Anmeldelse: Hernö Navy Strength Gin

Vurdering: 5/5

Nogle gange er det bare et spørgsmål om mængden af vand. Hernö Navy Strength Gin er i al sin enkelthed Hernös oprindelige Swedish Excellence Gin med mindre vand i. Og det gør en kæmpe forskel.

Hernö Navy Strength Gin. Photo by Michael Sperling.Det svenske destilleri Hernö Brenneri har gennemgået en større forandring de seneste par måneder. Destilleriet, som i ligger godt 400 kilometer nord for Stockholm, har i starten af 2015 fået en ordentlig overhaling med en opgradering af hele produktionslinjen, med ny produktionshal, nyt besøgscenter og nyt flaskedesign. Således er den oprindelige 250-liters håndbyggede pot still fra Tysklands ældste destillatorproducent, Christian Carl, udskiftet med en ditto på hele 1000 liter. Gode gamle Kerstin er blevet erstattet af Marit (der er en tradition for at navngive destillatorer), og Hernö er for alvor rykket op i big boys league.

Hernö Brenneri har efterhånden et ret imponerende lineup af gin. Der er en den oprindelige Hernö Swedish Excellence Gin, der blev frigivet 1. december 2012; den kraftige Hernö Navy Strength Gin på hele 57% vol.; den fadlagrede Hernö Juniper Cask Gin; den blomstersøde Hernö Old Tom Gin; og den eksklusive ginlikør Hernö Blackcurrant Gin med håndplukkede solbær og lokal honning.

Hernö Swedish Excellence Gin, er det grundlæggende DNA for alle Hernös ginner. Listen tæller otte botanicals: enebær, koriander, mjødurt, kassiabark, sort peber, vanilje, tyttebær og citronskal. Alle ingredienser bliver lagt i økologisk alkohol fra hvede i 18 timer inden selve destillationen og kun vand bliver efterfølgende tilført.
Hvor Swedish Excellence bliver fortyndet med vand helt ned til en endelig alkoholprocent på 40,5% vol., får Hernö Navy Strength Gin langt mindre vand, så den faktisk ender på 57% vol. – hvilket er standarden for navy strength gin.
De fleste vil nok være ganske uimponerede over brugen af mindre vand, men det gør en kæmpe forskel for smagen – især i Hernös tilfælde.

Hernö Navy Strength Gin. Photo by Michael Sperling.

Tasting notes

Med en alkoholstyrke på 57% vol. er det en kraftig herre, vi har med at gøre. Til gengæld er det nogle lidt andre noter, der præger navy strength-udgaven, end Swedish Excellence. Hvor den oprindelige var frisk som en nordsvensk fyrrenåleskov en frostkold vintermorgen, er Hernö Navy Strength langt mere krydret og intens.
I næsen finder man en masse koriander, fyrrenål, citronskal og blomster. Duften er både sødmefyldt og fyldt med masser af fyrrenål.
I munden efterfølges det indledende spark af 57% alkohol af en dejlig krydret varme. Smagen er overraskende er rund, blød og intens med fremtrædende fyrrenål, pikant citronskal, sødmefyldt blomst, krydret citrus fra korianderfrø og let prikkende pebernoter. Eftersmagen er lang og intens med masser af citrus, peber og mjødurt.

Hernö Navy Strength Gin. Photo by Michael Sperling.

Hernö Navy Strength Gin i cocktails

I mit hjem er Hernö Navy Strength Gin først og fremmest en cocktailgin, men sammen med søde tonicvand som Indi Tonic og 1724 Tonic kan denne noget kraftige gin faktisk et og andet.
Når så den indledende Gin & Tonic er indtaget, er det blevet tid til at prøve Hernö Navy Strength af på en rigtig cocktail. Og her er der især én cocktail, der gør sig gældende: The Negroni Cocktail – en italiensk cocktailklassiker fra 1919 med lige dele gin, Campari og sød vermouth. Hernö Navy Strengths høje alkoholprocent, markante koriandercitrus og florale profil, gør denne gin til det perfekte match til en negroni.

Hernö Navy Strength Gin og 1724 Tonic. Photo by Michael Sperling.

Konklusion

Jon Hillgren, ejer af og Master Distiller hos Hernö Brenneri, var den første producent, som sendte mig en flaske til brug i en anmeldelse. Det var i starten af 2013, og jeg har været kæmpe fan af Hernös produkter lige siden. Ikke så meget pga. den gratis sample, men for at vise mig en helt anden form for gin, end den jeg var vant til.
Den entusiasme og nysgerrighed som Jon Hillgren viser for ginkategorien, kan gøre enhver ginentusiast blød i knæene. Som fx hans Hernö Juniper Cask Gin, der er den eneste gin i verden, som er lagret på fade af enebærtræ. Det er anderledes, nyskabende og aldeles velsmagende.

Øverst på mit Hernö Gin-podium står Hernö Navy Strength Gin, fordi den fremhæver alle de karakteristika, jeg oprindeligt faldt for ved Swedish Excellence Gin: enebærrens friske fyrrenål, den klare citron, den fremtrædende citruskrydrede koriander, mjødurtens blomstersødme, og de underspillede pebernoter. Alt sammen takket være lidt mindre vand. Det er som om, at Hernös grundlæggende smagsprofil bare gør sig bedre ved en højere alkoholprocent.

Jon Hillgren fra Hernö Brenneri ved Copenhagen Gin Walk - Hernö Edition. Photo by Michael Sperling.
Jon Hillgren fra Hernö Brenneri ved Copenhagen Gin Walk – Hernö Edition.

I januar 2015 havde jeg fornøjelse af at have Jon Hillgren med som hovedperson og æresgæst ved sjette omgang af Copenhagen Gin Walk. Jon indledte arrangementet med et entusiastisk og indlevende oplæg om Hernö Brenneri og livet som gindestillatør. Efterfølgende fortolkede de tre københavnske barer Verandah, K-Bar og Madam Chu’s, Hernös ginner i cocktails. Det var en stor ære at have Jon og hans gin med, og det var i mine øjne en af de bedste gin walks til dato. Du kan se en masse billeder fra Copenhagen Gin Walk – Hernö Edition her.

Hernö Navy Strength Gin kan købes mange steder i Danmark til en pris på omkring 500 kroner for en 70 cl. flaske. Flasken til denne anmeldelse er venligst doneret af destillatøren for Hernö Brenneri, Jon Hilllgren.

2 thoughts on “Anmeldelse: Hernö Navy Strength Gin

  1. Pingback: Negroni Week 2015 | En Verden af Gin

  2. Pingback: I audiens hos Jon Hillgren – Hernö Gin | En Verden af Gin

Skriv en kommentar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s