København har langt om længe fået et destilleri og en lokal gin. Copenhagen Dry Gin er en såkaldt single botanical gin, der oven i købet er verdens eneste honningbaserede gin. Det er højst usædvanligt, aldeles interessant og utrolig udfordrende.
Efter godt tre års etablering og udvikling præsenterede Copenhagen Distillery deres første produkt tilbage i maj – en højst usædvanlig og ganske ejendommelig gin. Ikke nok med at den er baseret på en honningbase af mjød, den er tilmed kun tilsmagt med (næsten) én botanical, nemlig den uundgåelige enebær. Så der er ikke mange knapper at skrue på, når ginnens komponenter skal balanceres ud. Alligevel er det lykkes Master Distiller ved Copenhagen Distillery, Henrik Brinks, at skabe en vidunderlig og relativ kompleks gin.
Destilleriet har til huse i den gamle Bryggergården ved strandvejen i Kastrup på Amager. En bygning der, som navnet antyder, tidligere har huset et bryggeri, og faktisk også et destilleri. Det er efterhånden ved at være 100 år siden, og derfor er det også være på tide at få en produktion af spiritus op at køre igen. Den fredede kampestensbygning er blevet gennemrenoveret fra top til tå, og fremstår i dag som en unik location for det nye danske destilleri.
Henrik Brinks er en ganske habil whisk(e)y-kender, og Copenhagen Distillerys hovedfokus var oprindelig også produktion af whisky, men som så mange andre destillatører, indså Henrik Brinks ret tidligt i processen, at et destilleri har brug for en indkomst, imens whiskyen ligger og modner i tønderne. Derfor kastede han sig over ginnen, der jo relativt hurtigt kan ramme butikshylderne – i hvert fald sammenlignet med whisky.
Henrik Brinks er dog ikke en mand, der er på udkig efter den nemme udvej. For ham er hele destillerieventyret et forsøg på at gøre tingene anderledes. Således er den traditionelle neutrale alkoholbase fra korn skiftet ud med en honningbaseret mjød, der bliver destilleret op til en højprocents alkoholbase i destilleriets lille ståldestillator. Efterfølgende bliver denne alkoholbase redestilleret sammen med enebær til et egentligt enebærdestillat.
Og så skulle man jo tro, at det var det. Men enebærdestillatet bliver blended med et propolis-destillat, der er lavet ved at opløse propolis i alkohol, og derefter destillere det.
Propolis er et harpiksholdigt materiale indsamlet af bier, som bruger det til at reparere og styrke indersiden af bikuben. Det er med andre ord selve væggen af en bikube. Dette materiale stammer typisk fra træsorter som birk, elm og gran, og besidder derfor en masse harpikslignende noter, der ikke er helt ulig enebærrets fyrrenålenoter. Dertil kommer de noter, som propolissen optager fra bikuben.
At kalde Copenhagen Dry Gin for en single botanical gin, er derfor lidt af en tilsnigelse. I min definition, er et botanical de ingredienser, som anvendes til at smagssætte en gin. Og derfor anser jeg propolissen for at være et botanical på linje med enebærret. Man kan sagtens argumentere for, at propolis ligger uden for den gængse opfattelse af et botanical som værende urter, blomster, rødder, bær eller frugter. Men både honning, birkesaft og mos anses for botanicals, så hvorfor skulle propolis være undtaget? Derfor tillader jeg mig, at stille spørgsmål ved brugen af betegnelsen single botanical i denne sammenhæng.
LÆS OGSÅ: Se listen over alle de danske ginproducenter og deres ginner
Betegnelser som Single Botanical Gin og Single Estate Gin er en del af den storytelling, der er skabt omkring Copenhagen Dry Gin og Copenhagen Distillery. Storytelling er hamrende vigtigt, hvis man som denne gin, vil forsøge at gøre sig bemærket på et efterhånden overophedet ginmarked. Så fred være med det. Brugen af betegnelserne er hverken helt rigtig eller helt forkert.
Det eneste der betyder noget for mig, er, at der er tale om en hamrende lækker håndlavet gin, der endnu engang rykker ved min opfattelse af, hvad en gin kan være. Den udfordrer min forståelse af, hvad en gin kan være lavet af og hvordan en gin kan smage. Og det glæder mig meget.
