Det Sydney-baserede destilleri Archie Rose Distilling Company har meget godt at byde på. Og vover man sig ud i deres Archie Rose Distiller’s Strength Gin på hele 52,4% vol., glemmer man alt om Operahuset og bliver siddende i baren. That’s a promise.
Selvom langt det meste gin i Australien bliver produceret omkring Melbourne i den sydligste del af landet, bliver der faktisk også produceret gin i landets største by, Sydney.
I Rosebery-bydelen i det sydlige Sydney, godt 8 kilometer fra Hyde Park i centrum, klemt inde mellem et større villakvarter og et mindre industrikvarter, finder man en lille kreativt karré med eksotiske restauranter, kafferisteri, bryggeri og, ja, destilleriet Archie Rose Distilling Company, der blev etableret i juni 2013. Det er angiveligt det første nyåbnede destilleri i Sydney siden 1853 – altså i 160 år. Og det var især det faktum, der inspirerede grundlæggeren Will Edwards og hans folk til at etablere destilleriet i første omgang.
I januar 2017 havde jeg fornøjelse af at besøge Archie Rose Distilling Company og få en rundvisning i destilleriets produktionslokaler og deres aldeles velassorterede cocktailbar. Her stiftede jeg bekendtskab med Archie Roses produkter, og særligt Archie Rose Distiller’s Strength Gin tog min opmærksomhed.
Archie Rose Distilling Company er først og fremmest et whiskydestilleri. Whisky er stort i Australien. Af netop den grund hentede Will Edwards destillatøren Joe Dinsmoor fra legendariske whiskypioner Lark Distillery på Tasmanien, der med Bill Lark i spidsen i 1992 gjorde det umulige og udfordrede og fik ophævet de strikse regler, som forhindrede small batch distilling i Australien. Nu var det tid til at bringe den lokale spiritusproduktion tilbage til Sydney.
Langt størstedelen af faciliteterne hos Archie Rose Distilling Company tilhører whiskyproduktionen. Det kræver en del plads at malte, mæske, gære, destillere og ikke mindst fadlagre whisky. Men i et lille hjørne bag en af de mange reoler med egetræsfade med whisky finder man en lille 100-liters tasmansk bygget destillator ved navn ‘Lil’ Wayne’. Men man skal ikke lade sig snyde af Lil’ Wayne’s beskedne udseende, for der er tale om et højt specialiseret apparat til produktion af gin.

Lil’ Wayne kan nemlig udføre hele tre forskellige destillationsmetoder på én gang: 1) Normal destillation, hvor ingredienserne hviler og efterfølgende opvarmes i den neutrale alkohol i destillatorens gryden, 2) Vapour infusion, hvor ingredienserne dampes gennem en kurv øverst i destillatorgryden, og 3) Cool vapour infusion, hvor ingredienserne dampes i destillatorens Lyne arm (lille boks lige inden kondensatoren). På den måde sikrer Joe Dinsmoor, at smag og aroma fra ginnens botanicals på maksimal vis ender i den færdige gin.
Ydermere destilleres alle ginnens botanicals separat. Til sidst bliver den endelige gin skabt ved at blende/blande de enkelte destillater sammen. Til Archie Rose’s oprindelige gin, Archie Rose Signature Dry Gin, indgår fjorten botanicals, som hver især er destilleret for sig, for til sidst at blive blandet sammen i nøje afmålte mængder. Det er en tidskrævende og lidt bøvlet proces, men det giver uanede muligheder, når det kommer til udvikling af nye ginner. Det kunne også være deres ArchieMite Buttered Toast Spirit – en spiritus inspireret af australiernes yndlingssmørepålæg Vegemite.
Archie Rose laver efterhånden mange limiterede og sæsonbetonede ginner. Destilleriets første gin, Archie Rose Signature Dry Gin, er en fandens solid London Dry Gin med et miks af traditionelle og lokale, australske botanicals som Blood Lime, Dorrigo Pepperleaf, Lemon Myrtle and River Mint. Men skal man helt op, hvor englene synger, skal man have fat i deres Archie Rose Distiller’s Strength Gin. Det er et vildt og imponerende bæst på hele 52,4% vol.
LÆS OGSÅ: Alt om min ginrejse rundt i Australien
Archie Rose Distiller’s Strength Gin er tilsmagt med 16 botanicals, bl.a. enebær, pærer, rosenblade, hyldeblomst, kvanrod, orrisrod og honning fra lokale bistader. Alle botanicals er destilleret hver for sig og til sidst sammenblandet til den endelige gin.
Til at fortynde ginnen ned til de 52,4% vol. anvendes lokalt vand fra Sydney, der bliver filtreret seks gange i gennem destilleriets egne vandrensere. For en dansker kan det umiddelbart lyde overflødigt at filtrere vand seks gange, men vandet i Sydney bliver kemisk renset, så for ikke at overføre klorlignende noter til ginnen, filtreres vandet grundigt fortynding.

