Midt mellem rækkehusene på en stille vej i London-bydelen Hammersmith ligger en lille hvid garage. Facaden er ganske anonym, men inde bag den lyseblå dør står der en stor skinnende madame kaldet Prudence. Hun er oprindelig tysk, immigreret til England i 2009, og er kernen i alt hvad der foregår i den lille garage. Prudence er Sipsmith Distillery’s stolthed. En 300 liters håndlavet kobberdestillator, der anvendes til produktion af alle Sipsmiths spiritusprodukter.

Sipsmith kørte den første destillation på Prudence den 14. marts 2009. Det krævede en lovændring og tre års kamp at hive tilladelsen til destillation hjem, men så kunne Sipsmith også bryste sig af at være det første kobbergryde-baserede destilleri i London i næsten 200 år. Destilleriets gin er en såkaldt ‘small batch’ gin (destillation der resulterer i et fåtal af flasker), der stille og roligt har taget verdens gin-elskere og bartendere med storm.
Grundlæggerne af Sipsmith, Sam Galsworthy and Fairfax Hall (der begge har en fortid i spiritusgiganten Diageo) og deres chefdestillatør Jared Brown, havde et ønske om at skabe en gin, der hyldede de oprindelige metoder: Small batch, one shot destillationer og brugen af still (destillator). Og dette skulle gøres med de bedste ingredienser, man overhoved kunne opstøve. Navnet Sipsmith kommer dels af deres øgenavn “sip-smiths”, og dels af lokationen i bydelen Hammersmith.

Sipsmith var et af de fire destillerier, der åbnede dørene for WSET’s Gin Ramble, den 1. februar 2013. Her bød salgsdirektøren James Grundy velkommen og introducerede os for Prudence og Sipsmiths udsøgte London Dry Gin. James er en fremragende og vidende fortæller, og passionen for destillation og gin lyser ud af ham. Med store fagter fortæller han om Sipsmiths historie og produktionen af gin. Især om de mange problemer med at få destillationstilladelsen på grund af en gammel lovgivning fra 1700- og 1800-tallet, hvor det udbredte hjemmebrænderi blev en trussel for folkesundheden i London og resten af England. Derfor lavede det daværende bystyre i London en række love, der havde til formål at stoppe hjemmebrænderiet. Frem til 2009 var det dermed ikke muligt at slå sig ned som et ‘small bath’-destilleri i den britiske hovedstad. En anden lov forbyder destillerier i at producere egen alkohol til brug i destillationen. Derfor køber alle destillerier i London deres alkohol (neutral alkohol af fx hvede, rug, kartofler) fra en ekstern leverandør (der er dog voksende tvivl, om dette er en decideret lov eller bare en anvisning).
Enough Talk – Lets Drink
Prudence er en 300-liters kobberdestillator, der er designet af Sam, Fairfax og Jared i samarbejde med en af Tysklands ældste destillator-producenter, Christian Carl – et lille familiefirma der har produceret destillatorer siden 1869, og hvis specialitet er håndlavede destillatorer, der er skræddersyet til kundens særlige ønsker.
Den 300 liter store kobbergryde producerer kun 300 flasker gin pr. destillation (small batch) modsat fx Beefeaters destillatorer på 5000 liter. En typisk destillation af Sipsmiths gin tager under 24 timer fra ingredienserne blandes med alkoholen i kobbergryden, til den færdige gin ligger klar til at blive flasket.

Prudence er designet til at gøre det så svært som muligt for alkoholdampene at nå frem til kondensatoren. Det kommer blandt andet til udtryk i dens svulmende former og destillatorens genistreg svanehalsen (swan’s neck), der har givet inspiration til svanen (Swanny) på flaskens label (destillatorens svanehals kan ses på billedet ovenfor).
Sipsmith benytter 10 ingredienser (botanicals) i deres gin:
Makedonsk enebær, bulgarsk koriander, fransk angelicarod, spansk lakridsrod, italiensk orrisrod, spanske mandler, kinesisk cassiabark, kanel fra Madagascar, appelsinskal fra Sevilla og spansk citronskal. Til at bringe ginnen ned på de 41,6 % alkohol (ABV) blandes ginkoncentratet med mineralvand fra Lydwell Spring, der er en af kilderne til floden Thames.
Den færdige gin (koncentrat og vand) blandes ikke med andre destillationer, men flaskes som den er. Det kaldes ‘one shot’ destillation, hvilket giver mulighed for nuanceforskelle fra destillation til destillation. Det giver også forbrugeren mulighed for at slå batch-nummeret på flasken op på Sipsmiths website, for at se hvornår den flasken man har købt, er blevet destilleret. Min egen flaske på billedet ovenfor er fra batch LDG/272, og er dermed destilleret den 31. juli 2012.
Vokseværk i familien
Siden første destillation i 2009 er virksomheden vokset betydeligt. Udover Sam, Fairfax og Jared er der tilkommet tre nye kolleger til garagen: førnævnte salgsdirektør James, destillatøren Chris og salgsassistenten Georgie. Og på produktsiden er sortimentet vokset fra den oprindelige Sipsmith London Dry Gin til yderligere fire produkter: Barley Vodka, Sloe Gin, Damson Vodka og Summer Cup.
Man kan læse meget mere om Sipsmiths produktion af gin på deres omfattende website, hvor man kan få et indblik Sipsmiths banebrydende produktion og historie. Derudover kan jeg anbefale at følge Sam Galsworthy på Twitter.
Derudover kan du læse min anmeldelse af Sipsmith London Dry Gin her.

4 thoughts on “Sipsmith Distillery i Hammersmith”