonas Brandenborg Andersen fra cocktailbaren Strøm i København repræsenterede Danmark på fineste vis. Jonas kvalificerede sig til finalen ved den nationale finale i Berlin tilbage i marts, hvor En Verden af Gin var inviteret med som rejsende ginreporter.
Finalespurten af The Worlds Most Imaginative Bartender foregik denne gang i London, og fandt sted fra den 8. – 13. juni. Jonas måtte dog se sig slået af franskmanden Remy Savage, der med sin cocktail ’Paper Anniversary’ tog dommer med storm. Jonas havde dog kun rosende ord til vinderen:
– To our winner Remy Savage, you full on deserved it, and you are The Worlds Most Imaginitive Bartender!, skriver han på sin Facebookprofil.
Jeg kan anbefale at læse denne beretning fra Geraldine Coates, der var en del af dommerpanelet, her. Der kan du også læse opskrift og fremgangsmåde for Remy Savages vindercocktail.
De bedst sælgende gin i 2013
For nyligt blev årets Gin Brand Champion 2014 udråbt – en titel der gives for det bedst sælgende gin brand i verden i året 2013. Ikke overraskende indtager Gordon’s Gin endnu engang førstepladsen med et salg på hele 3,7 millioner kasser. Men det er faktisk 5% mindre end i 2012, hvilket svarer til et fald 200.000 kasser gin.
Hele top 6-listen ser ud som følgende:
- Gordon’s Gin (Diageo): 3,7 mio (-5%)
- Bombay (Bacardi): 2,8 mio (8%)
- Seagram’s (Pernod Ricard): 2,7 mio (-4%)
- Beefeater (Pernod Ricard): 2,6 mio (4%)
- Tanqueray (Diageo): 2,2 mio (5%)
- Carew’s Dry (United Spirits): 1,1 mio (-8%)
Den store vinder, og dermed Gin Brand Champion 2014, er Bombay, der er vækstet med imponerende 8 procent i salget af gin fra 2012 til 2013.
Kilde: The Spirits Business