For nogen vil det være Moesgaard Museum. For andre vil det være Den Gamle By. For mig er det de mange ginoplevelser, der gør Aarhus til en af de Danmarks bedste rejsedestinationer.
Man skal ikke ret mange år tilbage i tiden, før en aften i Smilets By mest af alt bestod af shots og flad Ceres fra hanen på byens mange speed pour-barer. Men på relativ kort tid er Aarhus’ barscene blomstret op med gedigne cocktailbarer, flere dedikerede ginbarer, velassorterede ginforhandlere og ikke mindst byens ginstolthed, Njord Gin Distillery i Sydhavnen.

Njord Gin Distillery
Siden sommeren 2017 har aarhusianerne været velsignet med deres helt eget verdensklasses gindestilleri. Njord Gin Distillery ligger i en tidligere pumpestation på Kalkværksvej 2 i Sydhavnen. Udstyret med en spritny 220-liters Müller Brennereianlagen-destillator har Troels Præst Andersen og Lars Toke Graugaard taget springet fra at producere gin hos Brænderiet Enghaven i Randers, hvor de producerede gin frem til 2017, til at være herrer i eget hus.
Det spændende ved Njords mange ginner er ikke bare, at der er tale om fremragende gin, men at der faktisk er tale om produkter, som ofte finder inspiration i lokalområdet. Som man kan se på deres Instagram-profil er Troels Præst Andersen og Lars Toke Graugaard ofte ude og plukke ingredienser til deres ginproduktion på marker, parker, skove og strande i og omkring Aarhus.

Hvis du overvejer en tur til Aarhus, så husk at rådføre dig med Njord Gin Distillerys kommende begivenheder på deres Facebok-side.

Her skal du drikke gin
Indtil for ganske få år siden, skulle man til St. Pauls Apothek i Jægergårdsgade 76, når man var i humør til mere avancerede cocktails. Selvom St. Pauls Apothek stadig er et absolut must for enhver med hang til eminente cocktails (og især cocktails matchet med mad), så har folkene bag St. Pauls Apothek åbnet speakeasybaren Gedulgt i Fredensgade 41, lige ved Rutebilstationen. Her får man serveret både klassiske og moderne cocktails ved marmorbordene af byens nok mest detaljeorienterede bartendere.
I den anden ende af midtbyen finder man ginbaren Bar Plata, der i 2018 brød fri af CANblau og fik egne lokaler på Klostertorvet 5. Det er et ambitiøst projekt med servering af både cocktails og mad. Bar Plata stærkeste kort er det nøje udvalg af vidt forskellig gin. Der er virkelig noget for enhver smag.
På den modsatte side af Klostertorvet finder man ginbaren Two Socks. Her er der fokus på lækre og festlige Gin & Tonics lavet med nogle af de bedste ginbrands på markedet. Og her har bartenderen altid tid til en mere nørdet snak om gin. Har man forelsket sig i en af deres ginner fra kortet, er der mulighed for at købe en flaske med hjem.
Nyeste stjerne på Aarhus’ himmel er gin- og ølbaren The Bird and The Churchkey i Skolegade 23. Her kan du få kendte klassiske Gin & Tonics fra barens københavnske filialer som Mr. Henrik Hammer med Geranium Gin, Wanker GT med Gordon’s, og selvfølgelig den eminente cocktail Gin & Beer, hvor The Birds øl og gin-tema på smukkeste vis forenes.

Her skal du købe gin
Som ginnørd er et beøg i stormagasinet Sallings Gourmet & Vin-kælder i Søndergade et absolut must. I Sallings ginafdeling finder man både de lokale perler fra Nord- og Midtjylland, internationale must haves og ikke mindst særlige aftapninger lavet eksklusivt for Salling som Nordisk Brænderis Herman Gin (navngivet efter Sallings grundlægger Herman Salling) og Njord Distillerys Distilled Smiling Nature Gin. Det er et rent slaraffenland for en ginnørd. Og nu hvor du alligevel er i Salling, bør du virkelig tage op på taget af Salling, hvor du finder Salling Rooftop. Her kan du nyde mad og drinks på byens uden tvivl bedste tagterrasse.

Alt det man ikke kan finde hos Salling, kan man med stor sandsynlighed finde hos Vinspecialisten på Sønder Allé, hos Vinoble i Guldsmedegade eller Smagførst i Jægergårdsgade.

Her skal du spise (inden du drikker gin)
Med alle de cocktails i sigte har man brug for en solid bund i maven. Springer man maden over hos både St. Pauls Apothek og Bar Plata, kan man i stedet kaste sig ud i et mildest talt imponerende udbud af madboder hos Aarhus Street Food ved Rutebilstationen. Drinksene er ikke værd at skrive om, men det varierede udvalg af mad fra hele verden er en fornøjelse, og stemningen er helt i top.
Der er særligt ét sted, man altid bør besøge, når turen går til Aarhus: The Burger Shack i Frederiksgade. Det er uden tvivl den bedste måde at lægge an til en aften rundt på byens barer. Gå efter Double Shack Burger, og husk fritter, for himlens skyld!

God nøjelse i Smilets By – Danmarks nye ginparadis.