Efter 85 års produktion af gin er belgiske Filliers hoppet med på årets helt store dille: fadlagret gin. Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged er en delikat og kompleks gin, præcis som en lagret gin bør være.
Det traditionsrige belgiske destilleri Filliers Distillery startede med at producere genever i 1880, da grundlæggeren Karel Lodewijk Filliers installerede en kobbergrydedestillator på familiens gård nær River Lys i Bachte-Maria-Leerne. Først i 1928, da tredje generation af familien Filliers, Firmin Filliers, overtog foretagendet, forsøgte man sig med produktion af klassiske London Dry Gin-type. Resultatet blev den anerkendte Filliers Dry Gin 28, der udover enebær indeholder 28 forskellige ingredienser fordelt på citrusfrugter, urter og rødder. Meget nærmere kommer man desværre ikke opskriften, for Filliers holder kortene tæt til kroppen. At dømme ud fra smagen udgør citrusfrugterne en stor del af de i alt 29 ingredienser.
Efter 133 års produktion af genever og 85 års produktion af gin, bliver Filliers Distillery i dag drevet af femte generation Filliers, Bernard Filliers. De seneste par år har den nuværende Master Distiller, Pedro Saez Del Burgo, leget en del med den oprindelige opskrift på Filliers Dry Gin 28. Sidste år præsenterede destilleriet Filliers Dry Gin 28 Tangerine, en sæsonvariant med tilføjelsen af infused mandariner plukket mellem november og januar i Valencia.
I år er Filliers så klar med to nye varianter: Filliers Dry Gin 28 Sloe og Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged. Med sidstnævnte er Filliers hoppet med på den helt store trend indenfor gin i 2013 med fadlageret gin.
Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged ligger adskillige måneder på 300-liters medium forkullede franske egetræsfade fra Limousin, der tidligere har været anvendt til opbevaring af cognac. Indenfor produktion af vin og cognac er egetræet fra Limousin særlig kendt for dens ekstraordinære hårde struktur, evnen til af trække tannin ud af cognacen og afgive en vaniljeagtig smag.
Tasting notes
Præcis som det også var tilfældet ved min anmeldelse af Beefeater Burrough’s Reserve, er egetræsfadenes indflydelse på duft, smag og udseende meget tydelig. Opbevaringen i de tidligere cognac-egetræsfade, har givet ginnen en let gylden farve. Det er ikke så tydeligt som andre fadlagrede gins, jeg har haft fat i. Det kan enten skyldes forkulningen af tønderne eller varigheden fadlagringen.
Duften er utrolig kompleks og delikat med noter af krydret enebær, træ og floralenuancer. Men der gemmer sig også nogle meget svage frugtige noter, der er sværre at placere.
I munden er ginnen tyk, fed og cremet med nærmest ingen alkohol burn. Den er faktisk så blød, at den uden problemer kan nydes ren. Selve smagen er utrolig kompleks med tydelig enebær, krydrede pebernoter og svage træ- og citrusnoter. Den lange eftersmag er fyldt med citrus og enebær.
Filliers Barrel Aged Gin & Tonic
Fadlagrede gins kan ofte være lidt mere diskrete i en gin og tonic, eftersom enebærren er langt mindre dominerende end klassiske gin-typer. Mikset med Fever-Tree Tonic er Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged stadig tydelig i glasset. Mild enebær, tydelig citrus, en anelse krydrede pebernoter og syrlige grønne æbler præger drinken.
Tonicvandens syre og bitterhed fylder mere end sædvanlig, men det giver blot en overraskende frisk G&T. Der er dog ikke plads til alle de mange smagsnuancer, ginnen faktisk besidder, men det gør det ikke til en mindre interessant gin og tonic.
Konklusion
Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged er et pragteksempel på den effekt, fadlagring kan have på en gin. De tidligere cognacfade har forvandlet Filliers Dry Gin 28 til en delikat, kompleks og blød gin, der kan og vil så meget mere end ordinære gins.
Jeg sidder dog altid med en følelse af svigt, når jeg anvender en fadlagret gin i en G&T. Som om den bør anvendes til noget mere sofistikeret. Det er åbenlyst, at nogle af nuancerne ikke kan overleve mødet med en tonicvand, men Filliers giver faktisk glimrende gin og tonics. Det er i hvert fald ikke sidste G&T, jeg skal lave med min flaske.
På nuværende tidspunkt sælges Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged ikke i Danmark, men en lang række europæiske butikker og webshops sælger den til omkring 30 euro pr. stk. Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af Filliers Distillery i Belgien.
4 thoughts on “Anmeldelse: Filliers Dry Gin 28 Barrel Aged”