Ved at kombinere en fremragende gin med slåenbær og sirup har det Londonbaserede destilleri Sipsmith med denne enkle opskrift skabt noget ganske særligt. Sipsmith Sloe Gin er som flydende slik – for voksne.

Sipsmith Sloe Gin. Foto: Michael Sperling

Da jeg en lun eftermiddag i februar 2013 besøgte Sipsmith Distillery i Londonbydelen Hammersmith, fik jeg ikke bare muligheden for at se destilleriet med egne øjne, jeg fik også en introduktion til Sipsmiths oeuvre: Vodka, Gin, Summer Fruit Cup og den udsøgte Sipsmith Sloe Gin. Det var mit første bekendtskab med en Sloe Gin og sidenhen har jeg smagt et utal slåenbærgin fra andre producenter, men vender altid tilbage til Sipsmiths version. Det er en frugtlikør ud over det sædvanlige

Sipsmith Sloe Gin er lavet på destilleriets lovpriste London Dry Gin, der indeholder ti klassiske giningredienser: Makedonsk enebær, bulgarsk korianderfrø, fransk angelicarod, spansk lakridsrod, italiensk orrisrod, spanske mandler, kinesisk cassiabark, kanel fra Madagascar, appelsinskal fra Sevilla og spansk citronskal.
Til at bringe ginnen ned på de 41,6 % alkohol (ABV) blandes den færdige gin med mineralvand fra Lydwell Spring, der er en af kilderne til floden Thames.

Hvert år producerer Sipsmith et begrænset antal Sloe Gin, hvor store, fede og søde slåenbær lægges i blød i deres London Dry Gin. Som det allersidste tilsættes sirup for at ramme den perfekte balance mellem sødme, bær og alkohol. Mere kompliceret er det ikke.
Hvis du har mod på at lave din egen slåenbær gin, har Sipsmith udarbejdet en guide til at lave den perfekte slåenbærgin her.

Sipsmith Sloe Gin label. Foto: Michael Sperling
Sipsmith Sloe Gin label. Foto: Michael Sperling

Tasting notes

Sipsmiths resultat af denne meget simple proces er intet mindre en fremragende. Farven er klar, mørk og rubinrød. I næsen får man en fornemmelse af søde, røde bær som solbær og kirsebær.
I munden sidder man med en fyldig, tyktflydende og sød likør med tydelig smag af slåenbær og noter af mørke og modne kirsebær og solbær. I eftersmagen smelter de søde bær stille og rolig og afløses af en let krydret smag.

Sipsmith Sloe Gin and Tonic

Nu er Sipsmith Sloe Gin en likør på kun 29% vol., så den egner sig ikke til den sædvanlige gin og tonic i forholdet 1:3. I stedet skal kaste sig over Sipsmiths egen anbefaling, en Autumnal G&T: 35 ml. Sipsmith London Dry Gin, 20 ml. Sipsmith Sloe Gin, top op med din favorit tonic og garnér med en lille skive appelsin.
Hvis du kan forlige dig med den let lyserøde farve, får du her en let sødlig og frisk gin og tonic fyldt med bær- og citrusnoter – perfekt til sensommer og efterår, og jeg vil elske at servere G&T variant som velkomstdrink til julefesterne.

Sipsmith Autumnal Gin and Tonic. Foto: Michael Sperling
Sipsmith Autumnal Gin and Tonic. Foto: Michael Sperling

Perfekt til drink

Det er dog i forhold til drinks, at slåenbærgin excellerer. Mest kendt er Sloe Royal, hvor Sloe Gin blandes med champagne eller anden form for tør mousserende vin, eller Sloe Gin Fizz der anvender Sloe Gin, lemonjuice, æggehvide, simple sirup og champagne.

Konklusion

Sipsmith Sloe Gin er en ufattelig blød og behagelig likør – et pragteksempel på hvor godt en slåenbærgin kan smage. Selvom den uden problemer kan nydes rent, er det som del af forskellige drinks, en Sloe Gin kommer til sin ret. Prøv for alt i verden Sipsmiths egen Autumnal G&T.

Indeværende flaske er købt på tilbud hos Juuls Vin og Spiritus på Værnedamsvej i København. Den koster normalt omkring 300 kroner på det danske marked.

3 svar til “Anmeldelse: Sipsmith Sloe Gin”

  1. Cocktail: Gin Genie | En Verden af Gin Avatar

    […] Sipsmith Sloe Gin […]

  2. Vind billetter til Sipsmithsmagning | En Verden af Gin Avatar

    […] om den her), deres vanvittige VJOP (Very Juniper Over Proof), deres bløde vodka og deres søde slåenbær gin. De har også medbragt tre rå destillater taget direkte fra destillatoren på tre forskellige […]

  3. Anmeldelse: ELG Sloe Gin – En Verden af Gin Avatar

    […] alskens cocktails i efteråret og julen. Jeg har tidligere skrevet om Sipsmiths meget traditionelle Sloe Gin og den fremragende Autumnal G&T, som har taget navn efter dets efterårsagtige […]

Skriv en kommentar

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.

Recent posts