Bartenderens Grundbog

Under overskriften ‘Bartenderens Grundbog’ har folkene bag Vestdanmarks nok mest ambitiøse og kompetente cocktailbar, St. Pauls Apothek, udgivet en basisbog for glade amatører som jeg selv.

Phil's Collins. Photo by Michael Sperling.

Når man spørger kendere, om hvor man skal stå af toget for at få gode cocktails, hvis man bevæger sig uden for hovedstaden, så er svaret hver gang: Aarhus, Jægergårdsgade 76, St. Pauls Apothek. Hver gang. Jeg har endnu ikke selv haft glæden af at besøge stedet, til trods for adskillige turer til Aarhus de seneste par måneder. Derfor var glæden også stor, da der for nylig dumpede en pakke ind ad døren med ‘Bartenderens Grundbog’, der er udarbejdet af ejeren af St. Pauls Apothek, Hasse Bank Johansen, og dennes restaurantchef, Tue Lindholt Rasmussen.

‘Bartenderens Grundbog’ er lige præcis en grundbog, med alt hvad man som cocktailglad amatør som jeg selv bør vide. Bogen dækker alt fra cocktailens historie, typer af spiritus og barudstyr til klassiske cocktails og parring af mad og cocktails. Bogens styrke er uden tvivl sektionen med Hasses og Tues egne cocktailopskrifter. Det er klart, at i en basisbog som ‘Bartenderens Grundbog’, kommer man ikke uden om at fortælle om klassiske cocktails som negroni og martinez, men det har alle cocktailbøger før denne skrevet om. Så det er befriende, at forfatterne viser os deres egne kreationer – kreationer der formentlig har været med til at gøre St. Pauls Apothek til den succes, det er i dag.
For en gintosse som mig, er det især cocktails som ‘Apoteker-lemonade’ med hjemmelavet Oolong-te cordial, og Phil’s Collins, der er et nordisk twist på den klassiske cocktail Tom Collins, hvor citronen er skiftet ud med havtorn. Havtorn har længe gået under betegnelsen “Nordens citroner”, og i ‘Bartenderens Grundbog’ har de taget dette helt bogstaveligt. Af de opskrifter jeg indtil videre har kastet mig ud i, er Phil’s Collins klart min favorit.

Phil's Collins. Photo by Michael Sperling.

Phil’s Collins

  • 5 cl. gin
  • 3 cl. friskpresset citronsaft
  • 2 cl. havtornjuice
  • 1 cl. sukkersirup
  • 4 cl Qcumber Water

Efter bogens anvisninger har jeg både lavet havtornjuicen og sukkersiruppen selv. Sidstnævnte er ingen større bedrift, der blot er et opkog af 3 dele sukker og 2 dele vand. Men havtornjuice kræver en anelse mere arbejde. Bogens opskrift på 500 gram havtorn, 500 ml vand og 250 gram sukker, syntes ikke tilstrækkelig i mine øjne, derfor doblede jeg op, og står derfor nu med langt over to liter havtornjuice, der skal drikkes inden for en uge. Så nu skal der drikkes over 100 Phil’s Collins de næste par dage. Det skal nok gå.

Phil's Collins. Photo by Michael Sperling.

Opskriften nævner ingen velegnet gin til brug i Phil’s Collins. Til en Tom Collins vil jeg normalt anvende en let sødlig Old Tom Gin som Old English Gin eller den blomstrede Hernö Old Tom Gin. Men med både juice, sukkersirup og den søde agurkesodavand Qcumber, er der rigeligt med søde sager i cocktailen. Og nu hvor Phil’s Collins kalder på havtorn, har jeg valgt at hive den danske Njord Gin fra Randers, hvor havtorn er én af de otte botanicals i ginnen. Njord Gin er fed og kraftig med masser af fyrrenålenoter fra både enebær og gran, og en let syre fra havtorn. Og den fungerer fremragende i en Phil’s Collins, efter min smag.

‘Bartenderens Grundbog’ er en basisbog for cocktailamatører som jeg selv. Den favner bredt og fortæller kort om mange aspekter af cocktailverdenen. Men jeg håber, at Hasse Bank Johansen og Tue Lindholt Rasmussen har fået mod på at lave en opfølger, der går langt mere i detaljerne på udvalgte områder fra bogen. En bog hvor der bliver nørdet igennem. Især sektionen om cocktails til mad fortjener meget mere fokus, og bogens to sider slet ikke er nok til at stille min nysgerrighed tilfreds.

Phil's Collins. Photo by Michael Sperling.

Mit eksemplar af ‘Bartenderens Grundbog’ fik jeg tilsendt fra forlaget Turbine. Tusind tak for det. Der er inspiration til mange timers cocktailleg. Og så må jeg nok hellere en tur forbi Aarhus, Jægergårdsgade 76, St. Pauls Apothek, og få mig en Phil’s Collins fra mestrene selv.

8 Comments Add yours

  1. Søren siger:

    Fint indlæg. Hvis ellers Sjælland tæller med så må Aarhus vel være Vestdanmark eller Østjylland 🙂

    1. Det har du da fuldstændig ret i, Søren. Nord, syd, øst, vest. Det er nu rettet. Tak.

  2. Det lyder til, at du hellere må invitere hele nabolaget på Phil’s Collins – folk kan jo bare tage gin med selv 😀

    Det lyder som en glimrende bog, som jeg helt sikkert skal have fat i på et tidspunkt..

    1. Der er blevet lavet både flødeis med havtorn, forsøg med smoothies og cocktails i lange baner. Så nu er jeg nede på godt én liter.

      1. Så er der jo lige til weekenden! 😉

      2. Præcis. Det skal nok gå.

  3. Tue Lindholt Rasmussen siger:

    Tusind tak for den pæne omtale. Du skal være meget velkommen på Apotheket ligeså tit du har lyst.

    1. Selv tak, Tue. St. Pauls Apothek er skrevet på listen til næste gang, jeg befinder mig i Aarhus.

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s