Inspireret af ginnens fortid er det svenske Hernö Brenneri nu klar med en ganske anderledes Old Tom-udgave af deres populære Hernö Swedish Excellence Gin.
Der var engang, hvor gin var en sød likør-agtig spiritus, der primært blev indtaget som dram. Faktisk opstod den tørre London Dry Gin-stil først med opfindelsen af The Coffey Column Still i 1831, hvor det for første gang blev muligt at destillere en neutral alkoholbase på helt op til 96% vol.
Med den nye potente alkoholbase forsvandt den fæle og skarpe smag, man i århundrede havde forsøgt at skjule med diverse botanicals. Søde ingredienser som lakridsrod og honning var populære, og i særlige tilfælde tilføjede man også sukker til ginnen efter destillation, men sukker var en kostbar handelsvare i 1700- og 1800-tallet, så det hørte til sjældenhederne.
Takket være den tørre champagnes fremkomst, vandt den tørre dry gin, indpas hos forbrugerne op gennem 1800-tallet. Den søde old tom gin, forsvandt stille og roligt ud i intetheden, og var helt væk fra markedet i løbet af 1940’erne.
Heldigvis er den søde gin tilbage i vores liv, og old tom gin er det helt store hit i 2014, hvor en lang række brands har lanceret Old Tom-udgaver af deres gin. Og nu er Hernö Brenneri klar med deres bud.
Hernö Brenneri ligger i den svenske by Dala, godt 400 kilometer nord for Stockholm, og er angiveligt verdens nordligste destilleri. Destilleriet lancerede deres første gin, Hernö Swedish Excellence Gin, den 1. december 2012, og siden da er adskillige gins kommet til: den kraftige Hernö Navy Strength Gin (2013), verdens første gin lagret på enebærtræ, Hernö Juniper Cask Gin (2013), og nu en sød version, Hernö Old Tom Gin (2014).
Hernö Old Tom Gin er langt hen ad vejen en sød udgave af Hernö Swedish Excellence Gin. Der er dog et par afgørende forskelle. Alle Hernös gin er økologiske og indeholder otte ingredienser: enebær, korianderfrø, mjødurt, cassiabark, sort peber, vanilje, tyttebær og citronskal. I Hernö Old Tom Gin er der tilføjet ekstra meget mjødurt, i forhold til Hernös øvrige produkter.
Alle ingredienser bliver lagt i økologisk alkohol fra hvede i 18 timer, og efterfølgende destilleret i en håndlavet 250-liters destillator kaldet Kierstin fra Tysklands ældste destillator-producent, Christian Carl. Efter destillationen tilføjes sukker til ginkoncentratet for at give ginnen den dybe, søde smag, og den fede konsistent, som kendetegner old tom-stilen.
Tasting notes
Hernö Old Tom Gin har heldigvis den velkendte Hernöske friskhed. Næsen er fyldt af en frisk og nærmest parfumeret enebær, citronskal og blomster.
I munden får man øjeblikkeligt en kraftig smag af blomster og enebær, der tangerer det parfumerede. Det må næsten være den forøgede mængde af mjødurt, der har denne voldsomme effekt på smagen.
I min anmeldelse af Hernö Swedish Excellence Gin tilbage i april 2013 skrev jeg: “På paletten får man til at starte med en intens og frisk enebær – nærmest som en mentolfrisk fyrrenåleskov.” Hernö Old Tom Gin er om muligt en vildere udgave af dette. Den er blomstret (på grænsen til parfumeret), citrusfrisk og sød. Mjødurten er dog ret voldsom, og den tager meget fokus væk fra enebærren. Men den bidrager også til ginnens sødme, og det er forfriskende at have en anden kilde til old tom-stilen end den typiske lakridsrod.
Hernö Old Tom Gin i cocktails
Normalt udsætter jeg en gin for en Gin & Tonic i løbet af en anmeldelse. Men med Hernö Old Tom Gin giver det ikke rigtig mening. Denne gin er en cocktailgin – ikke en Gin & Tonic-gin.
Allerede ved første mundfuld af ginnen neat, var jeg klar over, hvilken cocktail Hernö Old Tom Gin vil imponere i: en Tom Collins. Cocktailen optrådte første gin i 1876-udgaven af Jerry Thomas’ ‘Bartender’s Guide’, og laves traditionelt med old tom gin. Jeg valgte følgende opskrift:
- 45 ml. Hernö Old Tom Gin
- 30 ml. frisk citronsaft
- 15 ml. sukkerlage (50/50 sukker og vand opløst ved opvarmning)
- 60 ml. danskvand
- Garnér med en halv citronskive
Friskheden og de fremtrædende blomstrede noter i Hernö Old Tom Gin komplementerer den citrusfriske Tom Collins rigtig godt, og giver et helt andet resultat end med de mere traditionelle old tom gins.
De næste cocktails på min to do-liste er en Astoria med tør vermouth og orange bitter, og selvfølgelig den enestående Martinez.
Konklusion
Hernö Old Tom Gin er langt fra den traditionelle søde gin, vi har set så mage gange før. Ginnen er sød som stilen forskriver, men den er langt mere frisk og blomstret end nogen anden old tom gin, jeg har smagt. Den er sødet med både sukker og ekstra meget mjødurt, og sidstnævnte overdøver enebærren en anelse.
Hernös produkter er ret enestående i smag og duft. Og det er altid en fornøjelse, når de er klar med et nyt produkt. Jeg bliver stadig mere og mere glad for Hernö Swedish Excellence Gin for hver gang jeg smager den. Det samme gælder for Hernö Navy Strength Gin, og jeg er sikker på, at det samme kommer til at gælde for Hernö Old Tom Gin. Det er først og fremmest den sprøde og friske enebær, og den søde og blomstrede mjødurt, jeg er begejstret for (også selvom den fylder lidt for meget i denne gin). Det er en fremragende kombination, der kun findes hos Hernö.
Hernö Old Tom Gin er i handlen fra den 1. oktober 2014. Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af destillatøren for Hernö Brenneri, Jon Hillgren.
Læs også mine anmeldelser af Hernö Swedish Excellence Gin og Hernö Juniper Cask Gin.
6 thoughts on “Anmeldelse: Hernö Old Tom Gin”