Sommerferien bør og skal nydes med en iskold drink i hånden. Jeg laver desværre alt for sjældent drinks og cocktails, men i år skal det være anderledes. En af de cocktails jeg ofte kaster mig over, er de mange variationer over en Gin Fizz. Sommerens fjerde drink er en Rosemary Gin Fizz.
En af de klassiske gin fizz-varianter er den noget anderledes Ramos Gin Fizz, der blev udtænkt af Henry C. Ramos tilbage i 1888, da han åbnede Imperial Cabinet Bar i New Orleans. Ramos’ originale opskrift var en skarp bevogtet hemmelighed frem til Forbudstidens spæde år, da Ramos’ bror, Charles Henry Ramos, valgte at offentliggøre den i en helsides reklameannonce i en avis. Så vidt jeg kan læse mig til, er alle former for fizz-cocktails varianter af sours, der består af syreholdig juice og kulsyreholdig vand.
Denne Rosemary Gin Fizz har dog ikke meget tilfælles med Ramos’ gin fizz, der tæller både blomstervand (orange flower water), vaniljeekstrakt, æggehvide og piskefløde. De fleste versioner af gin fizz er langt mere simple, men det kunne være sjovt at kaste sig over den oprindelige Ramos Gin Fizz, når jeg har fået lidt mere erfaring med cocktailshakeren.
Ingredienser:
- 50 ml. gin
- Saft fra en halv citron
- ½ teske honning
- 2 rosmarinkviste
- 1 citronskive
- Danskvand
Fremgangsmåde:
Muddle den ene rosmarinkvist, honning og citronsaft i en shaker. Tilføj gin og isterninger og shake som en gal. Si indholdet ned i et afkølet glas med isterninger. Top op med danskvand og garnér med en rosmarinkvist og en citronskive.
Kombinationen af danskvand og citronsaft gør denne cocktail til en af de milde og forfriskende af slagsen, og utrolig velegnet til en varm sommerdag på terrassen eller i haven. Jeg har valgt at anvende en Bulldog Gin Extra Bold på hele 47% vol. i håb om, at de ekstra procenter ville give lidt modspil til citronsaften. Det fungerede kun næsten. De mange smagsnuancer i Bulldog Gin er alt for milde til denne cocktail. Næste gang vil jeg kaste mig ud i at anvende enten den amerikanske Barr Hill Gin eller den engelske Dodd’s Gin, der begge anvender honning som et af deres botanicals.
Prøv også årets øvrige sommerdrinks: Gin Sparkler med timian, en Bee’s Knees med lavendel, og den fremragende Gin Basil Smash.