Siden 1919 har den bittersøde cocktail Negroni begejstret verden over. Kester Thomas og En Verden af Gin indbyder til Negroni-smagning fyldt med historiefortælling, tips, tricks og servering af tre meget forkellige fortolkninger af en Negroni.
Hvad der startede som en bestilling af en Americano ”with a bit more kick”, er siden blevet til ikke bare Grev Camillo Negronis yndlingscocktail men en højt elsket cocktail blandt mange. Siden 1919 har den italienske, bittersøde cocktail Negroni gået sin sejrsgang verden over.
Som den første cocktail i smage-serien “Classics, twists and turns”, dykker cocktailbaren Kester Thomas og En Verden af Gin ned i historien bag en klassisk cocktail. Denne gang skal vi høre historien bag Negroni, tale modernisering og bartenderens frihed til at sætte sit personlige præg på cocktailen, og så skal vi smage tre forskellige versioner af en Negroni: den klassiske, den potente og den friske. Alt sammen kyndigt ført af ginnørd numero uno, Michael Sperling, og ejer og prisbelønnet bartender hos Kester Thomas, Erwan Le Bonniec.
Arrangementet foregår den 13. september kl. 19.00 hos Kester Thomas, Studiestræde 9, 1455 København. Tilmeld dig arrangementet her.