Der findes et væld af bartenderkonkurrencer derude, men kun få udfordrer i samme grad bartendernes evner som Hernö Gin Cocktail Awards.
– You can take the girl out of the city, but you can’t take the city out of the girl.
Sådan lød det fra canadiskfødte Kaitlin Wilkes, da hun som aftenens fjerde deltager præsenterede sin cocktail ved Hernö Gin Cocktail Awards 2016. Og det med god grund.
Mange har gennem tiden sagt de selv samme ord, men for Kaitlin og otte andre bartendere var det mere end almindeligt sandt. Alle ni deltagende bartendere ved Hernö Gins årlige bartenderkonkurrence blev tidligere samme dag sat fri på toppen af Höga Kustens højeste punkt, Skuleberget, med en fletkurv hver og en besked om at samle, hvad end de kunne finde af interessante ingredienser på bjergets klipper og bevoksning til brug i deres cocktail ved aftenens konkurrence. Det eneste andet de ville have til rådighed, ville være gin, citron og sukker. Resten af ingredienserne skulle stamme fra bjerget.
Så det er let at forstå, at bypigen Kaitlin fra Toronto følte sig en anelse presset. Og det er helt efter planen, fortæller arrangør af konkurrencen og ejer af Hernö Gin, Jon Hillgren.
– Med Hernö Gin Cocktail Award ønsker vi at udfordre nogle af Skandinaviens bedste bartendere mest muligt. Ved at sende deltagerne op på Skuleberget for at samle egne ingredienser til deres cocktails lokker vi kreativiteten frem i dem, og giver dem samtidig en dybere forståelse for Hernö Gin og det område ginnen stammer fra.
Med på bjerget fik bartenderne hver en rygsæk med kniv, toiletpapir, vand, snacks og vigtigst af alt, en helt særlig udgave af Hernö High Coast Terroir Gin, som Jon Hillgren havde lavet specielt til lejligheden. Hernö High Coast Terroir Gin er en limiteret udgave af destilleriets verdenskendte Hernö Gin lavet med friskplukkede botanicals fra Höga Kustens naturskønne område i det nordlige Sverige.
I løbet af deltagernes fire timer på bjerget blev kurvene fyldt med alt fra mos og gran til enebær, blåbær og tyttebær. En af deltagerne havde tilmed samlet stenrod, og en anden havde samlet vand fra en vandpyt og hældt det på en gammel flaske, han ligeledes havde fundet. Alt sammen tiltænkt som komponenter i deres konkurrencecocktails.
Efter fire timers skovtur og to timers udvikling og finpudsning, var deltagerne klar til at præsentere deres kreationer for de tre dommere: Jon Hillgren, Emil Seth Åreng fra cocktailbaren Open/Closed og undertegnede, samt godt 60 betalende gæster, der var mødt op i FriluftsByn arena, hvor Herno Gin Cocktail Awards fandt sted i år.
Aftenens mest anvendte ingredienser var blåbær og tyttebær, hvilket komplimenterer Hernö Gins signifikante friske, florale smagsprofil ganske flot, men der blev også plads til små finurligheder som ristet grankoglesirup, ‘alt godt fra skoven’-suppe, stenrodssirup og adskillige bærkompotter.
Aftenens vinder havde valgt at dele sin cocktail op i to dele: selve cocktailen med Hernö High Coast Terroir Gin og bær, og en garniture af skovsyreblad pyntet med blåbær og tyttebær:
– I wanted the gin to stand out in the cocktail, and to prevent sour ingrediens from overshadoing the flavours in the gin, so I served the sour notes on the side as a garnish, forklarer Tom Surma fra Göteborg.
The key for me was to keep it simple in the attempt to make the gin shine through in the cocktail, forsætter Tom Surma.
Tom Surna arbejder til dagligt for cocktailbaren Familjen i Göteborg, hvor det er almindelig praksis at servere nøglekomponenter i cocktailen som garniture som en del af totaloplevelsen. Så for ham kom denne skarpe opdeling i cocktail og garniture helt naturligt.
Det er fjerde gang, at Jon afholder Hernö Gin Cocktail Awards, og forberedelser til næste års konkurrence er så småt i gang allerede. Og ambitionsniveauet stiger i takt med Hernö Gins overtagelse af verdensherredømmet.
– Vi har længe arbejdet på at udvide Hernö Gins udbredelse i verden, og vi er tæt på at kunne lancere vores ginner i både Hong Kong, Canada og flere steder. Derfor er ambitionen, at deltagerne i 2017 ikke bare kommer fra Skandinavien, men fra hele verden. Der alle hentes ind til Hoga Kustens unikke naturområde til endnu en omgang Cocktail Awards hos FriluftsByn, fortæller Jon Hillgren som afsluttende bemærkning på en weekend i himmelske omgivelser og kreative cocktails.
2 thoughts on “Den ultimative udfordring”