Når sommeren går på hæld og vi ikke længere kan sidde og varme os i aftensolen stråler med en iskold G&T i hånden, så kan vi heldigvis glæde os over, at æblesæsonens endelig har indfundet sig.
Når den sjette gang æbleflæsk og den tiende æbletærte er spist – med stor fornøjelse, selvfølgelig – så er der kun tilbage at smide de resterende æbler i dine drinks. For de søde æbler er i den grad et godt partnerskab med din gin.
For mig er der især to gin, der går godt til æbler: den skotske Caorunn Gin og den engelske Williams Chase Elegant Crisp Gin.
Caorunn Gin produceres i det skotske højland og er dybt forankret i den keltiske tradition med brug af lokale ingredienser fra de omkringliggende hills og glens, heriblandt den lokale æblesort Coul Blush, der vokser vildt i højlandet.
Williams Chase Elegant Crisp Gin er lidt en anden historie. Den er i virkeligheden baseret på æblecider, der er blevet destilleret til vodka, for derefter at blive gendestilleret til gin ved brug af elleve ingredienser, der inkluderer friske bramley æbler.
De to meget forskellige gin kan give de mest udsøgte drink, der ikke er meget mere krævende end en G&T. Her er mine egne tre favoriter, og du er meget velkommen til at dele dine yndlingsdrinks med gin og æble i kommentarfeltet nedenfor.
Gin Martini
Den klassiske Gin Martini med Williams Chase Elegant Crisp Gin og Martini Dry Vermouth i forholdet 3:1. Garneret med en skive gråsten æble. Til at starte med er æblet tydeligst i næsen. Det er først efter et par minutter, at æblets friske sødme begynder at brede sig til selve cocktailen.
Caorunn Blush
En klar favorit er Caorunn Blush, der med de rette æbler og citroner kan være et farveorgie af røde, grønne og gule farver. En meget, meget smuk drink, der tilmed smager vidunderligt.
Ingredienser: 50ml Caorunn Gin, 200ml Fentimans Tonic Water, 2 dashes Angostura bitters og skiver af æbler og citroner.
Fremgangsmåde: Hæld gin, tonic og bitter i et afkølet glas med isterninger. Tilføj en masse tynde både af æble og citron.
Caorunn Apple Smash
I en Apple Smash bliver æblerne en noget større del af drinken end ved både Gin Martini og Gin Blush. Det er vigtigt, at finde nogle søde, røde æbler for ellers bliver drinken alt for tør.
Ingredienser: 50ml Caorunn Gin, 200ml Fentimans Tonic Water, 1/4 rødt æble, 1/4 grønt æble og 2 neliker.
Fremgangsmåde: Muddle de to kvarte æbler med ginnen i en shaker. Tilføj neliker og shake til ukendelighed. Double strain ned i et afkølet glas med isterninger. Top op med tonic og garnér med skiver af rødt og grønt æble.
Selvfølgelig skal der da æbler i min gin! Det har jeg aldrig tænkt over, men det lyder sgu godt 🙂 Det må jeg prøve.. Smagte for laaang tid siden Williams Chase og det er godt nok en lækker gin!
Iøvrigt en rigtig fin blog du har dig – den glæder jeg mig til at følge 🙂
Tusind tak, Martin.
Kombinationen af æbler og enebær kender man jo fra madlavningen, så selvfølgelig skal de bæster også ned i din gin 😉