Med frigivelsen af The Melbourne Gin Company Single Shot Gin i 2018 har den australske ginpioner Andrew Marks gjort det umulige og overgået sin oprindelige gin fra 2011.
Godt en times kørsel øst for den sydaustralske millionby Melbourne går Andrew Marks rundt på familiens vineri Gembrook Hill Vineyard and Winery og pusler med tre bulede kobberdestillatorer. De er mere rustikke end kønne, men som Andrew Marks selv siger, “they’ve got character”. Og det er lige præcis, hvad Andrew Marks’ ginprojekt The Melbourne Gin Company har. Masser af karakter. Personlighed. Og en gennemgående passion, kærlighed og respekt for det australske ginudtryk og det gode håndværk.
Andrew Marks er både opvokset på vineriet, uddannet ønolog, og har arbejdet adskillige år for den australske vinmastodont Penfolds, så arbejdet med vin har udgjort en stor del af hverdagen gennem hele hans liv. Derfor lå det også naturligt at tage udgangspunkt i vinens verden, da Andrew Marks udviklede The Melbourne Gin Company Dry Gin (MGC Dry Gin) tilbage i 2011-2012. Således er den oprindelige MGC Dry Gin lavet på en neutral alkoholbase fra vindruer, redestilleret med elleve botanicals, der tæller traditionelle ginbotanicals som enebær, korianderfrø, kvanrod, orrisrod, grapefrugtskal og cassiabark, samt lokale australske botanicals som rosmarin, macadamianødder, sandalwood, honey lemon myrtle og navelappelsiner.
LÆS OGSÅ: Min anmeldelse af The Melbourne Gin Company Dry Gin
I 2018 var Andrew endelig klar med en længe ventet opfølger til sin oprindelige MGC Dry Gin. Målet var at udvikle en gin med masser af power og et ordentlig enebær-kick. Hvor den oprindelige The Melbourne Gin Company Dry Gin bliver lavet ved at destillere de elleve botanicals hver for sig i destilleriets tre 300-liters, portugisiske alembic-kobberdestillatorer er Andrew Marks gået anderledes til værks med MGC Single Shot Gin. Som navnet indikerer, bliver ginnen lavet ved at destillere alle botanicals sammen i gryden – deraf navnet Single Shot.
Det er en ganske almindelige produktionsmetode indenfor gin, men det giver lige præcis det enebær-kick, Andrew Marks ønskede.
Enebærrene trækker i 96% neutral alkohol fra vindruer natten over, inden han hælder dem i destillatoren sammen med ginnens øvrige seks ingredienser. De syv botanicals tæller udover enebær, appelsinskal, kvanrod, lokal australsk bergamot, kardemomme, tasmansk leatherwood honning og lavendel.

Dertil kommer de australske ginners ”hemmelige våben”, som Andrew Marks såvel som mange andre australske destillatører benytter: regnvand. Hvor gindestillatet langt de fleste andre steder i verden fortyndes med alskens former for neutralsmagende kildevand, benytter flere australske destillatører sig af regnvand opfanget fra destilleriets tag, kun renset for blade og andet snavs. Så vandet er alt andet end neutralt. For The Melbourne Gin Companys vedkommende har regnvandet fine noter af både eukalyptus, sandalwood og jord fra den omkringliggende flora – alt sammen noget der giver smag til denne kraftfulde og komplekse gin på hele 47,4% vol.


Tasting notes
I næsen har Single Shot en nærmest mentolagtig friskhed over sig. Duften er fyldt med en kraftig og træagtig fyrrenål, der står flot sammen med ginnens friske citrus.
I munden er der fuld skrald på enebærrene lige fra starten. Teksturen er kremet og fyldig fra den tasmanske leatherwood honning.
Selvom ingredienslisten siger noget andet, er Single Shot overraskende urtet. Man får noter af både timian og oregano, der langsomt toner over i en mørk citrus frem mod eftersmagen. Appelsinnoterne er ikke til at tage fejl af, der sammen med en let krydret peber og fuldfed fyrrenål lukker af. Der er bestemt noget blomst tilstede, men de florale noter er ganske tilbagetrukket, og kommer kun kortvarigt til udtryk midt smagen.

MGC Single Shot Gin & Tonic
Det var blandt andet en forkærlighed for martini, der inspirerede Andrew Marks til at kaste sig ud i et gineventyr. Derfor bør man helt sikkert forsøge sig med en klassisk martini, blandet med et splash Dolin Dry Vermouth og et citrontwist.
Den oprindelige MGC Dry Gin var med sin tydelige noter af aromatiske sandalwood knap så velegnet i en negroni. Men med Single Shot har vi både masser af enebær og appelsin, og meget mere kan man næsten ikke ønske sig til en lækker bittersød negroni. Det er en pokkers lækker negroni med masser af modspil til den bittersøde Campari.
LÆS OGSÅ: Den australske ginscene er noget helt særligt
Når det kommer til Gin & Tonics har MGC Single Shot Gin meget at byde på. Den oprindelige MGC Gin er en af mine storfavoritten her i huset, når den mixes med Fever-Tree Mediterranean Tonic garneret med grapefrugt og en rosmarin. MGC Single Shot Gin kan nå samme højder, hvis man mixer den med fx Fever-Tree Mediterranean Tonic, Fever-Tree Indian Tonic, eller Capi Dry Tonic. Garnér med enten timian, appelsinskal eller rosmarin.

Konklusion
Under min to måneders rundrejse i Australien i starten af 2017, var opdagelsen af The Melbourne Gin Company Dry Gin og det efterfølgende besøg hos Andrew Marks på vingården og destilleriet et af turens højdepunkter.
Lige siden har MGC Dry Gin været en af mine absolut yndlingsginner, hvor de fremtrædende fyrrenålenoter og den krydrede korianderfrø møder den australske outback med den parfumerede sandalwood og den citrusfriske honey myrtle. Det er i sandhed en autentisk australsk smagsoplevelse.
Så da Andrew Marks, kort inden min anden rejse til Australien i 2019, kunne berette, at han havde kreeret en ny gin med et ordentlig “kick of juniper”, var der ingen tvivl om, at jeg selvfølgelig måtte genbesøge Gembrook Hill Vineyard and Winery og The Melbourne Gin Company.
Selvom forventningerne var høje, var hverken mit andet besøg på destilleriet eller mødet den nye MGC Single Shot Gin en skuffelse. Tværtimod. Andrew Marks’ jagt på den helt rigtige smagseksplosion af fyrrenål var præcis den detalje, The Melbourne Gin Company havde brug for. Det er selvfølgelig ikke så simpelt som bare at bruge mere enebær. Lokale botanicals som australsk bergamot, tasmansk leatherwood honning, opprioriteret enebær såvel som ændret produktionsmetode gør hele forskellen. Der er tale om detaljer i smagen, som hæver The Melbourne Gin Company op i den absolutte verdenselite inden for gin.
LÆS OGSÅ: Min anmeldelse af Archie Rose Distiller’s Strenght Gin
Med både MGC Dry Gin og MGC Single Shot Gin vedbliver The Melbourne Gin Company med at være en af de mest interessante ginproducenter i Australien. Der er ikke bare tale om en australsk ginpioner, men helt klart også en producent som forbliver relevant i mange år endnu.

Næste gang Andrew Marks hiver en ny gin op af gryden, må jeg nok hellere forbi Gembrook Hill Vineyard and Winery igen.