Belgiens ginkonge klar med ny bog

Belgiens ukronede ginkonge, Manuel Wouters, har begået endnu en ginbog. Denne gang fokuserer han primært på Gin & Tonic’ens fortræffeligheder, og mindre på ginnens lange og efterhånden slidte historie.

Gin & Tonic - Around the World in 80 Gins af Manuel Wouters. Photo By Michael Sperling.

Det myldrer frem med ginbøger i øjeblikket. Den Anden Gin Craze, som vi oplever i øjeblikket, har ikke bare givet os et utal af nye ginner, den har også resulteret i en sand syndflod af ginrelaterede produkter som tonicvand, isterningebakker, garnitureposer og bøger – masser af bøger.

Langt de fleste ginbøger fokuserer på at fortælle læseren om ginnens lange historie. Fra 1300-tallets munke der lavede enebærinfuseret naturmedicin, over englændernes første møde med den nederlandske genever under Trediveårskrigen, til 1700-tallets ødelæggende Gin Craze-periode i især London, og frem til Bombay Sapphires frigivelse i 1987 og den igangværende opblomstring for ginnen, der populært kaldes The 2nd Gin Craze. Denne historie er fortalt mange, mange gange med kun få afvigelser.
Der findes dog ginbøger, hvor ginnens historie beskrives udelukkende for at give læseren en kontekst til at forstå ginnens mange aspekter. I Manuel Wouters’ bog ‘Gin & Tonic – Around the World in 80 Gins’ bruges den historiske gennemgang indledningsvis til at give læseren en forståelse for de traditioner, den teknologisk udvikling, og de små men afgørende regionale forskelle, der har resulteret i de godt 500 forskellige ginner, der bliver produceret i verden i dag.

Filliers Dry Gin 28, Fentiman’s Tonic Water, garneret med appelsinskal og lavendel. Photo by Michael Sperling.Et af Manuel Wouters’ mange forslag til lækre Gin & Tonics.

Manuel Wouters er tilsyneladende lidt af en ginguru i Belgien og Holland (Nederlandene). Med flere lokale ginner, bøger og barer bag sig, har han skabt sig en persona, der er indbegrebet af ‘All Things Gin’. Her i Danmark har vi stadig ikke mærket noget til Hr. Wouters enorme viden om gin og cocktails, men med hans nye bog, der både indeholder tekst på hollandsk og engelsk, har verden udenfor Holland og Belgien nu mulighed for at få et strejf af Wouters.

Ser man bort fra, at Manuel Wouters konsekvent omtaler sig selv i tredjeperson og en del slå- og stavefejl i engelskoversættelsen, er ‘Gin & Tonic – Around the World in 80 Gins’ faktisk en af de bedre ginbøger på min hylde. Den er produktorienteret med et fokus på 20 tonicvand og 80 ginner – nøje udvalgt for at give læseren en forståelse af, at Gin & Tonic bestemt ikke bare er Gin & Tonic.
Med flotte billeder og korte beskrivelser guider Manuel Wouters læseren til nye smagsoplevelser med anderledes match mellem tonicvand, gin og garniture. For mig giver det idéer til nye gin & tonics, der bestemt skal testes af, men det giver også et indblik i hvilke ginner, man kan finde i vores nabolande. Som Breil Pur London Dry Gin fra Schweiz med alpinsk enebær, rosenblomst og chokomint (hvad det så end er), og den norske Egge Gård Gin lavet på en alkoholbase af kartofler og destilleret med økologiske botanicals fra egne marker. Jeg er vild med denne type regionale ginner, og takket være Manuel Wouters’ bog, er min ønskeliste med must have-ginner vokset betydeligt.
I bar begejstring kastede jeg mig over et par af Manuel Wouters’ forslag til Gin & Tonic. Den ene med den belgiske Filliers Dry Gin 28 matchet med Fentiman’s Tonic Water og garneret med appelsinskal og lavendel. Den anden med den engelske Opihr Oriental Spiced Gin matchet med Fentiman’s Light Tonic Water og garneret med ingefær og kardemommeskaller. Og det smager aldeles fremragende, Hr. Wouters.

Opihr Oriental Spiced Gin, Fentiman’s Light Tonic Water, garneret med ingefær og kardemommeskaller. Photo by Michael Sperling.
Opihr Oriental Spiced Gin matchet med Fentiman’s Light Tonic Water.

Lidt skuffende er Danmark kun repræsenteret med Geranium Gin 55, der uden tvivl en fremragende gin, men den er altså lavet af Langley Distillery i Birmingham. Hvor er de rigtige danske ginner som Njord Gin og Nordisk Gin, der evner at tænke det regionale særegne ind i produkterne? Bogen er kun en måned gammel, så hvis Manuel Wouters virkelig er så stor en ginguru, burde han i det mindste kende til disse to danske ginner. Lad det hermed være en opfordring til den kære Hr Wouters. Jeg kommer gerne forbi med en flaske.

En stor del af ginnerne, der beskrives i bogen kan faktisk købes i Danmark, men der er også en del, hvor man bliver nødt til at tage flyveren, når man skal shoppe gin. Jeg læser savlende om ginner som B-Gin Barrel Aged Gin og Filliers Dry Gin 28 Pine Blossom fra Belgien, og Buss N 509 White Grain Gin fra Holland. Dem bliver jeg simpelthen nødt til at smage. Belgien er hermed sat på must do soon-listen over ginlande at besøge den kommende tid. Belgium here I come!

Gin & Tonic - Around the World in 80 Gins af Manuel Wouters. Photo By Michael Sperling.

Manuel Wouters’ ginbog ‘Gin & Tonic – Around the World in 80 Gins’ kan købes via diverse webshops i Europa. Den er set til den nette sum af 19.99 Euro. Bogen til denne artikel er venligt doneret af Manuel Wouters’ forlag, Njam!

One thought on “Belgiens ginkonge klar med ny bog

  1. Pingback: TuesdayGT: Odd Couple | En Verden af Gin

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s