Der er ingen agurketid i sommerferien, når det kommer til nyheder fra gin-verdenen. I løbet af juli er der blevet annonceret adskillige nye gin, nyt destilleri og meget, meget mere.
Nye gins til hylden
I Holland har det anerkendte destilleri Zuidam lanceret ikke mindre end to nye gins. Første gin følger trop med sidste års helt store trend med en fadlagret udgave af deres Dutch Courage-ginserie kaldet Zuidam Dutch Courage Aged Gin. Den nye fadlagrede gin er i al sin enkelthed en Dutch Courage Dry Gin der har ligget på 200-liters amerikanske egetræsfade i hele ni måneder.
Zuidams anden nylancering lægger sig i strømmen af dette års helt store gintrend med Old Tom Gin. Den nye Zuidam Dutch Courage Old Tom Gin er et helt nyt produkt lavet med ti botanicals, der inkluderer enebær, hyldeblomst, orrisrod, koriander, angelikarod, sød appelsinskal, hele citroner, lakridsrod og vanilje. Den tiende botanical melder historien dog ikke noget om.
Begge gins er netop blevet lanceret på det danske marked af Juuls Vin & Spiritus, og begge koster 495 kroner pr. flaske her.
I det nordøstlige hjørne af Skotland har det godt 550 år gamle Gordon Castle lanceret deres egen gin. Gordon Castle Gin er første produkt i en større serie af luksus spiritus, der alle indeholder ingredienser fra slottets egen have, Gordon Castle Walled Garden.
Gordon Castle Gin blev faktisk annonceret på Royal Highland Show i Edinburgh den 18. juni. Heldigvis befandt jeg mig i nabolaget på daværende tidspunkt, og fik dermed lejlighed til at smage på de nye skotske gindråber. Ginnen indeholder udover enebær bl.a. stikkelsbær, lavendel og mint. Og det er især minten, der sætter sit præg på denne gin med en friskhed, jeg ikke tidligere har oplevet ved en gin. Derudover er Gordon Castle Gin herbal, let floral og relativ mild i alkoholen trods sine 43% vol.
Af andre nye gins fra juli kan nævnes den hollandske Wenneker Elderflower Dry Gin, der med blanding af hele seks destillator af bl.a. enebær, limeblomst, citron, appelsin, koriander og hyldeblomst har skabt Hollands seneste florale gin.
I England er den første gin med 100 procent engelsk enebær netop blevet annonceret. Ginnen hedder Becketts Gin og indeholder udover engelsk enebær også mint, lime og appelsin. Ginnen samarbejder med National Trust for genskabe en levedygtig og sund bestand af engelsk enebær. Læs mere om ginnen her.
Og så har tyske Ferdinand’s Saar Dry Gin frigivet den noget atypiske likør, Ferdinand’s Saar Quince Gin, hvor kvæde har trukket i deres rieslinginfuserede Saar Dry Gin. Med den standard distilleriet holder for sine øvrige produkter, kan denne pendant til englændernes sloe gin kun være utrolig spændende.
Bombay Sapphires destilleri åbner til oktober
Et af verdens største ginbrands, Bombay Sapphire, har endelig offentliggjort datoen for åbningen af deres nye destilleri i den tidligere papirmølle Laverstoke Mill i Hampshire i Sydengland. Efter hele to års forsinkelse er åbningen nu sat til 1. oktober 2014.
Udover at huse selve destilleriet, hvor Bombay Sapphire fremover bliver produceret, får Laverstoke Mill også et større besøgscenter, hvor gæsterne kan få indgående kendskab til brandets historie og produktion. Destilleriets genistreg bliver det viktorianske glashus bestående af to Botanical Glasshouses – et tropisk og et tempereret – hvor ginnens 10 botanicals vil blive udstillet.
Caorunn Gin overhaler Tanqueray No. Ten
Den netop offentliggjorte opgørelse over ginsalget i 2013 fra International Wine and Spirits Research (IWSR) viser, at den skotske craft gin Caorunn Gin har overhalet Tanqueray No. Ten i antal solgte flasker. Ifølge The Spirits Business lyder de rå salgstal for Caorunn på intet mindre end 8000 kasser gin (á ni liter). Til sammenligning solgte Tanqueray No. Ten blot 6500 kasser (á ni liter).
Tallene er i den grad en triumf for det lille skotske destilleri Balmenach Distillery, der lancerede Caorunn Gin for ganske få år siden. Ginnen er dybt forankret i den keltiske tradition med brug af lokale ingredienser fra lokalområdet ved brug af seks traditionelle ingredienser og de fem lokale ingredienser: rønnebær (der hedder caorunn på keltisk), lyng, porse, mælkebøtte og den lokale æblesort coul blush. Hvis du ikke allerede har smagt Caorunn Gin, er det bestemt ved at være på tide. Ginnen kan købes flere steder i Danmark til omkring 350 kroner.
Øverst på listen over bedst sælgende skotske gin står selvfølgelig Hendrick’s Gin. Men hvor mange kasser William Grant & Son sælger af Hendrick’s Gin, fortæller The Spirits Business desværre ikke noget om. Men mon ikke, der er et godt stykke fra Caorunns 8000 kasser til Hendrick’s ukendte antal kasser?
One thought on “This Month in Gin – Juli 2014”