Intet nytår uden tilbageblik og favoritlister, og med afslutningen af 2013 må det være på sin plads med en Top 5 over de bedste gin fra 2013.
Aldrig før har udvalget af gin været så stort som i 2013 (hvis man altså ser bort fra Gin Craze-perioden i starten af 1700-tallet). I sidste halvdel af 2013 har der mindst været 6-7 lanceringer om ugen (i hele verden), og det er bare dem, jeg har fundet frem til. USA og England har stået for en stor andel, men også lande som Australien, Skotland, Spanien, Tyskland og Sverige er kommet godt med – i 2014 får vi forhåbentlig også Danmark på listen.
For mig er de fem mest interessante lanceringer af gin i 2013 som følgende:
Dodd’s Gin
Selvom denne liste er præsenteret i en tilfældig rækkefølge, kan jeg ikke lade være med at starte ud med den engelske Dodd’s Gin, der for mig er den mest interessante gin fra 2013. Jeg besøgte selv destilleriet (The London Distillery Company) tilbage i februar, inden de var klar til at præsentere Dodd’s Gin. Mage til nørdede, videbegærlige og rare mennesker skal man lede længe efter. Hvis du kommer forbi Battersea i London, så tag en smut forbi destilleriet til en snak om gin og smagsprøve – de vil elske det.
Dodd’s Gin er destilleret i en 140-liters kobberdestillator kaldet Christina, med følgende økologiske ingredienser: enebær, angelikarod, frisk citronskal, laurbær, kardemomme, røde hindbær blade og londonsk byhonning, og er på intet mindre end 49% vol. Det er en rasende god gin, jeg kun tager frem, når jeg skal imponere skeptikere og blærerøve.
Beefeater Burrough’s Reserve Oak Rested Gin
Da Beefeater løftede sløret for deres nye eksklusive Beefeater Burrough’s Reserve Oak Rested Gin tilbage i april, var det svært at få hjerterytmen ned på normalt niveau igen. Der skulle dog gå fire måneder før jeg selv sad med den i hånden, og jeg har ikke ét sekund fortrudt, at den kostede mig hele 71 pund. Det er en ret fantastisk gin, jeg nyder bedst neat (gerne afkølet).
Beefeater Burrough’s Reserve benytter samme ni ingredienser som den velkendte Beefeater Gin, men den er destilleret i James Burroughs godt 150 år gamle destillator, Still no. 12, og derefter lagret i omkring seks måneder i særligt udvalgte egetræstønder, der tidligere har indeholdt den fransk aperitifvin, Lillet. Læs hele min anmeldelse her.
Hernö Gin
Det er været et utroligt år for det svenske Hernö Brenneri. Strengt talt lancerede de deres første gin, Hernö Swedish Excellence Gin, i Sverige den 1. december 2012. Hernö Swedish Excellence Gin benytter otte ingredienser: enebær, koriander, mjødurt, kassiabark, sort peber, vanilje, tyttebær og citronskal. Alle ingredienser bliver lagt i økologisk alkohol fra hvede i 18 timer inden selve destillationen. Og det er netop Swedish Excellence, der for alvor har givet destilleriet luft under vingerne i 2013. I april lanceredes Hernö Navy Strenght Gin, hvor Swedish Excellence er fortyndet ned til 57% vol. I august præsenterede Hernö verdens første gin lagret i et fad lavet af enebærtræ, kaldet Hernö Juniper Cask Gin. Begge gins er selvfølgelig baseret på den oprindelige Hernö Swedish Excellence Gin.
Destilleriet blev tilmed det mest vindende ved dette års Gin Masters og kan derfor bryste sig af titlen ‘Gin Grand Master 2013’.
Jeg glæder mig til at se, hvad destilleriet har at byde på i 2014, og håber virkelig snart at kunne finde Hernös gins på de danske hylder. Læs hele min anmeldelse af Hernö Swedish Excellence Gin her.
Four Pillars Gin
De seneste år er der lanceret rigtig mange interessante gins i Australien. I toppen ligger The West Winds Gins to varianter, The Sabre og The Cutlass, der begge blev frigivet i 2010. Men i november fik vi så Four Pillars Rare Dry Gin fra Yarra Valley i den sydlige stat Victoria.
Ginnen er lavet i en tysk kobbergrydedestillator kaldet Wilma, og indeholder 10 ingredienser, hvoraf mange af dem er lokale: enebær, korianderfrø, kardemomme, citron porse, blade fra tasmansk peberbær, kanel, lavendel, angelikarod, stjerneanis og friske hel appelsin.
Ud fra de anmeldelser jeg har læst, er dette en af de mere interessant gin på markedet lige nu, og det er en af de gins, der på en eller anden måde skal skaffes hjem til ginskabet i starten af 2014.
Tanqueray Malacca
Tanqueray relancerede tilbage i februar deres krydrede Tanqueray Malacca. Malacca blev lanceret første gang i 1997 som en hyldest til Tanquerays grundlægger, Charles Tanqueray, der udarbejdede den oprindelige Malacca-opskrift i 1839.
Relanceringen bestod af “kun” 100.000 flasker, og Master Distiller hos Tanqueray, Tom Nichol, har svoret, at der ikke bliver produceret flere, så længe han er står ved roret. Så må vi se hvor langt 100.000 flasker rækker.
Tanqueray Malacca er en fremragende cocktail gin, der er lidt mere sød og meget mere frugtig end mange andre gins.
Honorable mentions du bliver nødt til at prøve snart:
– Gilt Gin (skotsk single malt gin)
– Opihr Gin (engelsk orientalsk krydret gin)
– Citadelle Réserve 2013 (fransk solera-lagret gin)
– Distillery No. 209 med No. 209 Sauvignon Blanc Barrel-Aged Gin og No. 209 Cabernet Sauvignon Barrel-Aged Gin (amerikanske gins lagret på vintønder)
– Elephant Gin (tysk velgørenhedsgin)
Listen er selvfølgelig håbløs subjektiv, og der er rigtig mange gins, der burde fremhæves. Det må jeg råde bod på i 2014.
Hvilke gins fra 2013 har du fundet særligt interessante? Lad mig endelig høre i kommentarfeltet nedenfor.
Uha, den top 5 er spændende! Jeg kan godt se at jeg bliver nødt til at finde noget mere opbevaringsplads til nye flasker snart 🙂
Specielt Dodd’s og den fadlagrede Beefeater må snart finde vej hertil…
Ellers er du altid velkommen i mit ginskab til en privat gin-smagning, Sjønne 😉
Det kan godt være jeg holder dig op på den invitation en dag 🙂
Godt nytår + en stor tak fordi du har vakt min interesse for gin – ser frem til mange spændende blogindlæg i 2014!