Anmeldelse: Botany Bay Gin

Hernö x Four Pillars Botany Bay Gin. Photo by Michael Sperling.

A Clash of Hemispheres! Anden gin fra collab-projektet mellem svenske Hernö Gin og australske Four Pillars, Botany Bay Gin, er alt hvad man kan ønske sig fra to af verdens mest anerkendte ginproducenter.

Til tonerne af ABBA’s ‘Dancing Queen’ går arbejdet i gang. Missionen er at skabe den anden gin i collab-projektet Hernö x Four Pillars, hvor den friske nordiske ginstil møder den krydrede australske ginstil i én og samme gin.
Botany Bay Gin by Hernö Gin x Four Pillars Gin. Photo by Michael Sperling.Collab-projektets første gin, Dry Island Gin, blev skabt i 2017, hvor Jon Hillgren fra Hernö Gin tog til Four Pillars Distillery i Healesville lidt uden for Melbourne i Australien. Sammen med Cameron MacKenzie, medgrundlægger og destillatør hos Four Pillars, skabte de den friske og eksperimenterende Dry Island Gin inspireret af Hernö Gins svenske ophav og Four Pillars’ australske ditto, tilsmagt med de otte ingredienser, enebær, korianderfrø, river mint, ristede wattleseeds, strawberry gum, lemon myrtle, mjødurt og friske citroner.

I anden etape af collab-projektet er situationen omvendt og ingredienslisten helt anderledes. Four Pillars er taget til Hernö Distillery i Dala, godt 400 kilometer nord for Stockholm. Datoen er den 10. juli 2018 og Skandinavien er ramt af en historisk hedebølge med temperaturer på langt over 30 grader i det midtsvenske. Samme dag er første gin i collab-projektet, Dry Island Gin, blevet frigivet på verdensplan. Men hverken rekordhøje temperaturer eller ABBA’s insisterende toneleje kan slukke entusiasmen hos de to destillatører, der sammen har sat sig for at skabe opfølgeren til populære Dry Island Gin.

LÆS MERE OM: Dry Island Gin fra Hernö x Four Pillars

Det er set før, at destillerier laver forskellige former for samarbejder. Fx indgik danske Njord Gin et samarbejde med spanske Santamania Destileria Urbana i Madrid i 2016, der resulterede i ginnen Njord Gin United Natures. Selvsamme Santamania samarbejdede  også med australske Four Pillars Gin i 2016 om ginnen Cousin Vera’s Gin. Fænomenet kaldes Collab (kort for Collaboration) og er et eksplorativt samarbejde mellem to producenter, der sætter sig for at undersøge, hvad der sker, når to vidt forskellige ginverdener mødes i en form for ginfusion; et mash-up af to verdener, om man vil. Det er samtidig et bevis på det gode kammeratskab, der ofte er mellem de forskellige destillerier rundt om i verden. Jovist, er de konkurrenter på den internationale ginscene, men de er i lige så høj grad kolleger, venner og samarbejdspartnere, der er sammen om at løfte interessen og kvaliteten for den samlede ginscene.

Botany Bay Gin og Dry Island Gin by Hernö Gin x Four Pillars Gin. Photo by Michael Sperling.
Botany Bay Gin og Dry Island Gin by Hernö Gin x Four Pillars Gin. Photo by Michael Sperling.

Hernö Gin og Four Pillars har kendt hinanden igennem nogle år. De har haft samme importør og distributør i både Danmark og Storbritannien, og har stået side om side på et utal af spiritusmesser rundt om i verden. Så de to producenter har gennem årene knyttet et tæt og venskabeligt bånd med gensidig respekt og beundring for hinandens produkter.

– It’s been clear to us for a long time that Hernö Gin and Four Pillars have a lot in common. Especially when it comes to ambitions and philosophy. But also in flavor profile. We both produce bright and vibrant gins, forklarer Cameron MacKenzie.

