At deltage i bartenderkonkurrencer som Bombay Sapphire Worlds’s Most Imaginative Bartender Competition kræver erfaring, fokus og forberedelse. Men man kan faktisk forberede sig for meget, fortæller sidste års danske finalist, Niklas Frank.
Til tonerne af Bad Bitches’ reggae-udgave af ’Knockin’ on Heaven’s Door’ blev de nationale finaler af The Bombay Sapphire Worlds’s Most Imaginative Bartender Competition 2014 skudt i gang. På den tilrøgede Bar Tausend i Berlin ventede Angelina June Brandt Fugl, Jonas Brandenborg Andersen og Ulrich Deleuran Steffensen på, at de fik lov til at indtage baren. Sammen med finalister fra Norge, Tyskland, Østrig og Schweiz indsendte de tre danske bartendere i slutningen af januar deres bud på den mest kreative og fantasifulde cocktail lavet på Bombay Sapphire Gin. Og nu var det endelig blevet tid til at vise dommerpanelet, at ikke alene var deres opfindelse genial, de kan også deres håndværk som bartendere. Smagen af selve cocktailen udgør nemlig kun en lille del af den samlede vurderingen. Deltagerne bliver også bedømt på håndværk, præsentation og tid.
Det er tredje år i træk, at Bombay Sapphire afholder World’s Most Imaginative Bartender-konkurrencen, der bedst kan beskrives som en kreativitetskonkurrence, der har til formål “to inspire the endless creativity that is at the heart of great cocktail making”. Men der synes også at være et mål fra Bombay Sapphires side om, at de gerne vil tilbage i bartendernes såvel som forbrugernes bevidsthed. For selvom Bombay Sapphire er et af ginkategoriens absolutte superbrands, bliver deres image presset af den igangværende renæssance som ginkategorien oplever i disse år. Bombay Sapphire World’s Most Imaginative Bartender-konkurrencen er uden tvivl på rette vej. Konkurrencen er vokset år for år, og i sidste måned blev den nævnt som en af de ti største spirituskonkurrencer i verden af The Spirits Business.
Man kan faktisk forberede sig for meget
Ved de nationale finaler i Berlin, var det Angelina June Brandt Fugl og Jonas Brandenborg Andersen fra Strøm Bar i København, og Ulrich Deleuran Steffensen fra No. 14 Vinbar i Vejle, der dystede om finalepladsen ved den endelige konkurrence i London til juni.
Kort tid inden konkurrencen blev skudt i gang, sad den 25-årige Ulrich Deleuran Steffensen i hjørnet af en af de mange sofabåse på Bar Tausend, og ventede utålmodigt på, at det skulle blive danskernes tur.
– Jeg vil bare gerne i gang. Og jeg håber bare, at jeg ikke får noget, der vælter mine planer, siger Ulrich.
Ulrich refererer til den del af konkurrencen, der hedder The Iron Chef Challenge. Her får deltagerne 45 minutter til at kreere en cocktail på baggrund af mindst to ud af fem hemmelige ingredienser. Man kan tydelig se, at tankerne flyver rundt i hovedet på ham. Lige dele nervøsitet og spænding. Op til konkurrencen har han gjort sig mange tanker om ingredienser og mulige cocktails. Måske for mange tanker. For da vi senere på aftenen stod udenfor Bar Tausend og taler sammen med sidste års danske finalist, Niklas Frank, om de fem hemmelige ingredienser som danskerne fik denne aften, lyder det prompte fra Ulrich:
– Secret box var Lort! Da jeg så, at kassen indeholdte æbler, vaniljestænger, bladselleri, korianderblade og rød chili, faldt min plan til jorden, fortæller han.
Der er ingen tvivl om, at netop konkurrencens Iron Chef Challenge fylder meget i hovederne på alle deltagerne. I timerne op til konkurrencens start blev der talt meget om The Secret Ingredients. Ifølge Niklas Frank kan det dog være risikabelt at planlægge alt for meget, når der er tale om en Iron Chef Challenge.
