Årets bedste gins – 2015

Intet nytår uden tilbageblik og favoritlister, og med afslutningen af 2015 og begyndelsen på 2016 må det være på sin plads med en kort liste over nogle af de bedste og mest interessante ginner, der blev lanceret i løbet af 2015.

Best Gins of 2015. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.

2015 var på alle måder et rodet år for gin. Der var ingen klare tendenser, som vi så det med den fadlagrede bølge af gin i 2013, og Old Tom-ginnens beskedne renæssance i 2014. Derimod var 2015 mest af alt året, hvor vi nærmest blev væltet af nye lanceringer. Enkelte nylanceringer har været fremragende, men meget få ændrede for alvor på vores opfattelse af gin.
Så hvis man skal pege på en klar tendens for gin i 2015, må det være, at vi fik mange nye ginner, men langt de fleste var ganske ligegyldige.

På den danske ginscene har 2015 dog været et rigtig godt år. Vi fik med Dyrehøj Vingaard og deres Rös Gin, og Copenhagen Dry Gin fra Copenhagen Distillery hele to nye spillere på banen. Og etablerede producenter lancerede nye ginner. Her bør især nævnes Svinkløv Gin fra Nordisk Brænderi. Men det er drengene fra Spirit of Njord, der hiver medaljen for flest nye ginner hjem i 2015. Spirit of Njord startede 2015 med lanceringen af deres Njord Gin Sun and Citrus med en maltet hvedebase og hele 21 botanicals. Resten af året myldrede det stille og roligt ud fra Brænderiet Enghavens lokaler i Randers med diverse limiterede udgaver af deres ginner. Her kan nævnes en fadlagret udgave af Njord Gin Sun and Citrus, en nældeversion af Njord Gin, en mælkebøtteversion af Njord Gin Sun and Citrus, en slåenbærgin, en Njord Gin Gilt Edition, og på årets sidste dag løftede de oven i købet sløret for deres nyeste gin: Njord Gin Distilled Sand and Sea, med strandkål, strandbede, strandsennep og sukkertang. Så der må have været travlt i det lille destilleri i 2015.

For En Verden af Gin har 2015 været mere end et vildt år. Der er blevet nørdet i både dybden og i bredden, og så er der aldrig tidligere blevet rejst så meget i ginnens navn, som der blev i 2015. Destillerier i Sverige, Holland, England, USA, Island, Spanien, Tyskland og Danmark blev besøgt, så der er blevet lagt i ovnen til et vildt ginår i 2016 for En Verden af Gin. Bare vent at se. We’re taking it to the next level!

Årets mest interessante ginner

Selvom om 2015 bød på mere skidt end kanel, har der uden tvivl været nogle meget interessante lanceringer. Nedenfor finder du mit bud på de mest interessante nylanceringer af gin fra 2015. Det er en meget personlig liste, der beror på egne oplevelser med gin. Der er med andre ord kun gin på listen, som jeg selv stiftede bekendtskab med i løbet af året.

Blind Tiger Gin Liquid Gold. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Blind Tiger Gin Liquid Gold: Lige siden det belgiske Deluxe Distillerys lancering af Blind Tiger Gin i foråret 2015, har den været kandidat til listen over årets mest interessante ginner.
Blind Tiger Gin kan noget, gør noget og tør noget som de færreste ginner formåede i 2015. Den er nemlig dybt forankret i den lokale spiritushistorie. I dette tilfælde er der tale om den nederlandske regions lange maltvinshistorie.
Blind Tiger Gin er egentlig inspireret af 1920’ernes forbudstid i USA, hvor nogle af de skjulte speakeasybarer solgte billetter til at “see the blind tiger in the back room”. Med i adgangsprisen fulgte meget belejligt en af de ulovlige cocktails, men næppe en blind tiger.

Blind Tiger Gin er baseret på en neutral alkohol fra korn, der er redestilleret med 14 ud af ginnens 15 botanicals i en 400-liters kobber pot still. Listen tæller enebær, korianderfrø, lakridsrod, kvan, orrisrod, citronskal, sød appelsinskal, bitter appelsinskal, appelsinblomst, ingefær, kardemomme, lavendel, et hemmeligholdt botanical, og sidst men vigtigst af alt, bygmalt. Bygmalten tilføjes under den uge lange macerationsperiode inden destillationen, og fungerer som en smagsgiver på linje med ginnens øvrige botanicals. Inden nedvandingen til de 47% vol. tilføjes det 15. botanical til ginkoncentratet, et dobbeltdestilleret Piper Cubeba-destillat (javapeber på dansk).
Med alt dette skulle man tro, at det er den oprindelige Blind Tiger Gin, der var at finde på denne liste over de fem mest interessante ginner i 2015. Men i december besøgte folkene bag Deluxe Distillery København, og her introducerede de mig for en fadlagret udgave af Blind Tiger Gin – den såkaldte Liquid Gold. Det er i alt sin enkelthed en Blind Tiger Gin, der er modnet i fem måneder i et bourbonegetræsfad. Blind Tiger Gin Liquid Gold er ‘next level stuff’, med en fylde, blødhed og sødme der sjældent er set mage. Der er kun produceret 50 flasker indtil videre, og jeg har flaske nummer 21.

