Den 19. oktober 2025 markeres International Gin and Tonic Day verden over – en mærkedag for en drink, der startede som medicin i kolonitiden og siden er blevet et globalt ikon.
Disclaimer: Jeg benytter Radius Gin Batch 046 i mine ginsmagninger. Jeg betaler selv for flaskerne – netop fordi det er en rigtig god dansk gin til prisen. So there you go.
Kombinationen af bitter kinin, sprudlende bobler, frisk citrus og ginnens aromatiske noter har overlevet århundreder og er i dag fast inventar på alt fra cocktailbarer til sommerterrasser. Hos En Verden af Gin fejrer vi dagen ved at hylde både traditionerne og det gode håndværk ved at fylde glasset med en af Danmarks mange lokale ginperler.

Valget er i år faldet på Batch 046 Gin fra Radius Distillery fra Oremandsgaard Gods ved Præstø.
Det er på mange måder en no-nonsense klassisk London Dry Gin, som gennem årene er blevet min husgin ved mine mange ginsmagninger.
Den er klassisk grundet sin fremtrædende sprøde enebærnoter og friske citrusprofil, men den adskiller sig alligevel fra andre klassiske ginner med sin ret udtalte tørre og florale side fra brugen af irisrod. Irisrod er en af de mest anvendte ingredienser i gin, der oftest kan findes i baggrunden af smagen sammen med kvanrod og korianderfrø. Men i Batch 046 har Radius Distillery hevet irisrod helt frem i forreste række af smagen sammen med enebærrene og citronskallen.
Radius Gin Batch 046 har også den fantastiske egenskab, at den fungerer ret godt til langt de fleste tonicvand. Ved parring med klassiske Indian Tonic Waters som Fever-Tree Indian Tonic eller Thomas Henry Tonic Water kommer ginnens blomstrede noter til frem i drinken. Men mixer man med mere moderne tonicvand som Three Cents Aegean Tonic, kommer ginnens citrus noter helt frem sammen med tonicvandens friske agurk. Det gør den til en alsidig gin, der er god i mange sammenhænge – hvilket gør det nemt at arbejde med.
Fremgangsmåde
- 4 cl Radius Distillery Gin Batch 046
- 12 cl af din favorit tonicvand
Miks i et glas fyldt med isterninger og pynt drinken med ingredienser, som fremhæver de noter, du ønsker i din drink. I dette tilfælde vil det være oplagt at pynte med citronskal, friske eller tørrede enebær.
Man kan også gå i en helt anden retning og i stedet pynte med fx peberkorn, hel kanel, en skive grapefrugt eller en rosmarinkvist.
Skål derhjemme – og rigtig glædelig International Gin and Tonic Day!







Skriv en kommentar