Ved at kombinere en fremragende gin med slåenbær og sirup har det Londonbaserede destilleri Sipsmith med denne enkle opskrift skabt noget ganske særligt. Sipsmith Sloe Gin er som flydende slik – for voksne.
Da jeg en lun eftermiddag i februar besøgte Sipsmith Distillery i Londonbydelen Hammersmith, fik jeg ikke bare muligheden for at se destilleriet med egne øjne, jeg fik også en introduktion til Sipsmiths oeuvre: Vodka, Gin, Summer Fruit Cup og den udsøgte Sipsmith Sloe Gin. Det var mit første bekendtskab med en Sloe Gin og sidenhen har jeg smagt et utal slåenbærgin fra andre producenter, men vender altid tilbage til Sipsmiths version. Det er en frugtlikør ud over det sædvanlige
Sipsmith Sloe Gin er lavet på destilleriets lovpriste London Dry Gin, der indeholder ti klassiske giningredienser: Makedonsk enebær, bulgarsk korianderfrø, fransk angelicarod, spansk lakridsrod, italiensk orrisrod, spanske mandler, kinesisk cassiabark, kanel fra Madagascar, appelsinskal fra Sevilla og spansk citronskal.
Til at bringe ginnen ned på de 41,6 % alkohol (ABV) blandes den færdige gin med mineralvand fra Lydwell Spring, der er en af kilderne til floden Thames.
Hvert år producerer Sipsmith et begrænset antal Sloe Gin, hvor store, fede og søde slåenbær lægges i blød i deres London Dry Gin. Som det allersidste tilsættes sirup for at ramme den perfekte balance mellem sødme, bær og alkohol. Mere kompliceret er det ikke.
Hvis du har mod på at lave din egen slåenbær gin, har Sipsmith udarbejdet en guide til at lave den perfekte slåenbærgin her.
Tasting notes
Sipsmiths resultat af denne meget simple proces er intet mindre en fremragende. Farven er klar, mørk og rubinrød. I næsen får man en fornemmelse af søde, røde bær som solbær og kirsebær.
I munden sidder man med en fyldig, tyktflydende og sød likør med tydelig smag af slåenbær og noter af mørke og modne kirsebær og solbær. I eftersmagen smelter de søde bær stille og rolig og afløses af en let krydret smag.
Sipsmith Sloe Gin and Tonic
Nu er Sipsmith Sloe Gin en likør på kun 29% vol., så den egner sig ikke til den sædvanlige gin og tonic i forholdet 1:3. I stedet skal kaste sig over Sipsmiths egen anbefaling, en Autumnal G&T: 35 ml. Sipsmith London Dry Gin, 20 ml. Sipsmith Sloe Gin, top op med din favorit tonic og garnér med en lille skive appelsin.
Hvis du kan forlige dig med den let lyserøde farve, får du her en let sødlig og frisk gin og tonic fyldt med bær- og citrusnoter – perfekt til sensommer og efterår, og jeg vil elske at servere G&T variant som velkomstdrink til julefesterne.
Perfekt til drink
Det er dog i forhold til drinks, at slåenbærgin excellerer. Mest kendt er Sloe Royal, hvor Sloe Gin blandes med champagne eller anden form for tør mousserende vin, eller Sloe Gin Fizz der anvender Sloe Gin, lemonjuice, æggehvide, simple sirup og champagne.
Konklusion
Sipsmith Sloe Gin er en ufattelig blød og behagelig likør – et pragteksempel på hvor godt en slåenbærgin kan smage. Selvom den uden problemer kan nydes rent, er det som del af forskellige drinks, en Sloe Gin kommer til sin ret. Prøv for alt i verden Sipsmiths egen Autumnal G&T.
Indeværende flaske er købt på tilbud hos Juuls Vin og Spiritus på Værnedamsvej i København. Den koster normalt omkring 300 kroner på det danske marked.
2 thoughts on “Anmeldelse: Sipsmith Sloe Gin”