Copenhagen Dry Gin. Photo by Michael Sperling.Copenhagen Dry Gin: 2015 blev året hvor København fik sit eget destilleri. Copenhagen Distillerys første produkt tilbage i maj var den højst usædvanlige og ganske ejendommelige gin, Copenhagen Dry Gin. Og gudskelov for det. Som den eneste gin i 2015 pillede Copenhagen Dry Gin ved vores forståelse af, hvad gin kan være. Og det er uden tvivl en gin, der deler vandene.

For Henrik Brinks, ejeren og destillatøren bag Copenhagen Distillery, er hele destillerieventyret et forsøg på at gøre tingene anderledes. Således er den traditionelle neutrale alkoholbase fra korn skiftet ud med en honningbaseret mjød, der bliver destilleret op til en højprocents alkoholbase i destilleriets lille ståldestillator. Efterfølgende bliver alkoholbasen redestilleret sammen med enebær til et egentligt enebærdestillat, for til sidst at blive blended med et propolis-destillat, der er lavet ved at opløse propolis i alkohol, og derefter destillere det.
Og når jeg skriver, at Copenhagen Dry Gin er en gin, der deler vandene, mener jeg det meget bogstaveligt. Alle jeg har præsenteret ginnen for, enten elsker eller hader den. Ingen har indtil videre været indifferent. Det har helt sikkert at gøre med den meget anderledes alkoholbase, der modsat andre ginner, er utrolig markant i både smag og tekstur. Basens honning- og blomsternoter er meget dominerende, og giver kun modvilligt plads til enebærrenes fyrrenål.
Der er med andre ord ikke meget ‘business as usual’ over Copenhagen Dry Gin. Og det er både meget imponerende og utrolig spændende med en så anderledes gin på markedet, der i den grad sætter en ære i at være anderledes.

Nginious Summer Gin 2015. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Nginious Summer Gin 2015: I 2015 fik vi fornøjelsen af endnu et ambitiøst schweizisk ginbrand. Nginious og det bagvedliggende destilleri, Brennerei Erismann, lancerede til at starte med den raffinerede og ganske komplekse Nginious Swiss Blended Gin med hele 18 botanicals. Siden fulgte eminente lanceringer som Nginious Cocchi Vermouth Cask Finish og senere Nginious Smoked and Salted Gin. Under en gintur til London i juni stiftede jeg dog bekendtskab med destilleriets frugtige og friske sommergin, Nginious Summer Gin 2015.
Nginious Summer Gin 2015 er på de fleste områder helt anderledes end de øvrige ginner fra Nginious. Listen af botanicals tæller udover enebær syv meget atypiske ginbotanicals: blåbær, fersken, søde lime, jasminblomster, hvid peber, rabarber og rabarberrod. De otte botanicals deles op i tre grupper, og destilleres hver for sig, for til sidst at blive blended og fortyndet ned til ginnens endelig styrke på 42% vol.
Ginnen er frisk, blød, let, frugtig og blomstret og smager lige så godt neat, som den gør i en gin and tonic. Nginious Summer Gin 2015 er den perfekte sommergin, og det er svært nedslående, at Nginious Summer Gin 2016-udgaven formentlig bliver helt anderledes. Der er ikke andet for, end at hamstre mens tid er.

Vor Barrel Aged Gin. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Vor Barrel Aged Gin: Et af de største ginoplevelser i 2015, var uden tvivl mit besøg hos Eimverk Distillery i Reykjavik i Island. Det lille destilleri startede tilbage i 2009 med et ønske om at producere 100 procent islandsk spiritus. Og som så mange andre destillerier, startede det hele med et ønske om at producere whisky. I dette tilfælde en islandsk whisky af en egenproduceret bygmalt fra 100 procent økologisk, islandsk byg. Men når whiskyen ligger og modner i de amerikanske egetræsfade, skal man jo give sig til et eller, så hvorfor ikke lave en gin – der selvfølgelig også skal laves med udelukkende islandske botanicals?
Således kunne Eimverk Distillery præsentere deres Vor Gin, der er lavet med samme bygmalt som whiskyen, Flóki, men redestilleret med de ni islandske botanicals: vilde islandske enebær, rabarber, sortebær, kvanrod, birkeblade, vild timian, grønkål, mos og tang – alle håndplukkede rundt omkring i landet.

