En af internettes største webshops indenfor spiritus, Master of Malt, har kastet sig ud i et ambitiøst projekt, der skal gøre det klart for enhver gin-elsker, om enebærbuskenes omgivelser har effekt på smagen af ginnen?
Fra vin kender vi denne problemstilling alt for godt. Faktorer som klima, vejr og andre naturgivne faktorer har afgørende betydning for vinens smag og udseende. Dette kaldes terroir og er en fransk betegnelse for ’jordbund’ og anvendes om vine, der tager smag efter planternes voksested.
Gælder effekten af terroir også for spiritus, hvor ingredienserne har været igennem en destillationsproces? De fleste kan formentlig smage, om der er anvendt appelsinsaft eller -skal, eller om der anvendt citron- eller grapeskal i ginnen. Men om enebærrene er plukket i Italien eller Bulgarien er straks en anden historie.
Med Origin Single Estate Gins fra Master of Malt bliver det nu muligt for enhver at besvare ovenstående spørgsmål.
Origin tager udelukkende udgangspunkt i de anvendte enebærs terroir, ved kun at tilsætte enebær til destillationen. Normalt tilsættes også ingredienser som appelsinskal, kardemomme, korianderfrø, citronskal, angelicarod og mange flere under destillationen, men Origin tilsætter kun enebær, så smagen fokuseres herpå, og drikkeren nemmere kan koncentrere sig om de små nuancer i de forskellige enebær.
Master of Malts Origin-serie består af gin med enebær fra følgende områder:
- Arezzo, Italien
- Istog, Kosovo
- Klanac, Kroatien
- Meppel, Holland
- Skopje, Makedonien
- Valbone, Albanien
- Veliki, Bulgarien
Man kan læse meget mere om eksperimentet på Master of Malts site her, hvor det selvfølgelig også er muligt at købe samtlige udgaver af Origin. De fleste udgaver fås i både en 3 cl. sample og i den sædvanlige 70 cl. størrelse. Og hvis man efter første smagning finder ud af, at gin med smag af kun enebær er lidt uinteressant, følger der en lille flaske med et koncentrat af alle de andre ingredienser, der typisk er i gin.