Efter årtier med løftede pegefingre er det med rystende hånd, når man begiver sig ud i at mikse cocktails med brug af rå æg. Tør man trodse salmonella-frygten er der store smagsoplevelser at hente i en Gin Flip lavet med Hernö Old Tom Gin.

Diffordsguide.com daterer den til 1600-tallet, så udover at være en af de ældste cocktails, er Gin Flip samtidig en af de mest simple og basale af de klassiske cocktails. En Flip Cocktail er defineret som en hvilken som helst “fortified wine or liquor shaken with a whole egg and sweetened with sugar.” Men her på siden benytter vi selvfølgelig ikke hvad som helst.
Inspireret af den svenske bartender og cocktail-aficionado hos svenske Hernö Gin, Emil Åreng, har jeg valgt at trodse salmonella-frygten og kaste mig ud i en Gin Flip lavet med Hernö Old Tom Gin og rå æg.
Opskrift:
- 50ml Hernö Old Tom Gin
- 30ml sukkerlage (50/50 sukker og vand)
- 1 æg
Fremgangsmåde:
Bland gin, sukkerlage og æg i en shaker. Shake indholdet let. Tilføj en håndfuld isterninger og shake let igen. Hæld indholdet op i et afkølet glas. Nyd!

Gin Flip er uden tvivl en cocktail i særklasse. Den er utrolig fyldig, fed og cremet, og lavet med Hernö Old Tom Gin popper alle ginnens særtræk øjeblikkelig frem. Smagen er fyldt med sødmefuld blomst fra ginnens signaturingrediens, mjødurt, noter af honning og frisk fyrrenål.
Pro tip: I stedet for at benytte rå æg kan man anvende pasteuriseret hele æg. Så behøver man ikke tænke mere over salmonellafaren.