– Hvis man tænker for meget over det, ender man med at låse sig fast på én idé. Og så kan det være svært, at komme videre, når ingredienserne går i mod én, siger han.
For Ulrich blev det nødvendigt at starte fra bunden, for kassen indeholdte ikke hindbær, som han havde håbet. Efter et par forsøg lykkedes det Ulrich komme frem til Eternal Love, en kombination af en cocktail med Bombay Sapphire og friskpresset citronsaft, og en marmelade bestående af vand, Tyrkisk Peber-bolsjer, syltesukker, hindbær, gin, samt vaniljestang og rød chili fra the secret box.
Aftenens danske vinder gik over tid
Aftenens vinder blev i sidste ende Jonas Brandenborg Andersen. For det utrænede konkurrenceøje virkede Jonas både fattet, rolig og overskudsagtig i de 10 minutter han stod foran dommerne. Og det var måske et problem:
– Måske for afslappet. Jeg gik over tid. Da han [Karim Fadl, Brand Ambassador i Tyskland, red.] sagde, at der var gået ti minutter, var jeg slet ikke færdig, fortæller han.
Jonas endte med at gå 57 sekunder over tid. Angelina June Brandt Fugl gik ligeledes over tid med 76 sekunder. Og det koster point i den samlede optælling, og kan derfor have stor indflydelse på det endelige resultat. Kun Ulrich holdt sig inden for de tilladte 10 minutter. Og tidsrammen er ét af de områder, Jonas vil arbejde på frem mod den globale finale i London til juni.
– Jeg skal arbejde på min timing. At holde sig inden for tidsrammen er afgørende i sådan nogle konkurrencer. Og så skal jeg arbejde på min præsentation, så jeg ikke står og vrøvler, imens jeg står foran dommerne.
Derudover skal der researches på alle detaljer omkring Bombays historie og produkter, så han nemt kan trække på den viden i løbet af London-finalernes firedages varighed.
Den danske finalist skal bakkes op
Ved de globale finaler i London, skal finalisterne fra alle deltagende lande konkurrere mod hinanden. I løbet af de fire dage er det vigtigt, at finalisten bakkes op, fortæller sidste års danske finalist Niklas Frank.
– Jeg håber, at Jonas får opbakning med til London. Det er utrolig vigtigt for finalisten at have nogen at sparre med under de fire intense dage.
Sidste år var Niklas alene afsted til finalerne i Toscana, og han manglede helt klart en allieret at sparre med. Flere af de andre landes finalister havde støtte med hjemmefra, og derfor håber Niklas, at støtte og sparring bliver prioriteret, så Jonas har de bedst mulige chance for at hive pokalen hjem til Danmark.
Her på En Verden af Gin skal vi i hvert fald gøre alt, hvad vi kan for at støtte op om Jonas’ kamp i den engelske hovedstad.
Jonas’ vinderopskrifter
Jonas Brandenborg Andersen begejstrede dommerpanelet stemmer med sin forberedte cocktail ‘Bread and Water’, en ”re-imagining” af den mest basale servering – brød og vand:
50 ml Bombay Sapphire Gin 40%
25 ml Dolin Blanc
10 ml O.P. Redistilled Bitter
5 ml Maraschino Liqueur
1 stk. Tonic Bread
1 stk. Botanical Butter
Bread and Water serveres med et stykke brød som garniture, lavet af bl.a. tonicvand, og botanical butter med enebær, koriander og citronskal.
Til aftenens Iron Chef Challenge kreerede han cocktailen ‘Garden Blush’ bestående af:
60 ml. Bombay Sapphire Gin
20 ml. limesaft
10 ml. agavesirup
Skum af æble og bladselleri fra the secret box
Billeder fra de nationale finaler Bombay Sapphire Worlds’s Most Imaginative Bartender-konkurrencen på Bar Tausend i Berlin.
2 thoughts on “Forberedelse er en kunst ved bartenderkonkurrencer”