Charles Ledger var en verdensmand

Den spanske ginkultur er for alvor ved at indtage det danske marked. Mest tydelig er den øgede fokus på Gin & Tonics – eller gintonica, som spanierne kalder dem – der i mange år har været noget nær en nationaldrink på Den Iberiske Halvø.

Ledger's Tonic. Photo by Michael Sperling.

For nogle måneder siden fik jeg lejlighed til at smage mig igennem Ledger’s Tonics sortiment i forbindelse med et gæsteindlæg hos den danske blog og webshop Blog18.dk om spansk ginkultur og -historie og ikke mindst tonicvanden Ledger’s Tonic. Du kan læse indlægget i sin helhed her: http://blog18.dk/spansk-ginkultur-indtager-danmark/. Det følgende er en redigeret udgave af indlægget med fokus på Ledger’s Tonic som produkt.

Ledger’s Tonic er opkaldt efter Charles Ledger, der i 1864 fandt frem til en sort af kinatræ, hvis bark er særligt rigt på kinin. Cinchona Ledgeriana, som den blev opkaldt, fik stor betydning for især Englands massive problemer med malaria, og blev med stor succes plantet lokalt i kolonier som Indien og Java, så kolonisterne kunne helbrede febersygen lokalt. Det blev også forsøgt at introducere planten i Australien, hvilket dog ikke rigtig lykkedes.

Ledger's Tonic. Photo by Michael Sperling.

Tonicvandens historie går dog meget længere tilbage end Charles Ledgers eskapader i Sydamerika i midten af 1800-tallet. For det hele startede under Spaniens tilstedeværelse i Peru i 1638, da hustruen til den daværende spanske vicekonge i Peru, Grevinden af Chinchon, blev alvorligt syg af malaria. Grevindens personlige læge behandlede hende med barken fra et lokalt træ, som inkaerne længe havde anvendt mod kuldegysninger. Træet fik navnet cinchona efter grevinden, og viste sig hurtigt som et effektivt middel mod mange former for febersygdomme, heriblandt malaria. Herefter fik kinabarken, med Spanien som monopoliserende leverandør, hurtigt udbredelse blandt Europas koloniserende lande, der var hårdt plaget af malaria rundt om i verden. Med Charles Ledgers opdagelse af Cinchona Ledgeriana i 1864, fik England for første gang selv adgang til kinabarkens fortræffeligheder.

Ledger’s Tonics

Ledger's Tonic. Photo by Michael Sperling.Med den spanske ginkulturs indtog i Danmark har vi ikke bare fået store, velsmagende og læskende gin & tonics på hvert gadehjørne. Vi har også fået en lang række nye tonicvand. Der kan nævnes den argentiske/chilenske 1724 Tonic Water, med en dyb sødme, mild bitterhed og let perlende tekstur. Og så er der den lidt kraftigere Indi Tonic fra Sevilla, der er en håndbrygget tonicvand med masser af appelsin. Og endelig er der kommer en række smagsatte tonicvand, der er designet til at fremhæve særlige træk i ginnen ved at tilføje smag fra traditionelle såvel som utraditionelle giningredienser – populært kaldet flavoured tonics. Af de mere interessante brands kan nævnes Peter Spantons Beverage-tonicserie (læs mere om den her) og den kalorielette Ledger’s Tonic-serie, der udover den almindelige Ledger’s Tonic Water også findes i varianterne Tonic Water & Licorice, Tonic Water & Cinnamon og Tonic Water & Tangerine.

Ledger’s tonicvand benytter naturlig kinin fra peruviansk Cinchona Ledgeriana fra Andesbjergene, og det kalorielette og naturlige sødemiddel Stevia som alternativ til sukker og kunstige sødemidler. Og det kan meget vel være, at stevia er en naturligt alternativ til de kunstige sødestoffer, men det smager altså stadig som light-produkter. Så hvis du har svært ved denne flade sødme, er Ledger’s Tonic nok ikke for dig.
Tager man udgangspunkt i den originale Ledger’s Tonic Water, får man en klassisk tonicvand med tydelige citrusnoter, mild bitterhed og let sødme fra stevia. Ganske klassisk tonicvand med et strejf af stevia-sødme.

