Anmeldelse: Fifty Pounds Gin

Opskriften til Fifty Pounds Gin stammer fra dengang London led under den såkaldte ‘Gin Craze’ tilbage i 1700-tallet. Så det er ikke et under, at Fifty Pounds Gin er traditionel i både smag og aroma. Den er old school på den oprindelige måde.

Fifty Pounds GinI starten af 1700-tallet var produktion og indtagelse af gin løbet løbsk i især London. Den hollandske Williams of Oranges overtagelse af den britiske trone i 1689, et forbud mod import af franske varer (inkl. den meget populære franske brandy) samme år, og en lang række love til fordel for produktion af spiritus i England de efterfølgende år, ledte frem til en periode med et overforbrug af alkohol blandt befolkningen, der populært kaldes for ‘The Gin Craze’. Det anslås, at der i denne periode blev produceret spiritus i én ud af fem husstande i London. Denne hjemmebrændte alkohol blev lavet på beskidt og forurenet vand og indeholdte ofte ingredienser som terpentin og andre livsfarlige substanser. Kvaliteten af ginnen kombineret med befolkningens store forbrug blev hurtigt et stort sundhedsproblem i London og omegn.
I et forsøg på at komme problemet til livs, udstedte det engelske parlament i perioden 1729 til 1751 otte såkaldte ‘Gin Acts’, der på den ene og anden skulle begrænse både indtag, salg og produktion.

I 1736 blev tredje gin act effektueret under navnet ‘The Act for Laying a Duty upon the Retailers of Spirituous Liquors’, der udover en beskatning på 1 pund pr. gallon og et forbud på salg under to gallons ad gangen også introducerede en årlig licens på 50 pund for at sælge alkohol. Denne beskatning havde meget lille effekt, for kun to destillerier indvilligede i at betale de 50 pund om året.

Fifty Pounds Gin er et produkt af netop denne tredje gin act. fra 1736. Kort tid efter parlamentets introduktion af loven, udarbejdede en familie af destillatører en ny opskrift til en gin, der internt gik under navnet ‘Fifty Pounds Gin’ – på ironisk vis til ære for den nye licens. Selvom det officielle website ikke siger det direkte, giver den indtryk af, den gin jeg sidder med foran mig, er lavet ud fra samme opskrift, som familien af destillatører opfandt i 1736: “The recipe remained hidden for generations, until the descendants of those pioneering master distillers rescued it from oblivion and re-discovered its extraordinary qualities.”
Man kan ikke undgå at tænke på Charles Maxwell, den nuværende Master Distiller hos Thames Distillers i London, hvor Fifty Pounds Gin bliver produceret. Som jeg har skrevet før, er Maxwell 8. generation i en familie af gindestillatører, som kan føres helt tilbage til 1740 og det daværende Finsbury Distillery. Næste gang jeg møder ham, må jeg hellere spørge, om han har haft en finger med i spillet.

Fifty Pounds Gin distilled in London

Fifty Pounds Gin blev introduceret på det engelske marked tilbage i 2009. Den bliver som sagt produceret hos Thames Distillers i Clapham i London (sammen med ca. 50 andre gin brands). Den fire gange destilleret neutrale alkohol fra korn bliver gendestilleret i Thames Distillers to 500-liters John Dore & Co-destillatorer sammen med elleve botanicals: angelikarod (fra Vesteruropa), korianderfrø (fra Mellemøsten), grains of paradise (fra Østafrika), kroatisk enebær, spansk citronskal, italiensk lakridsrod, spansk appelsinskal og fransk sommersar. De sidste tre ingredienser er en hemmelighed.
Efter destillation hviler ginkoncentratet i ca tre uger, før det bliver fortyndet med neutral alkohol og vand til den endelige styrke på 43,3% vol. Hvert batch er på beskedne 1000 flasker.

Selve flasken er inspireret af de første ginflasker, kendt som case gin. Frem til slutningen af 1800-tallet blev gin typisk opbevaret i enten tønder eller lertøj (som de flasker man stadig ser genever i i dag). I starten af 1890’erne udviklede Bols den hjerteformede mørkegrønne glasflaske, som hurtigt blev udbredt blandt hollandske og britiske gindestillatører.
Fifty Pounds Gins case bottle er dog sort, men har bestemt et antikt udtryk. Den er elegant og anderledes, og der er tydeligvis tænkt over detaljerne, såsom batchnummer (min flaske er batch 7 fra 2013) og initialerne “GR II”. Det er endnu ikke lykkedes mig at finde frem til betydningen af disse initialer, men jeg har ikke givet om i nu (det er hverken den daværende konge, George II, eller den daværende premierminister, Robert Walpole).

Fifty Pounds Gin label

Tasting notes

I næsen er Fifty Pounds Gin ganske klassisk og traditionel. Fremtrædende enebær og citron, og en skarp alkohol der bidder lidt i næsehårene. Diffordsguide kan finde noter af både salvie og selleri. Det kan jeg overhoved ikke. Måske er det den lidt skarpe alkohol eller min gamle næse, den er galt med.
I munden er Fifty Pounds Gin lige så traditionel, som den er i næsen. Ginnen er tyk, fed og cremet, med en stor del alkohol burn – lidt mere end jeg normalt vil forvente af en gin på 43,3% vol. Der er masser af enebær, citrus, koriander at finde. Igen er Diffordsguide fremme i skoene med noter som “fresh eucalyptus, sage spice and liquorice.” For mig er ginnen er let krydret med udpræget varme. Eftersmagen er forholdsvis lang og tør med tydelige noter af både enebær og citrus.

Fifty Pounds Gin & Tonic

Pink Craze med Fifty Pounds Gin, Indi Tonic og hindbærDen glimrende blog Drinkenthusiast.com havde tilbage i april 2013 Fifty Pounds Gin under kærlig behandling. Her introducerede skribenten David Marsland et lille twist på den gode gamle gin og tonic – en Pink Craze, med 60 ml. Fifty Pounds Gin, 150 ml. Fever-Tree Tonic og tre mashed hindbær. Jeg har dog valgt at udskifte Fever-Tree med den lidt mildere, sødere og mere frugtige Indi Tonic.
Resultatet er en vidunderlig lyserød G&T, med masser af hindbær smag og sødme. Som garniture har jeg spyddet tre hindbær på en lang cocktailpind – bare for syns skyld.

Jeg kan nu også anbefale en ganske traditionel G&T med Fifty Pounds Gin og Fever-Tree Tonic, garneret med en skive citron.

Konklusion

Fifty Pounds Gin, der også bærer undertitlen ‘Rare and Handcrafted’, er en solid og smagfuld gin, der giver et indblik i ginnens mindre flatterende forhistorie. Den stammer fra dengang gin var beskidt og dødbringende, hvor hjemmebrænderiet tog overhånd, og hvor unge som gamle døde af skidtet.
Jeg er bare glad for, at folkene bag Fifty Pounds Gin har fjernet stoffer som terpentin og sulfat fra opskriften, inden de relancerede ginnen i 2009. For hvis opskriften virkelig er fra midten af 1700-tallet, er der en stor chance for, at disse dødbringende stoffer var en del af den oprindelige opskrift. Præcis som tilfældet også var med Old English Gin.

Fifty Pounds Gin kan købes mange steder landet over til omkring 400 kroner pr. stk. Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af den danske importør og distributør Premier Cru.

Pink Craze med Fifty Pounds Gin, Indi Tonic og hindbær. Photo by Michael Sperling.

3 Comments Add yours

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s