Slip dit indre legebarn løs og komponér din egen gin med enkeltdestillater fra Sacred Gins Traditional Blending Kit. Men det kræver øvelse, hvis man ønsker at sidde tilbage med noget der bare minder om gin.
Fra sit hjem i Highgate i det nordlige London driver Ian Hart det meget lille destilleri, Sacred Spirits Microdistillery. Med viden fra et botanisk leksikon, en ingeniøruddannelse og en hjemmebygget 25-liters vakuum-destillator producerer Ian godt 1200 flasker gin, vermouth, vodka og enkeltdestillater om måneden i sin spisestue, der primært leveres til lokale barer i Highgate og udvalgte barer i det centrale London.
Alle ingredienser er økologiske og destilleres enkeltvis under tryk i en specialbygget vakuum-destillator for til sidst at blive blandet til den færdige gin. Trykket i destillatoren sænker kogepunktet for spiritussen. Når spritten er blevet til damp, sænkes en kølestav ned i destillatoren og kondenserer spritdampende tilbage til flydende form med ingrediensens smagsstoffer og aromaer indlejret. Trykket i destillatoren og dermed også kogepunkt og temperaturen på kølestav varierer fra ingrediens til ingrediens, for at få det optimale ud af hvert enkelt ingrediens.
Open Sauce
Sacred laver i alt 11 destillater fordelt på to ‘Open Sauce’-smagekasser: Traditional Blending Kit destillater af traditionelle gin-ingredienser man kender fra London Dry Gin; og Contemporary Blending Kit med destillater fra mere moderne gin-typer.
Udover det essentielle gin-ingrediens enebær indeholder Traditional Blending Kit fem ingredienser:
- Citrus – blanding af citronskal, appelsinskal og grapefrugtskal
- Lakridsrod
- Koriander
- Kardemomme
- Angelikarod
Dette Open Sauce kit er i sig selv lige så interessant som den fremragende gin Ian Hart selv laver. Det giver først og fremmest en muligheden for at blande sin egen gin, eller anvende én af destillaterne til at spike en anden gin med. Men kittet giver også mulighed for at udforske og genkende de enkelt ingredienser, der indgår i langt de fleste gin på markedet. Det er ved hjælp af kasser som disse, at almindelig gin-drikkere kan opnå en forståelse for, hvad de enkelte ingredienser bidrager med til den færdige gin og hvad der gør gin til gin.
De enkelte destillater i Traditional Blending Kit er let genkendelig, nærmest som at spise ingredienserne som krydderi. Friske, kraftige og aromatiske. Alkoholen er dog meget fremtræden og det er mere interessant end lækkert at drikke de enkelte destillater. Det er derfor først, når det er tid til at blande, at smagekassen kommer til sin ret.
En katastrofal premiere

Første forsøg på at sammensætte egen gin foregik på en helt almindelig G&T Friday. Efter at have smagt de enkelte destillater hver for sig, blander jeg, stik mod alle Ian Harts råd i den medfølgende folder, uden at tænke nærmere over dosering. Det resulterer i en kardemomme vodka (eftersom enebærren ikke er den primære smag, kan det nemlig ikke være gin). At dømme ud fra den efterfølgende Gin and Tonic, bliver Kardemomme G&T ikke et kommende hit.
Med den lærestreg bliver andet forsøg i gode venners selskab. Og smagekassen kommer virkelig til sin ret som social aktivitet. Efter at have smagt de enkelte destillater, blander vi hver i sær, det vi selv mener, er et godt bud på en gin, smager hinandens gin og bedømmer efterfølgende. Der gik timer med at smage, korrigerer og forfine vores kreationer. Selvom vi anvendte de samme seks ingredienser, sad vi til sidst med vidt forskellige gin.
Øvelse gør mester
Med Sacred Gins Traditional Blending Kit kan voksne mænd slippe det indre legebarn løs. Ved at komponere sin egen gin af Sacred Gins enkeltdestillater lærer man meget om de enkelte ingrediensers betydning i gin, men det kræver øvelse, hvis man ønsker at sidde tilbage med noget der bare minder om gin.
Sacred Gins Traditional Blending Kit er for gin-entusiaster og passionerede spiritus-drikkere, der går mere op i oplevelsen og kvaliteten af spiritussen, end i pris. Indeværende kasse er købt i Sacreds egen webshop for 87 pund + fragt – omkring 950 kroner i alt – hvilket er nogenlunde dobbelt så dyrt som de fleste premium gins herhjemme. Dertil skal det dog siges, at man bruger 1 cl. pr. flasker pr. person, så der er til mange smagninger i en kasse.
One thought on “Anmeldelse: Sacred Gin Traditional Blending Kit”