Copenhagen Gin Walk blev en våd affære, men hvad gør en smule vand, når man kan se frem til cocktail sessions hos fire af Københavns bedste gin spots.
Femte sprint af Copenhagen Gin Walk blev afholdt med rigelige mængder af både vand og gin. Men der skal mere end regn til at slå 26 gin walkers ud af kurs. Ved arrangementets start kunne deltagerne se frem til en verdenspremiere på en ny dansk gin, en cocktail session i en af Københavns ældste barlokaler, gin og tapas og endelig cocktails og meatball sliders. Hvad mere kan man forlange?
Nordisk Brænderis nye gin, Nordisk Gin.
Startskuddet til denne omgang af Copenhagen Gin Walk gik på The Bird & The Churchkey med en vaskeægte verdenspremiere på en ny dansk gin. Med oplæg og smagsprøver indførte destillatør fra Nordisk Brænderi, Anders Bilgram, deltagerne i destilleriets historie og udviklingen af deres nye gin – Nordisk Gin – en med lækker og smagfuld gin, der blandt andet er lavet med rosenblomster fra hybenrose og klitrose, qajaasat fra Grønland, svenske multebær, havtorn og æblebrændevin. Til lejligheden havde The Bird & The Churchkey kreeret en krydret og læskende Gin & Tonic med Fever-Tree Tonic, frisk salvie og hindbær.
Andet stop på eftermiddagens ginvandring var Boltens Gård, hvor Weltkuglen har til huse i gårdens ældste lokaler fra 1767. Her indførte barens manager Johan Mortensen i stedets farverige historie efterfulgt af en cocktail session ved bartender Morten Rasmussen, der præsenterede Weltkuglens fortolkning af en Bee’s Knees – The Lavender Tingle – lavet på Boodles London Dry Gin, lavendelhonning og citronsaft.
Fra Boltens Gård gik turen til Dronningens Tværgade, hvor Tapasbaren kunne byde på Gin & Tapas. Tapasbaren har efterhånden et godt udvalg af gin og tonicvand, og efter spansk tradition havde kokkene kreeret tre farverige tapasretter, der skulle ledsage Gin & Tonic lavet på Gin Mare og 1724 Tonic, og garneret med limeskiver, timian og kapersbær.
I silende regn gik turen videre til fjerde og sidste stop på denne Copenhagen Gin Walk – The Union Kitchen i Store Strandstræde. I bedste new yorker-stil excellerer denne café og restaurant i matchet mellem mad og cocktails. Ved aftenens besøg serverede The Union Kitchen stedets specialitet: sliders af kødboller og briocheboller, der var ledsaget af en cocktail på Beefeater Gin, vandmelonlemonade og agurk.
Cocktail og meatball sliders hos The Union Kitchen.
Som billederne nedenfor tydeligt viser, var det en forrygende aften i selskab med gode mennesker, fremragende cocktailbarer og vidunderlige cocktails.
Tak til alle deltagere, barer og bartendere for endnu en sjov og lærerig Copenhagen Gin Walk.
Keep an eye out for upcoming Copenhagen Gin Walks here: EnVerdenafGin.com/events.
One thought on “Copenhagen Gin Walk #5 – Indre By”