Tasting notes
Med en alkoholprocent på 52,4 er der lagt op til en gin med masser af smag. Den er tæt pakket og kompleks som en velkomponeret gin bør være.
I næsen er Archie Rose Distiller’s Strength Gin domineret af en ordentlig dosis enebær, men duften byder også på både flot og frisk citrus, og behagelige og tydelige blomsternoter.
I munden rammer Archie Rose Distiller’s Strength Gin med et enebærbrag, der peaker sammen med alkoholburnen et par sekunder inde i smagen. Ret hurtigt åbnes op for ginnens tydelige citrus og blomsternoter. Noter af æbler, pærer og honning og en anelse rosennoter præger den relativt korte eftersmag.
Det er en ret frisk og sommerlig smagsprofil, der klæder den høje alkoholprocent. Et særlig fint touch er den flotte pæresødme kombineret med den friske citrus. Ligesom med en gin som engelske Dodd’s Gin (på 49,5% vol.) fra London er tilstedeværelsen af honning med til at milde den høje alkoholprocents påvirkning på smagen. Honningen gør en kæmpe forskel, så Archie Rose Distiller’s Strength Gin ikke føles helt så sprittet som en gin på 52,4% vol. kan være.

Archie Rose Distiller’s Strength Gin & Tonic
Det er bestemt ikke alle overproof ginner (gin på over 50% vol.), der er lige så velegnede til Gin & Tonics som Archie Rose Distiller’s Strength Gin. Ginnens fremtrædende enebær, blomster, sødmefulde pære og friske citrus skriger jo på sommerlige og læskende drinks på terrassen.
For mig er der især et match, der overgår alle andre kombinationer: Archie Rose Distiller’s Strength Gin blandet med Fever-Tree Indian Tonic og pyntet med et par både af let overmodne conference pære og en citronbåd. Grundet ginnens høje alkoholprocent, blander man en anelse mere tonicvand i end ved en gin på 42% vol. eller 44% vol. Men ikke meget mere, blot en anelse mere tonicvand.
LÆS OGSÅ: Anmeldelsen af australske Four Pillars Bloody Shiraz Gin
Archie Rose Distiller’s Strength Gin fungerer også fremragende sammen med Erasmus Bond Classic Tonic, Thomas Henry Tonic og den australske Capi Tonic. Pynt med fx citronskive, citronskal, limeskive, pærer eller citrongræs.

Konklusion
I løbet af min to måneders rundrejse i Australien fik jeg smagt ret meget lokal gin. Men mødet med Archie Rose Distiller’s Strength Gin under mit besøg hos Archie Rose Distilling Company i Sydney-bydelen Rosebery var en af de smagsmæssige højdepunkter på turen. Jeg smagte en del af Archie Roses produkter, men det var Distiller’s Strength Gin, jeg ikke kunne slippe igen. Og netop derfor endte jeg med at købe en flaske med hjem.
Archie Rose Distiller’s Strength Gin er trods sine imponerende 52,4% vol. en sommerlig og frisk gin med fremtrædende enebær, friske citrus- og blomsternoter, pæresødme og en genial brug af lokal honning, som mildner den høje alkoholprocents påvirkning på smagen.
Kommer du forbi Sydney, bør du svinge forbi bydelen Rosebery og Archie Rose Distilling Company. Der er jævnligt rundvisninger, smagninger og cocktailevents på selve destilleriet. Og hvis ikke for andet, så for at smage Archie Rose Distiller’s Strength Gin i destilleriets bar.
One thought on “Anmeldelse: Archie Rose Distiller’s Strength Gin”