Med bøger som ’Classic Gin’ (2000) og ’The Mixellany Guide to Gin’ (2009) og et utal af artikler om gin til aviser og magasiner, er det meget overraskende, at den erfarne forfatter og ginskribent Geraldine Coates udgiver en så halvhjertet og utidssvarende ginbog som ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’.
Det vælter ud med ginbøger i disse måneder. Og timingen er da også god. Efteråret er højsæson for udgivelser, og gin er den mest trendy spiritus i øjeblikket, så det kommer vel næppe bag på nogen, at forlagene står i kø med nye udgivelser om gin.
Ginbøger som Olivia Williams’ ‘Gin Glorious Gin’ fra 2014 og Aaron Knolls‘GIN – The Art and Craft of the Artisan Revival’ fra 2015 er eksempler på, at der stadig er mange gode og uopdagede historier at fortælle om gin.
Men der er desværre også kommet enkelte ginbøger, vi sagtens kunne have undværet, og man må desværre erkende, at den erfarne Geraldine Coates’ ”nye” ginbog, ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ (engelsk titel: ’Gin – A Toast to the Most Aromatic of Spirits’) er en af de mindre gode nyudgivelser om gin.
’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ er mest af alt en opdatering af Geraldine Coates’ eksemplariske ginbog ’Classic Gin’ fra 2000. Bogen var blandt de første bøger til at tage ginnen seriøst – længe før forbrugerne, forhandlerne og destillatørerne for alvor så et potentiale i gin.
’Classic Gin’ var forud for sin tid i år 2000, og den har siden givet inspiration til utallige ginbøger, når det kommer til opbygning med historieafsnit, botanicalafsnit, destilleriafsnit, og opremsning af ginmærker. Men der er sket meget siden år 2000, og når man læser ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’, kan man ikke lade være med at tænke, om Geraldine Coates har ligget i koma de seneste 15 år, eller om det bare var vigtigere for hende og hendes forlag at have en ginbog liggende i boghandlen til julen 2015, end at udgive en ginbog, der rent faktisk kunne bidrage med ny viden til den igangværende opblomstring af ginkategorien – eller i det mindste fortælle det vi allerede ved på en ny måde.
Jeg har længe påstået, at der er sket lige så meget på den internationale ginscene de seneste 15 år, som i ginnens første 350 år. Det er selvfølgelig at sætte tingene lidt på spidsen, men der ikke desto mindre sket virkelig meget med ginkategorien siden starten af dette årtusinde. Alligevel har Geraldine Coates’ historiske gennemgang kun bevilliget 28 linjer til tiden efter år 2000, og på de 28 linjer skriver hun meget kortfattet, at der er kommet mange nye ginner, og at de alle er forskellige. Det må siges at være noget af en underdrivelse. Den store udvikling som ginnen har gennemgået siden lanceringen af Bombay Sapphire i 1987, med fremkomsten af nye moderne ginner med smagsprofiler der vægter andre botanicals lige så højt som enebærrene selv; Den store bølge af håndværksginner (craft destilling), mikrodestillerier, egnsginner og hvad der ellers er af nye tiltag i og omkring ginkategorien er nærmest helt fraværende i ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’. Kun i form af produktbeskrivelser for udvalgte ginmærker, finder man gin, der er af nyere dato. Men det kunne have været skønt, hvis disse nye ginner var blevet bundet op på en tendensbeskrivelse og -analyse.
Ser man bort fra den mangelfulde sektion om nyere tids ginhistorie, fortæller ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ på glimrende og forbilledlig vis ginnens lange historie fra de første destillationer omkring år 300, over enebærdrikkens fremkomst i 1400- og 1500-tallet, englændernes opdagelse af den nederlandske genever i slutningen af 1600-tallet og Londons store misbrug af gin op gennem 1700-tallet, til destillationshåndværkets teknologiske fremskridt i starten af 1800-tallet og cocktailens fremkomst op gennem 1800-tallet. Alt sammen aldeles velskrevet, men uden særlig meget fordybelse.
’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ giver også læseren en glimrende men noget kortfattet indføring i fremstillingen af gin og de mest anvendte ginbotanicals. Man bliver klogere på hvad gin er for en spiritus.
Særligt begejstret er jeg for sektionen ‘Sådan drikker man gin’, der ikke bare lister de mange klassiske gincocktails, men faktisk også giver os historien bag alt fra tonicvanden til klassikere som Gin og Tonic, Dry Martini, Negroni og mange, mange flere cocktails. Det giver læseren et videnslag mere end blot at drikke sig fra sans og samling.
Der er også et fint afsnit med en opremsning af ginmærker, hvor adskillige nye ginner er kommet til siden ’Classic Gin’ i år 2000. Men opremsning af forskellige ginner på markedet er altid problematisk. Der sker hele tiden nye ting, og gamle mærker ændrer og tilpasser sig de nye markedsvilkår. Sådanne afsnit er ofte forældede inden bogen kommer fra trykkeriet, og det er desværre også tilfældet i ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’. Se bare på en gin som Edinburgh Gin, der i juni 2014 flyttede produktionen fra Langley Distillery i Birmingham til egne lokaler i hjertet af Edinburgh. Den opdatering nåede Geraldine Coates desværre ikke at få med i bogen.
’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ er bestemt ikke helt uden evner. Bogen er for dem, der opdagede gin for første gang på et diskotek i weekenden, og for folk der har drukket gin og tonic igennem en menneskealder, og først nu har undret sig over, hvad der er med det der gin. For dem er der masser af brugbar viden at hente i ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’. Det er en bog for novicer i ginnens verden.
Men for garvede ginnørder der allerede har læst ’Classic Gin’ og nogle af de andre ginbøger, vi er blevet begavet med de seneste par år, er det noget af en tam oplevelse at læse ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’. Der er ingen ny viden at hente her. Det er de samme ginhistorier fortalt på den samme måde.
Hvis man mangler en god ginbog i sin reol, der går et spadestik eller ti dybere end ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’, skal man gå efter en bog som Diffordsguides ‘Gin – The Bartender’s Bible’ fra 2013. Opbygningen er meget inspireret af Geraldine Coates’ ’Classic Gin’ fra 2000, men er langt mere detaljeret, undersøgende og ikke mindst flot illustreret. Diffordsguides bog vidner om, at der er sket meget med ginkategorien siden år 2000 – ikke mindst i måden viden formidles på. Diffordsguides ginbog har træk, der minder om en coffee table book, men man skal ikke undervurdere billedernes betydning, når man vil tryllebinde og imponere sine læsere.
Og så er der som allerede nævnt både Olivia Williams’ glimrende ‘Gin Glorious Gin’ (2014), der angriber ginhistoriens største nedtur i 1700-tallet fra nye vinkler, og den amerikanske ginblogger Aaron Knolls nye bog ‘GIN – The Art and Craft of the Artisan Revival’ fra 2015, der oser af viden og passion for gin.
Diffordsguides ‘Gin – The Bartender’s Bible’, ‘Gin Glorious Gin’ og ‘GIN – The Art and Craft of the Artisan Revival’ er dog noget dyrere end ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’-bogens beskedne pris på 180 kroner. Til gengæld får man prisforskellen tilbage i form af opdateret viden og inspirerende fortællinger.
Mit eksemplar af ’Gin – Verdens mest aromatiske spiritus’ til denne anmeldelse har jeg fået tilsendt af det danske forlag Nyt Nordisk Forlag, der har oversat og udgivet bogen i Danmark.
En Verden af Gin 