De seneste uger er sociale netværkstjenester som Instagram og Twitter blevet overrendt af kirsebærtræernes blomsterorgie i forårssolen. Herhjemme blev kirsebæralléen på Bispebjerg Kirkegård noget af et tilløbsstykke med dens lyserøde blomsterdække. Og i weekenden blev det Langelinies tur, da ottende omgang af Copenhagen Sakura Festival blev afholdt i skyggen af de blomstrende japanske kirsebærtræer.
Formålet med mit besøg på den japanske festival var dog hverken sushi, ris eller karateopvisning. Jeg var på jagt efter den perfekte garniture til den japanskinspirerede gin, jeg i nogle måneder har haft stående i ginskabet. En gin så anderledes og speciel, at jeg tålmodigt har ventet med at skrive om den, indtil kirsebærtræernes blomstring ville forsikre os om sommerens komme.
Ginnen hedder Jinzu Gin, og er en britisk gin med et japansk twist – mildt sagt. Jinzu er en gin/sake-hybrid, og et resultat af Diageos ’Show Your Spirit’-konkurrence tilbage i 2013, hvor deltagerne præsenterede deres skøreste påfund til innovative spiritusser. Vinderen blev Dee Davies, en bartender fra Bristol i England, der med sin hybrid mellem gin og sake overraskede alt og alle.
Jinzu Gin er i virkeligheden en gin, der er baseret på neutral alkohol fra korn, og redestilleret med botanicals som enebær, korianderfrø, kvan, den asiatiske citrusfrugt yuzu og vigtigst af alt kirsebærblomst. Ginnen er efterfølgende blended med sake og vand til denne vidunderlige men radikalt anderledes gin.
Sake’en sætter sit præg på Jinzu, der samme med den friske fyrrenål, lime-, citron og appelsinnoter, og en masse forskellige blomsternoter giver en ret nyskabende gin. Enebærren er bærende gennem hele smagen, og sake’en giver ginnen sødme og fylde.
Til denne uges TuesdagGT har jeg parret Jinzu Gin med den italienske pin up tonicvand, Macario Tonic, og garneret med kirsebærblomster og appelsinskal.
Del din TuesdayGT under hashtagget #tuesdaygt på Facebook, Twittter, GooglePlus og Instagram.