Ledger's Tonic. Photo by Michael Sperling.

Ledger’s Tonics smagsatte varianter byder på Ledger’s Tonic Water & Tangerine, der er frisk og let med tydelige noter fra mandarin og appelsin. Ledger’s Tonic Water & Licorice, der i min mening er seriens stærkeste kort, får man en sød og let saltet tonicvand. Hvis man er virkelig er glad for lakrids, vil et godt match være med Bulldog Gin, garnéret med lakridsrod og limeskiver.
Sidste variant er Ledger’s Tonic Water & Cinnamon, der er let krydret og med tydelig smag af kanel. Jeg havde succes med at matche den sammen med både Caorunn Scottish Gin og William Chase Elegant Crisp Gin. Begge gin indeholder æbler, der matcher tonicvandens kanelsmag helt perfekt. Garnér med æble, appelsinskal og kanelstang.

Ledger's Tonic. Photo by Michael Sperling.

Der findes uendeligt mange smagsatte tonicvand

Kommer man forbi Spanien, vil man hurtigt opdage, at Ledger’s Tonic og Peter Spanton blot én af mange, mange, smagsatte tonicvand. Schweppes laver faktisk en fremragende serie, og brands som Origin kan også anbefales. Giv det et skud, for det er sjovt at lege med, og laver faktisk fremragende Gin & Tonics.

Flavored Tonic er kommet for at blive

De første smagssatte tonicvand har indtaget Danmark. Første produkt på de danske hylder var Ledger’s Tonic, men brands som tyske Thomas Henry, engelske Peter Spanton og giganten Schweppes laver alle smagssatte tonicvand, der rækker langt udover den traditionelle sødme og bitterhed.

Peter Spanton Beverages. Photo by Michael Sperling.Ideen med såkaldte flavored tonics synes at være, at tonicvanden skal spille en større rolle i en Gin & Tonic end sædvanlig. Den bidrager udover den traditionelle sødme og bitterhed også med smag og aroma, som man typisk får fra garnituren. Det kan være alt fra lakridsrod og kanel til kardemomme og chokolade.
I Spanien er de smagssatte tonicvand ganske populære, men både England og Tyskland er ved at bløde op over for mere utraditionelle Gin & Tonics, og det giver disse flavored tonics mulighed for at ekspandere forretningen fra den Iberiske Halvø til Storbritannien og Centraleuropa. Jeg har indtil videre ikke været super begejstret for smagssatte tonicvand, fordi det er svært at matche tilfredsstillende med gin. Men da Peter Spanton i England for nylig spurgte mig, om jeg havde lyst til at smage deres ”range of flavored tonics”, var det svært at sige nej tak. Af og til finder man jo en lille perle blandt alt det rådne tang.

De seneste år har den britiske Peter Spanton Beverages-tonicserie vundet indpas blandt de mere legesyge G&T-drikkere i især London. Peter Spanton nøjes dog ikke bare med at gå efter gin-folket, de vil også have rom-, brandy- og vodka-drikkerne med. Peter Spantons tonicserie hedder Beverages, og består indtil videre af fem numre: No. 1 London Tonic, No. 4 Chocolate Tonic, No. 5 Lemongrass Tonic, No. 6 London Soda, og No. 9 Cardamom. Hvorfor No. 2, 3, 7 og 8 mangler, melder historien ikke noget om.
Beverage No. 1 er en traditionel tonicvand med mild kininbitterhed, der som den eneste i Beverage-serien benytter sig af kunstigt sødemiddel, hvilket var lidt af en nedtur. Jeg er slet ikke til kunstige aspartam-holdige lightprodukter, der for mig mangler dybde og fylde, og efterlader én med en lang og kunstig sødme i munden. Det skal dog siges, at dem der rent faktisk godt kan lide den kunstige sødme (du ved, dem der påstår, at man ikke kan smage forskel på Coca Cola Zero og almindelig Coca Cola), fortæller mig, at Beverage No. 1 er en udmærket tonicvand.

Peter Spanton Beverages. Photo by Michael Sperling.

Til gengæld gav både No. 4 Chocolate Tonic og No. 9 Cardamom et par overraskende gode Gin & Tonics. Førstnævnte anbefales til rom, brandy eller amaretto, hvilket jeg først opdagede, da jeg havde serveret den med Bulldog Gin og appelsingarniture (hvem læser også de pokkers brugsanvisninger inden brug). Heldigvis er chokoladen i tonicvanden akkompagneret af anelse mint, der sammen med den milde Bulldog Gin og appelsin faktisk giver acceptabel drink. En lidt mild og alkoholholdig udgave af en After Eight-chokolade. Der skal nok lige et par glas mere ned, inden jeg er helt solgt, men jeg er ikke helt afvisende.
Peter Spanton Beverage No. 4 Chocolate og Bulldog Gin. Photo by Michael Sperling.Bedst var No. 9 med kardemomme – uden tvivl. Den sødlige og aromatiske kardemomme er en crowd pleaser. Der er uendelige muligheder for gode match med No. 9. Jeg kastede mig ud en G&T med Martin Miller’s Gin, garneret med vaniljestang og appelsinskal. Det er rent slik, og det er svært ikke at følge op med endnu en G&T. Prøv også Beverage No. 9 med Sipsmith Gin, Tanqueray No. Ten og Hendrick’s Gin.

De gode folk fra Peter Spanton forsikrede mig om, at deres Beverage-serie faktisk kan købes i Danmark. Jeg har dog aldrig set produkterne på de danske hylder. Hvis nogen ved noget, hører jeg meget gerne nærmere, for jeg har stadig et par ideer til No. 4 og No. 9, der skal afprøves ved lejlighed.

Colonial Tonic

Colonial Tonic er lidt som at opdage G&T på ny. Den er ulig nogen anden tonicvand på markedet lige nu – og så er den oven i købet dansk.

Gin and Colonial Tonic. Photo: Michael Sperling.Under mottoet ’Tonic was never clear’ har det cyklende engelske makkerpar fra The Traveling Gin Company indgået et samarbejde med det danske Ebeltoft Gaardbryggeri om produktion af noget så sjældent som en dansk tonicvand. Den hedder Colonial Tonic, og er ifølge dem selv, som de tonicvand der blev nydt i britiske kolonier tilbage i 1920’erne.

The Traveling Gin Company og Ebeltoft Gaardbryggeri har et klart mål med Colonial Tonic: at bringe ”tonic water back to its traditional roots of creation.” Og Colonial Tonic er da også en helt naturlig tonicvand lavet af frisk peruviansk cinchonabark, friskpresset citron-, lime- og appelsinsaft, jamaicansk peber, citrongræs, vand (østdjursk grundvand) og økologisk rørsukker.

Der er ingen tvivl om, at Colonial Tonic er noget helt andet end andre tonicvand på markedet i øjeblikket. For det første er den let gylden, og minder derfor om den tonic, man får, når man anvender tonicsirup. For det andet er den virkelig smagfuld. Der er en helt anden form for bitterhed og sødme, end jeg nogensinde har smagt i en tonicvand. Der er tydelige zesty citrusnoter, genkendelig smag af citrongræs og underspillede karamel noter.

Colonial Tonic with Gin. Photo: Michael Sperling.

Colonial Tonic er lidt som at opdage G&T på ny. Man får lyst til at hive alle gin ud af skabet, for at se hvordan hver de hver især smager sammen med Colonial Tonic. Indtil videre har jeg smagt den sammen med Dodd’s Gin, Old English Gin og Martin Miller’s Gin, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe endnu. Matchet med Colonial Tonic er klart bedst, når ginnen ligeledes er kraftig i smagen, og gerne besidder en relativ høj alkoholprocent. Næste stop bliver Caorunn Gin.

Colonial Tonic with Dodd's Gin. Photo: Michael Sperling.

Colonial Tonic bliver på nuværende tidspunkt kun solgt i England, men folkene bag arbejder på en lancering i Danmark indenfor en overskuelig fremtid. Jeg glæder mig i hvert fald til at prøve den med de resterende 44 gin i skabet.

