Anmeldelse: Bivrost Arctic Gin

Arktisk Gin & Tonic med Bivrost Arctic Gin, Fever-Tree Indian Tonic og citronskive. Photo by Michael Sperling.

En arktisk gin lavet af det nordligste destilleri i verden. Bivrost Arctic Gin fra nordnorske Aurora Spirits er beviset på, at gin vitterlig kan laves overalt i verden.

Bivrost Arctic Gin by Aurora Spirits Distillery. Photo by Michael Sperling.

Siden frigivelsen af Hernö Gin i 2012, har den nordiske ginscene undergået en enorm forvandling. Fra nærmest ikke-eksisterende til at være et ungt og trendy hotspot med nogle af de mest eftertragtede ginbrands i verden.
I modsætning til Danmark har spiritusproducenterne i Finland, Sverige og Norge arbejdet i et marked præget af statsmonopoler på både spiritusproduktion og spiritussalg. Selvom statsmonopolerne sandsynligvis har gavnet den generelle folkesundhed i de tre lande, har det utvivlsomt forsinket opblomstringen af den moderne gin i Sverige, Finland og Norge. Men nu ser det derimod lidt lysere ud. Nye producenter skyder frem mange steder i Norden med spændende lokale ginner inspireret af hjemlandets smage og dufte. Ginstilen er ekstraordinær frisk, nærmest som at træde ind i en nordnorsk nåleskov på en frostklar morgen. Sprød fyrrenål, citrus, lette blomsternoter eller bærsødme synes at være de foretrukne komponenter for den nordiske ginstil.

Helt i tråd med den ekstraordinært friske ginstil i Norden, finder man norske Bivrost Arctic Gin. Den er produceret af verdens nordligste destilleri, Aurora Spirits, et par timers kørsel nordøst fra Tromsø. Aurora Spirits, oprindeligt grundlagt som et whiskydestilleri i 2015, er dybt inspireret af de arktiske omgivelser, de er omgivet af, og ikke mindst den kulturelle forankring i den nordiske mytologi, som Norden er kendt for. Det gælder især nordlyset, som er en hyppig gæst på de kanter. Destilleriet er opkaldt efter det latinske navn for nordlys, “Aurora Borealis”, der også har givet inspiration til deres spirituslinje Bivrost, som er en reference til den nordiske mytologi, hvor fænomener som nordlys og regnbuer anses for broen Bivrost (på dansk Bifrost), der forbinder Asgård, hvor guderne bor, med Midgård, hvor menneskene bor.

Bivrost Arctic Gin
Aurora Spirits ved solopgang. Photo by Michael Sperling.

Som det nordligste destilleri i verden er det selvfølgelig med en vis spænding, at man kaster sig ud i især whiskyproduktion, for ingen ved, hvad det vil komme til at betyde for produktion og produkt, at temperaturerne svinger fra -20 C om vinteren til +20 C om sommeren. Det er forhold, som utvivlsomt vil præge den tid whiskyen modner i fadene. Men for produktionen af gin kan de arktiske forhold i Nordnorge være en kæmpe fordel. Ikke bare i forhold til markedsføringen, men også for den måde man kan indarbejde det lokale i produktet.

– Her nordpå i det arktiske har vi dagslys 24 timer i døgnet i sommermånederne. Men ikke særlig varme temperaturer. Den megen lys gør, at bærrene heroppe vokser konstant, men langsomt, hele døgnet rundt. Og det giver nogle helt andre bær end i resten af verden. Bærrene er mere søde og har mere smag. Den sødme bruger vi til at balancere enebærrenes bitterhed, forklarer Gjermund Stensrud, chief distiller hos Aurora Spirits med ansvar for destilleriets produktion og produktudvikling.

Valget faldt derfor på i alt 23 botanicals, inkl. den obligatoriske enebær. Til at tøjle enebærrenes bitterhed har Gjermund Stensrud og hans destillationshold håndplukket blåbær, hindbær, tyttebær, multebær og sortbær på bjergskråningerne i lokalområdet.