Ifølge Cameron var der derfor et godt udgangspunkt for et samarbejde mellem Four Pillars og Hernö Gin om en fælles gin, sammensat af elementer fra begge ginbrands, fra begge lande, fra begge ginverdener.

Made in Sweden

Op til australiernes besøg hos Hernö Distillery var der derfor fra begge parters side blevet brainstormet, researchet og testet mulige ingredienser og smage af. For hvilken vej skal man gå med den nye collab-gin?

– De krydderier og urter jeg udtænkte i Australien har smage og karakterer som totalt adskiller sig fra alt andet jeg tidligere er stødt på. At udforske disse sammen med Cameron Mackenzie på Four Pillars har været en sanselig opdagelsesrejse, fortæller Jon Hillgren.

Udgangspunktet for Botany Bay Gin er historien om den svenske botanist Daniel Solander, som sejlede verden rundt med HMS Endeavour sammen med den engelsk opdagelsesrejsende James Cook. I 1770 – 250 år før frigivelsen af Botany Bay Gin – sejler HMS Endeavour op langs Australiens østkyst og går i land i en lille bugt – en bugt der senere blev navngivet Botany Bay, opkaldt efter Daniel Solander og hans assistent.

Cameron MacKenzie og Jon Hillgren. Photo by Michael Sperling.
Cameron MacKenzie og Jon Hillgren. Photo by Michael Sperling.

Ingredienslisten i Botany Bay Gin kalder Jon Hillgren for “En botanikers drøm”. Den afviger væsentligt fra opskriften til Dry Island Gin og består af to svenske ingredienser, tyttebær og mjødurtblomst; tre australske ingredienser, tasmanske peberbær, frø fra akacietræet (wattleseed) og citronbladet lemon myrtle; og endelig tre klassiske giningredienser, som også står stærkt i de oprindelige ginner fra både Hernö Gin og Four Pillars, enebær, korianderfrø og citronskal.

De otte ingredienser er destilleret med økologisk, neutral alkohol fra hvede i Hernös 1000-liters Arnold Holstein-destillator. Efterfølgende er destillatet fortyndet med vand fra destilleriets egen kilde, og tappet i en alkoholstyrke på 43% vol. på 500 ml-flasker med den eventyrlige etikette med Daniel Solander afbilledet, mesterligt illustreret af den svenske kunstner @artbyhansforsell.

Cameron MacKenzie og Jon Hillgren plukker frisk mjødurtblomst til brug i Botany Bay Gin. Photo by Michael Sperling.
Cameron MacKenzie og Jon Hillgren plukker frisk mjødurtblomst til brug i Botany Bay Gin. Photo by Michael Sperling.

Tasting notes

Det hemisfæriske mix af ingredienser fra den nordlige og sydlige halvkugle sætter som ventet sit præg på ginnens udtryk.

I næsen finder man noter af harpiksagtig fyrrenål, massivt med citrus og tydelig mjødturtblomst, som Hernös ginner er så kendt for.

I munden lyser citrusnoterne gevaldigt op. Flot og frisk citrusprofil med klar og tydelig, nærmest sprød og kølig, enebær, og et distinkt Hernö-aftryk med den blomstrede mjødurt, der i kombination med de tydelige citrusnoter giver associationer til den australske version af ‘Lemon meringue pie’ med skumfidus-agtige marengs på toppen.
I baggrunden ligger en varm og prikkende peber fra de tasmanske peberbær, der sammen med den krydrede korianderfrø intensiveres smagen igennem og topper i eftersmagen.

Hernö x Four Pillars Botany Bay Gin and Fever-Tree Mediterranean Tonic. Photo by Michael Sperling.
Hernö x Four Pillars Botany Bay Gin and Fever-Tree Mediterranean Tonic. Photo by Michael Sperling.

