Der er ikke meget, der slår en Monkey 47 Gin & Tonic serveret i The Becher – et gin og tonic-krus designet til at holde din drink kold og frisk.
Da jeg i maj 2014 var en smut forbi Black Forest Distillers i sydtyske Schwarzwald, blev den lille danske delegation budt velkommen af brand owner Alexander Stein og destillatør Christoph Keller med smørsmurte saltkringler og Gin & Tonics med Monkey 47, Schweppes Tonic og citron – serveret i noget så mærkværdigt som et krus.
Kruset var The Becher som Monkey 47 lancerede i foråret 2014 under sloganet “Healthy mind in a healthy body”. Filosofien er, at lertøjet holder drinken koldere i længere tid end traditionelt glas, og så er krusets særlige glasserede overflade lavet ved at tilføje salt under selve brændingen. Dette skulle eftersigende bevare kulsyren fra tonicvanden i betydeligt længere tid, fordi det sikrer en overflade med langt færre ujævnheder, og holder derfor din Gin & Tonic frisk og frejdig. Efter en snes Gin & Tonics i Schwarzwald (no shit) var jeg overbevist om, at denne særlige keramik virkelig gør noget godt for mine fremtidige Gin & Tonics.
Indvielsen af mine nye Monkey 47 Bechers er en helt igennem tysk TuesdayGT med den komplekse og voldsomme Monkey 47 Schwarzwald Dry Gin, den kraftige Thomas Henry Tonic Water, garneret med kanelstang og limeskal, og selvfølgelig serveret i afkølede bechers med masser af is.
Monkey 47’s fremtrædende florale noter tæmmes og dens aromatiske citrusnoter fremhæves af den sprøde limeskal, den krydrede kanel og tonicvandens sødme og kraftige kinin.
Og ja, det var nogle usandsynligt kolde og sprudlende gin and tonics – men ikke ret længe, for det smager jo godt det skidt.