Anmeldelse: Oxley Gin

Vurdering: 5/5

I 2009 var gin-elskere over hele verden vidner til en sand revolution inden for gin, da det Bacardi-ejede Oxley Spirit lancerede deres nye eksklusive kolddestillerede Oxley Gin. Den er hightech, innovativ, eksklusiv og utrolig velsmagende.

Oxley Gin

Oxley Gin

Oxley Spirits holder kortene tæt til kroppen, når det gælder produktionen af Oxley Gin. På intet tidspunkt er det blevet meldt ud, hvilke ingredienser der indgår i destillationen. Tilgengæld fortæller de gladelig om destillationsprocessen, der er et af de mest højteknologiske setup, jeg nogensinde har set. Da jeg besøgte Thames Distillers i London under WSET’s Gin Ramble 2013, var jeg blandt de første civile, der fik lov til at se kolddestillatoren og tale med de destillatører, der hver dag nusser med produktionen af Oxley Gin.

Sammenlignet med de gryde- og søjledestillatorer jeg har set, minder Oxleys kolddestillator mest af alt et fysikeksperiment. Og det er måske lige præcis, hvad det er.
Fremfor at anvende varme til at redestillere ingredienserne sammen med den neutrale spiritus, foregår destillationen under vakuum. Dette ændrer trykket i destillatoren og sænker kogepunktet for spiritussen til -5 grader. Når spritten er blevet til damp, sænkes en kølestav på -100 grader ned i destillatoren og kondenserer spritdampende tilbage til flydende form med alle ingrediensernes smagsstoffer og aromaer indlejret.
Hele processen tager kun 5-6 timer. Tilgengæld er destillatoren så lille, at man kun kan producere 240 flasker gin om dagen. Hvilket gør Oxley Gin til en sand sjældenhed på alverdens butikshylder.

Oxley Gins kolddestillator

Oxley Gins kolddestillator og destillatør Matthew.

En hel unik smag

Der findes kun 3-4 gins, der er kolddestilleret, heriblandt Sacred Gin og Oxley Gin. Så kolddestillation er en sjældenhed inden for gin. Og der er ingen tvivl om, at det giver en hel anden form for gin, end man er vant til. Langt mere frisk i både næse og mund, giver mindelser om duften af nyfaldet sne og isterninger. Englænderne ville kalde det crisp.
Ideen bag anvendelsen af kolddestillation er, at den varme der indgår i den typiske destillation “ødelægger” eller “ændrer” smag og aroma fra ingredienserne. Hvor fx enebær bliver mere hård i smagen ved brug af varme, bibeholder kolddestillationen den rene enebærsmag og tilføjer den en enorm friskhed. Korianderfrø får fx en nærmest menthol-agtig friskhed. Oxley Spirits egen teori er, at kolddestillationen bibeholder ingrediensernes molekylære struktur og dermed deres oprindelige intensitet.

Som sagt har Oxley Spirit ikke offentliggjort listen over ingredienser. De har dog oplyst, at der indgår 14 forskellige ingredienser i opskriften. Ud fra hvad jeg har set hos Thames Distillers og selv kan smage, indgår der højst sandsynlig følgende:

  • Enebær, hel appelsin, hel citron, hel grapefrugt, anisfrø, korianderfrø, muskatnød, cassiabark, angelikarod og orrisrod.

Det dækker kun lidt over halvdelen af ingredienserne og virkeligheden er formentlig anderledes. Nogen mener de kan smage kakao og vaniljefrø. Selvom det er sjældne ingredienser i gin, er det bestemt en mulighed, for kolddestillation giver destillatøren helt andre muligheder end normalt. Oxley Spirit var igennem 38 opskrifter før de ramte den nuværende. Anvendelsen af frisk er dog oplagt, for kolddestillation udelader den sædvanlige barske (harsh) smag man får ved opvarmning, og giver i stedet en frisk og ren tilføjelse til ginnen. Det er en detalje ved kolddestillationen, som Oxley Spirit selv har fremhævet ved flere lejligheder.

Hvordan er den så?

Oxley Gin er først og fremmest som ingen anden gin, jeg har stiftet bekendtskab med. Næsen er fyldt med intens og frisk citrus og enebær. Duften sidder længe i næsen, og man fristes til at stikke næsen ned i glasset endnu engang.
Ligesom med min anmeldelse af Sipsmith London Dry Gin vil jeg anbefale at smage Oxley ren (med eller uden is). Den er nemlig forbavsende behagelig (smooth), også selvom den faktisk er oppe på hele 47% alkohol. Det er først og fremmest den friske citrus fra citron, appelsin og især grapefrugt, der rammer tungen. Derefter korianderen (der også har citrus-agtig) og anis.
Selvom jeg til enhver tid vil anbefale at drikke denne gin ren, er det et oplagt valg til en gin og tonic. Selv vil jeg vælge enten den citrus-kraftige Fever-Tree Tonic eller den aromatiske Fentiman’s Tonic og garnere med en skive lime.

En gin for gin-elskere

Selvom Oxley Gin er en af de bedst afbalancerede og mest behagelige gin på markedet er det en gin for passionerede gin-drikkere. Dette skyldes mest af alt prisen og det faktum, at den i skrivende stund kun sælges i ganske få lande i Verden. Danmark er desværre endnu ikke et af dem. I England er Oxley Gin den anden dyreste gin på markedet, kun overgået af den tyske Monkey 47 Gin. Oxley Gin står til mellem 37 og 43 pund pr. flaske. Omregnet til danske priser bliver det omkring 350-400 kroner. Det er umiddelbart acceptabelt, men andre gin i samme prisklasse, fx Berkeley Square Gin, bliver solgt til 500 kroner på det danske marked. Så hvis Oxley Gin en dag skulle havne på de danske hylder, bliver det et dyrt men behageligt bekendtskab.

Update: Oxley Gin blev lanceret i Danmark i slutningen af december 2013. Den er set til 795 kroner pr. flasker.

Du kan læse meget mere om Oxley Gin og kolddestillation på deres website. Og hvis du ikke allerede har set den, har jeg som en hyldest til denne udsøgte gin, lavet en gif animation af Oxley Gin her.

Oxley Gin. Foto: Michael Sperling

5 thoughts on “Anmeldelse: Oxley Gin

  1. Pingback: Anmeldelse: Gin Mare | En Verden af Gin

  2. Pingback: Anmeldelse: Juniper Green Organic Gin | En Verden af Gin

  3. Pingback: Anmeldelse: Darnley’s View Spiced Gin | En Verden af Gin

  4. Pingback: Den bedste tonic til din gin | En Verden af Gin

  5. Pingback: I audiens hos Ian Hart – Sacred Spirits Company | En Verden af Gin

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s