Ebeltoft Gaardbryggeri. Photo: Michael Sperling.

Tonic souvenir: Indi Tonic Water

Nogle mennesker hjembringer ‘I Love Rome’ T-shirts og porcelænsfigurer af Colosseum efter en ferie i Rom – jeg hjembringer tonicvand. På en tur til Rom fandt jeg den spanske Indi Tonic Water.

Indi Tonic WaterDer er ikke meget, der slår hjembringelsen af uvurderlige skatte fra eksotiske og fjerne egne. Om en tonicvand lige frem kan være en uvurderlig skat, er der naturligvis delte meninger om, men for mig er det næsten blevet et ritual efter hjemkomsten, at finde yndlingsginnen frem fra skabet, og matche den med mit nye fund. Det er dog langt fra hver gang, at mine match lever op til forventningerne – lidt ligesom den hjembragte rødvin, der bare smagte bedre på terrassen i Toscana. Sådan var det desværre også lidt med Indi Tonic Water i et match med en af mine absolut yndlingsgins, Martin Miller’s Gin.

Selvom jeg fandt den i Rom, er Indi Tonic Water faktisk en spansk tonicvand. Den er inspireret af handlen med orientalske varer som krydderier, urter og andre råvarer, der var centreret omkring la Casa de Contratción (House of Trade) i Sevilla i 1600- og 1700-tallet.
Indi Tonic er lavet ved at udbløde appelsinskal (fra Sevilla, selvfølgelig), lime, citronskal, indisk kewrablomst, kardemommefrø, filippinsk kalamansi, cinchonabark (kinin), hvidt sukker og rørsukker i koldt vand og alkohol i et par uger, hvorefter indholdet destilleres ved lav temperatur. Der anvendes kun naturlige smagsstoffer, sødemidler og konserveringsmidler.

Indi Tonic har tydelig smag af søde appelsiner, kardemomme og citron. Den er mild i kulsyre og bitterhed fra kinin. Den er faktisk meget behagelig og velsmagende i sig selv, men lidt på en sodavandsagtig måde. Med det rigtige match kan Indi Tonic uden tvivl give virkelig lækre G&Ts. Den minder en anelse om 1724 Tonic, dog knapt så sød og frugtig i smagen.

Indi Tonic Water label

Der er desværre ikke skrevet ret meget om Indi Tonic nettet. Jeg har i hvert fald ikke kunne finde frem til noget brugbart under min research. Jeg gik derfor direkte til en af mine default gins, Martin Miller’s Gin. Men matchet mellem Indi Tonic og Martin Miller’s Gin fungerede desværre bedre inde i mit hoved, end det gjorde i glasset. Det er hverken ginnens eller tonicvandens skyld. Nogle gange er det bare ikke et godt match.

GT med Indi Tonic Water og Martin Miller's Gin. Photo by Michael Sperling.Martin Miller’s Gins fremtrædende smag af appelsinskal, krydrede enebær og svagt sødlige eftersmagen med noter af lakridsrod og appelsin giver ellers altid fremragende gin and tonics. Men denne gang, not so much. Indi Tonic er ganske enkelt for sød og mild i både bitterhed og kulsyre, og i kombinationen med Martin Miller’s Gin bliver drinken for tung og sød til min smag. Jeg forsøgte at garnere med ud af problemet med et par seriøse skiver citron, men det gav desværre ikke nok. Jeg savner stadig bitterhed og kulsyre.

Det er meget beklageligt, at jeg ikke havde flere flasker Inde Tonic med hjem fra Rom. Der er stadig et par dusin yndlingsgin i skabet, jeg gerne vil udsætte for. Måske vil Geranium Gin være et bedre valg, eller en spansk gin som No. 0 Gin eller Xoriguer Gin. Hvis du sidder inde med et godt match mellem en gin og Indi Tonic, hører jeg gerne nærmere i kommentartråden nedenfor.

Husk, at du altid kan finde min guide til tonicvand på det danske marked her. Den bliver løbende opdateret, efterhånden som nye varianter bliver introduceret for danskerne.