Resultatet er selvsagt som ingen anden gin på markedet. Lad os bare sige, at den er meget islandsk. For at gå et skridt videre i udviklingen af ginnen, har Eimverk gennem noget tid eksperimenteret med fadlagring af Vor Gin, og i foråret 2015 var de klar med deres Vor Barrel Aged Gin, der løfter den oprindelige Vor Gin til nye højder.
Den meget fremtrædende bygmalt i den oprindelige Vor Gin er blevet nedtonet af egetræsfadene. Til gengæld har den relativt korte lagringsperiode på kun seks uger stadig tilført en hel del trænoter fra de nye amerikanske egetræsfade til ginnen. Vor Barrel Aged Gin er frisk og kompleks med noter af en nærmest eukalyptus-agtig enebær, græs, timian, peber og rod. Den er fed og fyldig, og til med markant anderledes end den oprindelige Vor Gin. Det er utroligt, hvad fadlagring kan gøre ved en gin.

Njord Gin Sun and Citrus. Photo by Michael Sperling, En Verden af Gin.Njord Gin Sun and Citrus: Listens anden danske bidrag kommer fra den førnævnte jyske stolthed, Spirit of Njord, der i 2014 lancerede deres første gin, Njord Gin (Distilled Mother Nature). Siden da er det som beskrevet ikke gået stille for sig i det lille destilleri, Brænderiet Enghaven, ved Randers.
Spirit of Njords evindelige justering af den oprindelige opskrift på især Njord Gin og nærmest endeløse strøm af særudgaver af de to oprindelige ginner er både inspirerende og udmattende – især for en ginskribent som mig, der bare gerne vil smage det hele.

Hvor den oprindelige Njord Gin er baseret på en egenproduceret alkoholbase fra kartoffel, er Spirit of Njords største lancering fra starten af 2015, Njord Gin Sun and Citrus, baseret på en maltet alkoholbase fra hvede.
Traditionen tro er Njord Gin Sun and Citrus håndlavet fra start til slut af de dygtige og ambitiøse folk hos både Brænderiet Enghaven og Spirit of Njord. Ginnens maltede hvedebase er selvfølgelig egenproduceret, og derefter redestilleret med hele 21 botanicals, der udover enebær tæller: havtorn, rønnebær, skovmærke, gran, lakridsrod, citronskal, appelsinskal, blåbær, klitrose, arktisk timian, m.fl.

Njord Gin Sun and Citrus er en smagseksplosion uden lige, med fremtrædende maltede noter, en ret krydret fyrrenål, urtet smag og flot citrusfylde. Hvor den oprindelige Njord Gin var fremragende til at nyde neat og i en gin and tonic, er Njord Gin Sun and Citrus eminent i cocktails. Men de maltede noter har det med at skræmme de mest sarte gindrikkere væk. Men ikke mig.

Honorable mentions: som du bliver nødt til at smage snart:

Siegfried Rheinland Dry Gin (velbalanceret tysk gin med lindetræsblomst som signaturbotanical).

The West Winds Gin – The Broadside (Let saltet australsk gin tilsmagt med brakvand fra Margaret River).

Ovenstående liste er som alle andre toplister håbløst subjektiv, og der er mange flere ginner, der kunne fremhæves. Det vil jeg råde bod på i 2016.

Kom og smag på ‘Årets bedste gin – 2015’ (UDSOLGT)

Som noget helt nyt følger jeg op på udnævnelsen af årets mest interessante ginner med en meget eksklusiv ginsmagning af selvsamme ginner.
Den 28. januar disker jeg op med alle fem ginner – selv den meget begrænsede Blind Tiger Gin Liquid Gold, der kun findes 50 flasker af i verden, og den friske summergin fra Nginious. Det bliver med andre ord en meget eksklusiv smagning, hvor man får muligheden for at stifte bekendtskab med det absolut bedste, som ginåret 2015 havde at byde på.

Smagningen finder sted, torsdag den 28. januar kl. 19.00, på restaurant Den Røde Bøf, Dronningens Tværgade 22. Vi smager årets ginner og slutter af med en Gin & Tonic. Prisen er 285 kroner per billet (plus Billetto-gebyr), og grundet den begrænsede mængde af de mere eksklusive ginner, er der kun 20 pladser til salg.

Billetter kan købes her: https://billetto.dk/aarets-bedste-gin-2015 (UDSOLGT)

2 thoughts on “Årets bedste gins – 2015

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s