Botany Bay Gin & Tonic

Et godt sted at starte når det kommer til Gin & Tonics med Botany Bay Gin er en simpel servering med Fever-Tree Indian Tonic og frisk citronskal. Det er super lækkert og dejlig friskt.
Men hvis du skal imponere vennerne, hiver du den lidt mere urtede (og en anelse sødere) Fever-Tree Mediterranean Tonic frem fra køleskabet, og pynter med en skive citron og fire-fem hindbær. I kombination med Fever-Tree Mediterranean Tonic får man lidt mere sommer, og de blomstrede hindbær spiller rigtig godt sammen med Lemon meringue pie-associationen.

Botany Bay Tom Collins. Photo by Michael Sperling.
Botany Bay Tom Collins. Photo by Michael Sperling.

Botany Bay Gin Cocktail

Hernö Gin er selv kommet med et par forslag til cocktails med Botany Bay Gin. Særligt deres Ruby Club med citronsaft og hindbær/tyttebærsirup ser interessant ud.

Min egen favoritcocktail med Botany Bay Gin er den klassiske Tom Collins, som er lidt i samme retning som Hernös egne cocktailforslag med brug af rigelige mængder citronsaft.

Ingredienser: 

  • 45 ml. Botany Bay Gin
  • 30 ml. frisk citronsaft
  • 20 ml. Sukkerlage (50/50 sukker og vand)
  • Ca. 40 ml. danskvand
  • Garnér med citronskal

Fremgangsmåde:

Omrør gin, citronsaft og sukkerlage i en kop/glas sammen med isterninger, ind til sukkerlagen er opløst. Si indholdet op i et drinksglas fyldt med isterninger, og top op med danskvand. Pynt til sidst med et par skiver citron.

Konklusion

Der er ingen grund til at pakke det ind. Jeg er meget begejstret for Botany Bay Gin – ligesom jeg var det med Dry Island Gin. Både Hernö Distillery og Four Pillars Distillery er blandt mine absolut favoritproducenter, og for mig er dette collab-projekt det bedste, der er sket i ginbranchen i flere år.

Begge producenter har formået at skabe en gennemgående, unik smagsprofil dybt forankret i den nationale identitet. Hernö Gin med dens friske citrus og fyrrenål og Four Pillars med dens kraftige og krydrede profil. Begge producenter har været toneangivende for henholdsvis Sveriges og Australiens ginidentitet og nationale smagsprofil. Og Botany Bay Gin er et perfekt mash-up af de to verdener. Et sandt Clash of Hemispheres!

Da jeg skrev om den første collab-gin, Dry Island Gin, beskrev jeg den som “lige præcis den skizofrene oplevelse, et godt mash-up skal være.” og “Det er en smagsoplevelse, der fra første sekund sender mig frem og tilbage mellem det svenske højland og den australske outback.” Det samme gør sig gældende for Botany Bay Gin. Hernös signatur med frisk citrus og mjødurt og Four Pillars’ unikke, pebervarme, australske udtryk sender sanserne og hjernen på overarbejde. Det er selvfølgelig associationer genereret af mit indgående kendskab til de to brands og mine besøg hos både Hernö Gin i Sverige og Four Pillars i Australien, men jeg vil vove den påstand, at det ikke kun er mig, som kan se det geniale i Botany Bay Gin og hele collab-projektet Hernö x Four Pillars.

LÆS OGSÅ: Min anmeldelse af Hernö Dry Gin

Jeg var selv tilstede hos Hernö Distillery i Dala, da Botany Bay Gin blev udviklet og destilleret i juli 2018. De tre dage på sidelinjen i destilleriet var som ABBA synger i ‘Dancing Queen’, “Having the time of your life” – himmelsk for en ginnørd som mig, hvor jeg fik et godt indblik i det komplicerede arbejde i at skabe et godt mash-up mellem den friske, nordiske profil og den krydrede australske profil. Ufattelig spændende, og resultatet kan de i høj grad være stolte af.

dry-island-gin-11

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

%d bloggers like this: