Master of Malt lancerer fadlagret gin-serie
Beefeater, Citadelle, Corsair og Few gør det, og nu følger en af verdens største webshops inden for spiritus, Master of Malt, trop med en serie af fadlagrede gins, kaldet Batshit Mental Ideas. Master of Malt producerer i forvejen spiritus-serien Professor Cornelius Ampleforth Branded Spirits, som den fremragende gin Bathtub Gin er en del af. Det er netop også denne Bathtub Gin de tre nye fadlagrede gins er baseret på. Batshit Mental Ideas lagrer deres Bathtub Gin i tønder der tidligere har været anvendt til at opbevare henholdsvis fadlagret negroni, fadlagret bitter og FEW Spirits’ Cask-Aged American Gin.
Resultatet er det de selv kalder et projekt, der kommer “straight from the brain of a crazy person”. Om det er galt eller genialt vil tiden vise, jeg glæder mig i hvert fald til smage på sagerne.
Du kan købe de tre gins og læse mere om Master of Malts vanvittige projekt her.
Hernö klar med Juniper Cask Gin

Og der er mere nyt fra den fadlagrede gin-verden. Tirsdag den 6. august annoncerede det svenske destilleri Hernö Brenneri, at de som de første i verden var klar med en gin lagret på tønder lavet af enebærtræ, kaldet Hernö Juniper Cask Gin.
Hernö Juniper Cask Gin er lavet ved at lagre destilleriets hovedgin, Hernö Swedish Excellence Gin, på enebærtønder i 30 dage, hvorefter den flaskes ved 47% vol. i en 50 cl. flaske.
Det første parti er desværre allerede udsolgt, men den 30. september 2013 bliver andet parti frigivet til en pris på 510 svenske kroner pr. flaske via det svenske monopolsystem Systembolaget.
Kilde: Hernö Brenneri