Tasting notes
Den ret specielle alkoholbase og den simple krydring af kun enebær og propolis, giver selvsagt en gin, der i duft og smag er som ingen anden gin.
I næsen er Copenhagen Dry Gin kraftig med tydelige noter af honning. Bag en fed enebær, aner man både blomstrede noter og saftige æblelignende noter.
I munden er ginnen både kraftig og fed, og trods sine styrke på 44% vol., aldeles behagelig i munden. Så snart den indledende og kortvarige alkoholburn er nærmest smeltet bort, åbner der sig en buket af fede honningnoter, hæftige fyrrenålsnoter, diskret grøn æbleskræl og friske blomster. Ganske imponerende af en så simple gin.
Eftersmagen er lang og fyldt med blomsterhonning og en græsset enebær.
Master Distiller Henrik Brinks ved lanceringen af Copenhagen Dry Gin i maj.
Copenhagen Dry Gin & Tonic
Copenhagen Dry Gins fyldige fyrrenål, fremtrædende honning- og blomsternoter giver et vælg af muligheder, når der skal laves Gin & Tonics.
Ved den officielle lancering af ginnen ved Værnedamsvejs årlige gadefest i maj, præsenterede folkene fra Juuls Vin og Spiritus en G&T med Copenhagen Dry Gin, Fever-Tree Tonic, timian og agurk. Ginnens honningnoter ledsager timianen glimrende, og agurken frisker drinken dejligt op. Drinken hedder ‘Thyme for a Gin, Honey’ og er den officielle Copenhagen Dry Gin & Tonic. Det smager rasende godt og er perfekt til den danske sommer.
Copenhagen Gin Cocktail
Min go to-cocktail for gin med honningnoter er typisk Bee’s knees. Det gælder for gin som den amerikanske Barr Hill Gin og den engelske Dodd’s Gin. Men med Copenhagen Dry Gin har vi at gøre med en gin, der ikke besidder nogen form for citrusnoter, og derfor fungerer en Bee’s Knees ikke rigtig for mig i dette tilfælde.
Derfor er jeg gået i en helt anden retning denne gang. En Honey Bubble. Elegant, simpel og ufattelig lækker:
- 30 ml. Copenhagen Dry Gin
- 2 teskeer flydende blomsterhonning
- Top op med en supertør prosecco (ca. 40 ml.)
- Garnér med mynteblad/kvist og et solmodent jordbær
Fremgangsmåde:
Stir gin og honning indtil honningen er helt opløst. Tilføj isterninger og shake som en vanvittig. Hæld i et afkølet champagneglas og top op med prosecco. Garnér med jordbær og mynten.
Copenhagen Dry Gin er meget tydelig i denne Honey Bubble, meget mere end en traditionel London Dry Gin. Det skal man lige vænne sig til. Men honningnoterne er helt i front, og ledsager jordbærret og mynten fortræffeligt. Sørg endelig for at finde et modent jordbær og en superfrisk myntekvist, der kan præge næsen ved indtagelsen af cocktailen. Det gør en kæmpe forskel.
Konklusion
Når jeg tillader mig at anmelde en gin, gør jeg det ud fra følgende parametre: det håndværksmæssige, det unikke, den gode historie og selvfølgelig også smagen. Og der er ingen tvivl om, at Copenhagen Dry Gin er spot on på alle fire parametre.
At Copenhagen Distillery rent faktisk ligger i Kastrup og ikke i København, eller at denne single botanical gin nok nærmere indeholder to botanicals, er til at se igennem fingrene med, når der er tale om et så anderledes og unikt produkt som Copenhagen Dry Gin.
Når man skærer lidt af storytellingen fra og kommer ind til kernen af Copenhagen Dry Gin, finder man en højst usædvanligt og aldeles interessant gin. Den er resultatet af håndværksmæssig snilde, uovertruffen sands for detaljer, en vilje til at gøre tingene på en helt ny måde, og en befriende nysgerrighed. Det er meget imponerende og utrolig spændende at følge med i fra sidelinjen.
Henrik Brinks’ fantasi er heldigvis ikke udtømt, og vidunderet Copenhagen Dry Gin er slet ikke destilleriet eneste skud i bøssen. Der er meget mere i vente, og det er helt sikkert værd at vente på.
Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af Master Distiller ved Copenhagen Distillery, Henrik Brinks. Tak for det.
8 thoughts on “Anmeldelse: Copenhagen Dry Gin”