Torsdag aften var restaurant Verandah centrum for en aften med gin, cocktails og indisk mad. Arrangementet var et samarbejde mellem En Verden af Gin og Verandah, hvor temaet var Indiens store indflydelse på ginnens historie.
Indisk mad og gin lyder umiddelbart ikke som en oplagt kombination, men hos restaurant Verandah i The Standard har man succes med at servere indisk street food sammen med cocktails og gin and tonics. Og netop det var udgangspunktet for en ginaften med indisk mad, indiskinspirerede cocktails og et længere foredrag om Indiens store indflydelse på den moderne gin.
Quinine Sour cocktails i Verandahs restaurantbar.
Der er ingen tvivl om, at Indien har haft langt større betydning for ginnen, end ginnen har haft for Indien. I dag udgør gin kun lidt over 1 procent af det samlede spiritussalg i Indien. Inderne vil langt hellere drikke whisky. Alligevel er landet faktisk det femte mest gindrikkende land i verden. Det hænger selvfølgelig sammen med, at Indien med dets 1,2 milliarder indbyggere er verdens næstmest befolkede land. Men det er også en vigtig faktor, at Englands tilstedeværelse i regionen fra midten af 1600-tallet og helt frem til 1947 har givet en engelsk spiritus som gin et dårligt ry i Indien. Gin anses stadig for at være kolonimagtens spiritus, og derfor er den forståeligt nok mindre attraktiv for inderne.
Op gennem 1700-, 1800- og 1900-tallet var det primært kolonisterne der nød ginnens berusende effekt. Det var i den periode, at gin og tonic’en gik fra at være en medicin mod malaria til at være en læskende og afkølende drink, man indtog i den trykkende indiske varme. Ginnen blev kombineret med vand, tørret og knust kinabark, og citrusfrugter som lime og citron. Det var først og fremmest et værn mod dehydrering og malaria, men gin havde qua sin enebær et ry for at være helbredende. Der var altså tale om noget af en medicin – med en berusende bivirkning.
Allervigtigst for ginnens historie var handlen med krydderier, som England foretog med sejlruterne til og fra østlige territorier som Indien og Java. Op gennem 1700-tallet ændrede den britiske enebærspiritus sig fra at anvende primært lokale engelske ingredienser til at benytte langt mere eksotiske krydderier fra England fjerne kolonier. Det var især krydderier som kardemomme, nelliker, kanel, kassia, stjerneanis, korianderfrø og en lang række pebersorter, der fik stor indflydelse på produktionen af gin. Krydderier der den dag i dag, stadig er ganske almindelige botanicals i gin.
Det er dog langt fra alle krydderierne, der stammer fra Indien. Mange af dem blev købt undervejs til og fra fjernøsten. Fx var korianderfrø ofte fra Marokko, spidskommen fra Den Arabiske Halvø, kardemommen fra Sri Lanka, citronen fra Italien og appelsinen fra Spanien. Og sådan er det faktisk stadig. Den moderne gin er et resultat af en historisk periode med blomstrende handel med eksotiske varer.
Aftenens forret var Potato Chat.
Aftenens menu
For at eksemplificere Indiens store indflydelse på ginnen, havde Verandah udarbejdet en særlig menu, der lagde ud med to cocktails, serveret sammen med papadums og tre forskellige chutneys. Den første cocktail var restaurantens signaturcocktail, Quinine Sour, lavet med den spanske Gin Master’s Selection, tonic cordial, citronsaft, ingefær, æggehvide og karryblad.
Den anden cocktail var et indisk twist på en gin and tonic, Verandah Gin Toddy, lavet med Tanqueray Gin, Fever-Tree Tonic, appelsinsaft, ingefær, stjerneanis, nelliker og kardemomme.
Begge cocktails benyttede velkendte krydderier fra det indiske køkken – krydderier, der også er at finde i langt de fleste ginner. Så selvom indiske krydrede cocktails ikke er helt almindeligt, giver det faktisk rigtig god mening, da man nemt kan tage udgangspunkt i de forskellige ginners botanicals.
Aftenens hovedret – Chicken Makhani.
Kulfis og sorbet – indisk isdessert.
Efter cocktailserveringen blev deltagerne budt på en tre retters menu, inspireret af de indiske gadekøkkener. Til forret blev der serveret Potato Chat af kartoffel, kikærter, tamarind, sød yoghurt og granatæble. Hovedretten var en Chicken Makhani med cashewnødder og fenugreek, serveret Mario’s Vino Rosso fra Piedmonte i Italien. Som dessert blev der serveret Kulfis og Sorbet – indisk is.
Indisk mad når det er bedst!
Tusind tak til Verandah for en fantastisk indisk ginaften. Og tak til alle deltagere, der havde lyst til være med til en noget anderledes ginoplevelse. Det er bestemt ikke sidste gang, En Verden af Gin og Verandah byder på lækker indisk mad og cocktails.