Resten af de 23 botanicals i Bivrost Arctic Gin tæller mere traditionelle ginbotanicals som enebær, kardemomme, kvanrod, orrisrod, muskat, kanel, stjerneanis, citronskal, appelsinskal og limeskal, m.fl. – alt sammen botanicals som man faktisk finder i langt de fleste ginner.
Når selve produktionen af Bivrost Arctic Gin er gennemført i destilleriets 1200-liters kobberdestillator, hviler gindestillatet et par uger i ståltanke, inden det fortyndes med smeltevand fra de nærliggende gletsjere – man er vel i Arktis.

Bivrost Arctic Gin by Aurora Spirits Distillery. Photo by Michael Sperling.
Bivrost Arctic Gin by Aurora Spirits Distillery. Photo by Michael Sperling.

Tasting notes

Ginnens nordiske friskhed fornemmes i samme øjeblik flaskens prop kommet af. Duften af sprød fyrrenål og levende citrus fylder næseborene.

I munden fortsætter friskheden fra næsen. Fra start er Bivrost Arctic Gin frisk og klar, med fyrrenål fra enebærrene i front. Citrusnoterne står tydeligt frem, med en underliggende fylde af bærsødme – nærmest en subtil marmelade-agtig frugtighed og sødme.
Frem mod eftersmagen finder også noter af peber og en let og delikat anis-krydderhed.

Arktisk Gin & Tonic med Bivrost Arctic Gin og Fever-Tree Indian Tonic. Photo by Michael Sperling.
Arktisk Gin & Tonic med Bivrost Arctic Gin og Fever-Tree Indian Tonic. Photo by Michael Sperling.

Bivrost Arctic Gin & Tonic

Under mit besøg hos Aurora Spirits i Nordnorge i starten af marts 2020 opstod muligheden for en vaskeægte arktisk Gin & Tonic i vaskeægte arktiske omgivelser. Godt med sne, en mindre snestorm om ørene og masser af gin og tonicvand i glasset. Her matchede jeg Bivrost Arctic Gin med Fever-Tree Indian Tonic pga. dens friske citrus, lette bitterhed og passende sødme, der klæder Bivrost Arctic Gin virkelig flot. Pyntet med en skive citron og frosne tyttebær.

Alternativ kan man mixe med en anden Indian Tonic fra fx Thomas Henry eller Erasmus Bond, eller den knastørre og let florale Gents Swiss Roots Tonic Water. Udover citronskive og tyttebær, vil oplagt pynt til en G&T med Bivrost Arctic Gin være citronskal, hindbær, brombær, blåbær, topskuddet af en myntekvist eller en kanelstang.

Spektakulære arktiske opgivelser omkring Aurora Spirits. Photo by Michael Sperling.
Spektakulære arktiske opgivelser omkring Aurora Spirits. Photo by Michael Sperling.

Konklusion

Et frisk pust fra Arktis. Bivrost Arctic Gin fra nordnorske Aurora Spirits er pokkers godt tænkt og udført. Den fortolker med sin ekstraordinære friskhed på bedste vis de arktiske omgivelser i flaskeform – uden at gå på kompromis med ginnens konventioner. Krystalklar fyrrenål, frisk citrus og så endelig den underliggende bærsødme fra de lokale bær, som på én gang forankrer ginnens til lokalområdet og giver den det unikke særpræg, som en gin bør og skal have på dette tidspunkt i den moderne ginbølge.

I starten af marts 2020 rejste jeg til Aurora Spirits for at interviewe Gjermund Stensrud, chief distiller hos Aurora Spirits, til en artikel om ginproduktion til Whisky & Rom Magasinet. Artiklen vil være at finde i udgave #40 af magasinet fra juni 2020, hvor du kan læse meget mere om produktionen af Bivrost Arctic Gin hos Aurora Spirits.

Bivrost Arctic Gin
Aurora Spirits laver meget andet end Bivrost Arctic Gin. Photo by Michael Sperling.

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: