Nogle mennesker hjembringer køleskabsmagneter og porcelænsfigurer af turistfælder fra ferien – jeg hjembringer gin og tonicvand. Den bedste souvenir i mange år: Fever-Tree Mediterranean Tonic Water.
Hjembragte gin og tonicvand fra fjerne og eksotiske egne må selvfølgelig meget gerne være lokale produkter, men det vigtigste er i virkeligheden, at jeg ikke har smagt dem før, og at de ikke kan købes i Danmark. Således faldt jeg over en Fever-Tree Mediterranean Tonic Water, da jeg tilbage i oktober 2013 var på lidt af en odyssé fra Milano til Rom. Fever-Tree er som bekendt engelsk, og ikke italiensk, men den findes endnu ikke på det danske marked.
Fever-Tree Mediterranean Tonic Water er blot én blandt mange produkter fra Fever-Tree. Den mest kendte er selvfølgelig den fremragende Fever-Tree Tonic Water, der heldigvis kan købes i Danmark. Fever-Tree Mediterranean Tonic blev introduceret til det engelske, spanske og amerikanske marked tilbage i 2012. Siden da er den lanceret i en lang række europæiske lande – heriblandt Italien.
Det særlige ved Fever-Tree Mediterranean Tonic Water er i virkeligheden, at den er udviklet med vodka i tankerne. Jeg ser dog ingen problemer med at anvende den til gin – tværtimod. Mediterranean Tonic er først og fremmest meget mildere i bitterheden fra kininen end den oprindelige Fever-Tree Tonic. Derudover indeholder den essentielle olier fra citron (fra Sicilien), citrontimian (fra Provence), rosmarin (fra Provence), geranium og mandarin. Det er tilføjelsen af disse ingredienser, der gør denne tonicvand til noget helt særligt. De florale noter fra geranium planten, den friske citrussyre, og de subtile og delikate noter fra timian og rosmarin, fungerer virkelig godt. Og det er meget tydeligt, at denne tonic kan være et rigtig godt match med vodka.
Når det kommer til det bedste match mellem Mediterranean Tonic og gin, er der delte meninger rundt omkring på nettet. Aaron hos The Gin is In drømmer om et match med Gin Mare, hvilket jeg kun kan bekræfte. Det bliver en G&T med med fremtrædende rosmarin og timian – garnér eventuelt med en skive appelsin.
Hos About.com/cocktails fremhæver Colleen Graham et muligtmix med enten Hendrick’s Gin eller den franske G’Vine. Sidstnævnte skal jeg helt sikkert smage snart.
Selv har jeg valgt et mix med Tanqueray No. Ten, der med sine fremtrædende citrusnoter fungerer rigtig godt til Mediterranean Tonics herbale noter. Naturligvis garneret med citrontimian.
Når jeg forhåbentlig snart får Geranium Gin i skabet igen, skal den også have en omgang Mediterranean Tonic. Og hvis der en dag skulle snige sig en vodka ind i mit ginskab (Hell No!), skal den ligeledes svines til med Fever-Tree Mediterranean Tonic Water.
Det er på mange måder ærgerligt, at Fever-Tree Mediterranean Tonic Water endnu ikke er at finde i Danmark, men vi har faktisk en del fremragende tonicvand her i landet. Sidste år lavede jeg en guide til tonicvand på det danske marked. Den bliver løbende opdateret, efterhånden som nye varianter bliver introduceret for danskerne: Den bedste tonic til din gin.