Når NorthSide atter byder op til dans i Ådalen ved Aarhus, bliver det ikke bare til tonerne af Lukas Graham og Sigur Rós. Det bliver også med velsmag fra danske Spirit of Njord, der sammen med nogle af landets bedste bartendere, igen i år vil være at finde på festivalen med deres Njord Gin Club.
Festivallivet er ikke længere mudder til anklerne, solbajere og makrel i tomat morgen, middag og aften. Der er i den grad kommet andre boller på suppen, siden undertegnede havde sin festivaldebut på Roskilde Festival i 1999. En moderne festival byder nemlig på eksotiske madoplevelser, rene toiletter(!) og selvfølgelig lækre cocktails. Det gør sig især gældende for den aarhusianske musikfestival NorthSide, der for syvende gang i år vil tiltrække tusindvis af besøgende fra nær og fjern.
Sidste års Njord Gin Club var et tilløbsstykke uden lige. Photo by: Ditte Chemnitz.
Sidste år overraskede de lokale gintroldmænd fra Spirit of Njord, Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen, alt og alle ved at åbne den hemmelige og meget eksklusive pop-up bar, Njord Gin Club, i et par afsidesliggende sorte containere. I takt med at rygtet spredte sig blandt NorthSides godt 25.000 besøgende, akkumulerede en flere timer lang kø til den efterhånden knapt så hemmelige ginklub. Netop derfor skal tingene være anderledes, når Spirit of Njord igen i år åbner deres Njord Gin Club. “Clubben”, som den så mundret kaldes, er kommet ud af busken og ind på det officielle kort over NorthSides festivalplads, og så er der tilmed tale om et væsentligt større setup i år, så endnu flere “medlemmer” får mulighed for at smage barens lækre sager.
– I år er den (Njord Gin Club, red.) dobbelt så stor, og man vil bl.a. kunne tage plads ved en 9 meter lang bar, som betjenes af en perlerække af bartendere, fortæller den ene part af Spirit of Njord, Troels Præst Andersen.
Lars Toke Graugaard og Troels Præst Andersen, som har deres daglige gang i Aarhus, men producerer de mange ginner i Mellerup ved Randers og senest i Madrid, har i år sløjfet de sorte containere, og i stedet vil Njord Gin Club have til huse i en træ-pavillion med teltdug som tag, alt sammen udtænkt af det aarhusianske arkitektfirma Krads.
– Det har stillet nye krav til de dygtige arkitekt- og håndværkervenner, der hjælper os med at opføre stedet til de tre dages fest. For som sidste år skal Njord Gin Club være af en standard, der er rigtig høj i pop-up/festivalsammenhæng, fortsætter Troels Præst Andersen.
Arkitekterne og håndværkerne er i disse dage i fuld gang med byggeriet af Njord Gin Club, så den kan stå klar, når festivalen åbner dørene til en hel weekend med masser af musik og fest fra fredag den 17. juni.
Byggeriet af årets Njord Gin Club er i fuld gang. Photo by: Spirit of Njord.
For Lars Toke Graugaard er der ingen tvivl om, at Spirit of Njords håndlavede produkter og baren Njord Gin Club er et godt match for en moderne og kvalitetsbevidst festival som NorthSide:
– Det er en festival, som er kendt for at ville levere gode produkter og smagsoplevelser til gæsterne, og med Njord Gin Club understøtter vi de ambitioner ved at bringe vores gin i spil med hjælp fra nogle af landets bedste bartendere. Vores mål er holde en fest omkring gode gin-oplevelser og vise, hvad god gin kan i hyggelige cocktail-rammer.
For at realisere drømmen om gode gin-oplevelser i hyggelige cocktail-rammer har Troels Præst Andersen og Lars Toke Graugaard allieret sig med bartendere som Hasse Bank Johansen fra den lokale, aarhusianske cocktailbar St. Pauls Apothek, og Viktor Hägglund fra københavnske Holmens Kanals Cocktailbar. Sammen byder hele bartenderteamet på et imponerende udvalg af cocktails, med klassiske must-haves som Gin & Tonic og negroni, samt en række nye cocktails udtænkt af bartenderne selv. Der er i den grad lagt op til ginfest og helt nye smagsoplevelser, der vil udfordre både den erfarne cocktail-connoisseur og den garvede festivalgæst.
Den nye Njord Distilled United Natures afsløres på årets NorthSide. Photo by Spirit of Njord.
En vaskeægte verdenspremiere
Som om eminente cocktails, lavet med håndlavet, dansk gin af nogle af landets bedste bartendere ikke var nok, så har Spirit of Njord faktisk endnu et es i ærmet. Årets Njord Gin Club vil nemlig danne ramme om verdenspremieren på deres nye drue- og kornbaserede gin, Njord Distilled United Natures, der er resultatet af et samarbejde med et small batch destilleri fra Madrid. Udover typiske ginbotanicals som enebær, citronskal og kvan, er Njord Distilled United Natures blandt andet tilsmagt med noget mere særprægede botanicals som pastinak, mælkebøtterødder, græskarkerner, og selvfølgelig Njord Gins signaturbotanical, skovmærke.
Så har man hang til moderne festivalstemning, lækre cocktails og udsøgt håndlavet, dansk gin, er Njord Gin Club og NorthSide helt sikkert stedet at være fra fredag den 17. til søndag den 19. juni (2016).